Forkølelsen er på retur, bilen er vasket (guldvask!), tasken ikke pakket endnu, opvasken ikke taget endnu. Så jeg må altså se at få fingeren ud, for vi skal osse hente mine venners yngste i børnehaven og bringe ham hjem til storesøsteren, der skal passe ham indtil forældrene kommer hjem (sent fri, kan ikke nå det før børnehaven lukker), og vi skal hente den store i skole og nå færgen kl. 15.

Formiddagens gøremål har indtil nu taget noget længere tid end beregnet. En af grundene er at jeg har haft den lille med rundt, medførende en del tidskrævende konflikter undervejs.
Vi var hjemme hos børnenes far og hente en fleece-trøje som var blevet glemt og som skal med på weekend. Han var i strålende humør og inviterede endda indenfor til kaffe og basser! (har selvstændig virksomhed derhjemme). Det var faktisk helt hyggeligt! Børn har osse godt af at se deres (fraskilte) forældre hygge sig sammen en gang imellem. (ikke at vi nogensinde er viser antipati for hinanden, men vi socialiserer meget sjældent).
Bagefter skulle bilen så vaskes og gøres ren, og dét tog sin tid! (den var meget beskidt).
Og nu sidder jeg så her, og har faktisk ikke tid!

Jeg har, via Netliv, fundet en medsøsters blog: Et Liv som Mor Yeah! Blogger-mødre unite!!

Nå, jeg må videre...
Skriver ikke igen før på mandag. Ha' en rigtig god weekend!

Jeg vil ikke trætte jer med opdateringer på min tilstand, blot sige at jeg har ligget i sengen i udsplattet tilstand med en toiletrulle, kodimagnyler og næsespray ved min side.

Og for min yngste søn har det betydet endnu en dag i børnehaven. Og mor her har dårlig samvittighed.

Ikke desto mindre så har jeg, i et anfald af optimisme, booket plads til bilen på Mols-linien i morgen kl. 15.00. Så forhåbentlig er forkølelsen om et døgns tid i aftagende, så turen kan gå til det til det jyske, til veninden i socialgruppe I.
Jeg må vist hellere se at få vasket bilen, når den nu snart skal holde udenfor den fine villa i det fine kvarter. Den ligner lort udefra, rusten og møgbeskidt. Og indefra er vinduerne fedtet til og gulvet dækket af slikpapir, legetøj og jord, og bagagerummet er fyldt med ting jeg ikke lige har gidet bære op i lejligheden, f.eks. tæpper, håndklæder og strandlegetøj!
Ellers er jeg såmend ligeglad hvordan bilen ser ud, bare den kan køre (og dét kan den, 215.000 km har den præsteret indtil nu, og den starter hvér gang!). Men den behøver heller ikke ligefrem og tiltrække sig opmærksomhed, og give mine jyske værter anledning til at føle sig pinligt berørte over naboernes misbilligende blikke! Så den skal lige have en omgang i morgen inden afgangen til færgen.

Har fundet en ny blog Lars' world tilhørende en norsk psykologi-studerende bosiddende på Vesterbro.

Er løbet tør for havregryn, så jeg er tvunget til at gå i Netto. Hader at gå i Netto! Får klaustrofobi af alle de mennesker på alt for lidt plads!
Måske skulle jeg skide på spare-principperne, og bare købe den forbandede pose øko-havregryn i Brugsen. Yes, I think I'll do that!
Den store er til svømning med SFO'en og skal først hentes kl. 16, så jeg henter den lille først. Jeg tager ham dog ikke med i Brugsen i dag. Han har nemlig en forstyrrelse (a la DAMP) som gør at det er en majet, majet stor prøvelse at have ham med i et supermarked, og at man kun skal forsøge sig udi dette i majet, majet rolig, afbalanceret og udhvilet tilstand! Så jeg tror sgu jeg springer den pædagogiske øvelse (prøvelse) der hedder "vi køber ind" over i dag!

Pyha, jeg er, om muligt, endnu mere forkølet i dag!
Så lillebror er kommet i børnehave igen i dag. Der er jo ikke meget ved at gå hjemme hos en mor der sidder og nyser, snøfter, fryser og ikke orker noget andet end at sidde i en stol og drikke varm te, iført en stor sweater trods det at der er over 20 grader i lejligheden!
Hvorfor helvede kan jeg ikke blive syg i mine arbejdsuger istedet for i mine friuger. Det er anden friuge i træk at jeg er syg!
Nå, men nu ikke pive. Der er andre der har det værre end mig! (Filosofi hentet fra filmen ”Mit liv som hund”, hvor drengen, for at takle sin sorg og sine problemer, hele tiden forsøger at overbevise sig sig selv om at andre har haft det værre end han, f.eks. hunden Laika, der blev sendt i kredsløb i et russisk rumfartøj uden nogensinde at blive hentet ned igen. Den fik lov at sulte og tørste ihjel. Når han tænkte på Laikas skæbne, mente han ikke han havde grund til at klage.)
Og jeg burde slet ikke pive. Herregud! Det er kun en forkølelse! Men fedt er det nu ikke ligefrem!

Var til skole-hjem-samtale i går aftes. (Gæt hvem der kom 10 minutter for sent. Det var ik’ mig!).
Det går rigtig godt med min søn. Han trives, er fagligt dygtig, har et kæmpe-ordforråd, er enormt populær, er hjælpsom, og så er han god til at argumentere. På minus-siden er at han er et kæmpe-rodehoved, og så vil han hellere vil snakke med sidemanden end at lave sine opgaver færdig. Det lyder faktisk ligesom mig, da jeg gik i skole. Vi minder på mange måder om hinanden, min ældste søn og jeg. Men det er virkelig dejligt at høre at det går så godt. Det med ordforrådet var jeg overhovedet ikke klar over, men de andre ting var sådan set hvad jeg havde forventet.

For et års tid siden klippede jeg en del af en artikel ud af Weekendavisen. Det er bare så rammende og morsomt formuleret. (desværre ved jeg ikke hvem forfatteren er).
Så jeg hængte udklippet op på mit køleskab. Det er nu helt gulnet, men jeg læser det ind i mellem og klukker da hver gang over formuleringen.

Her er det. Direkte afskrevet:

...Vesterbro er heller ikke til at kende igen efter Nordeuropas største byfornyelse. Tove Ditlevsens baggård i Barndommens gade er fredet, fordi der er så få ”rigtige” baggårde tilbage fra brokvarterets proletariatiske fortid, og Halmtorvet er blevet en smuk, solbeskinnet brolagt plads med springvand og pétanquebane. Tålmodigheden med prostituerede og narkomaner er på lavpunktet blandt de fleste hjemvendte andelshavere i de fornemt renoverede lejligheder à en million kroner.
Værtshuse med bajere, billard og brændt kaffemaskinekaffe lukker om ørerne på de gamle vesterbroere, mens de nye holder liv i brunchcafeer, disignertøj, vinbarer og en ny stor ISO med vandforstøvningsanlæg. De nye har en anden smag og andre penge. Når to elendige, men billige lejligheder lægges sammen til én stor med bad, centralvarme, nye vinduer og okkerpudset facade sker der noget: Huslejen stiger til det dobbelte, og den gamle lejer flytter ofte ikke tilbage.
Vesterbro er endnu ikke lige så selvsikker som Nørrebro, hvor kvarteret omkring Sankt Hans Torv efterhånden er ubetaleligt, og hvor forretninger med danske møbelklassikere sælger godt – især til de unge menneskers forældre, inde på besøg. Brokvarterernes nye store publikum er studerende i ejerlejligheder, finansieret af far og mor, og mediefolk af alle afskygninger på jagt efter liv, urbanitet og ordentlig caffè latte...

Hi, hi, så sandt så sandt!
Byens centrum er jo simpelthen bare rykket ud over voldene. Hvorfor købte man ikke en ejerlejlighed ved Sankt Hans Torv for 10-15 år siden? Ja, men kan jo altid være bagklog.
Nu er huspriserne jo holdt op med at stige, og markedet er stagneret. Det var da osse på tide! Blot ærgeligt for mine venners naboer, der lige har åbnet selvstændig ejendomsmægler-forretning. De må formentlig dreje nøglen om indenfor de næste par måneder, hvis ikke der pludselig kommer gang i ejendomshandlerne igen. De har investeret en million i forretningen.

Apropos Sankt Hans Torv: Jeg kan huske sidst i 70’erne, jeg havde en veninde der boede i Birkegade, en sidegade til Elmegade.
Dengang var det et af de værste steder man kunne bo. ”Den sorte Firkant” blev kvarteret kaldt. Hendes mor og far var blevet skilt efter at faren havde begået incest mod datteren. Moren var stærkt alkoholiseret, og sad altid i den totalt bombede lejlighed, iført housecoat, kæderygende, vermouth-drikkende, mens hun lagde kabale i én uendelighed. Hun registrerede os slet ikke.
En anden gammel veninde voksede op i nærliggende Ahorngade, hvor hun boede hos sin narkoman-mor og dennes kæreste, indtil børneværnet kom og hentede hende da hun var 10 år gammel. Indtil da havde hun faktisk aldrig været i skole. Hun blev ”passet” af lidt ældre piger i gaden, og ingen stillede spørgsmålstegn. Mærkeligt at det kan tage myndighederne tre år at reagere!

Men det var i hvert fald et lortekvarter. Ingen havde dengang forestillet sig, at det skulle blive et af de mest attraktive beboelseskvarterer i København!

Apropos Sankt Hans Torv igen: Jeg havde engang (i starten af 90’erne) en kæreste der boede i Ravnsborggade. Han havde et par år forinden været heldig at være den første ude at se på en andelslejlighed der var sat ret billigt til salg. ”Jeg ta’r den”, sagde han efter at have været der i under 5 minutter!” Majet, majet klogt træk!
Lejligheden, der var en to-værelses i god stand, lå på øverste etage ved krydset Sankt Hans Gade/Ravnsborggade, et sted mange vil give deres højre arm for at komme til at bo i dag! Der lå en masse antikvitetsbutikker i gaden, og et par ret hyggelige, traditionelle værtshuse. Der kom endnu et værtshus til mens jeg holdt til i lejligheden. Det lå skråt overfor gadedøren. ”Pandemonium” hed det. Det var nærmest en café, lidt i stil med de andre caféer der var dukket op i kvarteret, Bananrepublikken, Barcelona og Caféen Funke. De første måneder var der stort set ingen gæster på Pandemonium, foruden os og ejerne, selvom det var både hyggeligt og smart indrettet, og flere gange om ugen var der (rigtig god) live-musik. Det var virkelig knald eller fald. Der måtte snart begynde at komme nogle gæster, ellers kunne det da ikke blive ved med at gå! Men ejerne må have haft god kapital, for måned efter måned gik uden at der kom mere end en lille håndfuld mennesker hver aften.
Det blev slut med kæresten og mine hyppige besøg i Ravnsborggade, og jeg hørte siden at ”Pandemonium” var blevet et af ”in-stederne” på Nørrebro.
Jeg rendte for et års tid siden ind i en af eks-kærestens venner og hørte at denne var flyttet på landet. Gad vidst hvad han fik for lejligheden?

Den 18. maj 1993 var der afstemning om Danmarks tilslutning til Maasticht-traktaten. Der var året før blevet stemt nej, men demokratiet blev tilsidesat og en ny afstemning arrangeret, denne gang med fire forbehold, der overhovedet ikke ændrede ved det faktum at flertallet af Danmarks befolkning var imod en union og derfor stemte nej. Men Uffe Ellemann Jensen må jo have formået at skræmme nogle med sin skræk-kampagne, i hvert fald resulterede afstemningen i et ja til Maastricht med de fire forbehold.
Jeg var i aftenvagt på kommunehospitalet, og da jeg havde fået fri tog jeg ud til én af kærestens venner, der boede i nordvest-kvarteret. Han holdt "valg-fest". Da vi senere slukørede kørte (i bil) hjemad undrede vi os over at der var så meget politi og vejspærringer. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes os at komme ind i Ravnsborggade, men eftersom min kæreste boede der, har vi vel fået lov at passere.
Da jeg steg ud af bilen, kunne jeg se et kraftigt lys for enden af Sankt Hans Gade, hvor Sankt Hans Torv ligger (jeg mindes ingen larm). Nysgerrig som jeg er, skulle jeg selvfølgelig hen og se hvad der foregik. Jeg gik op til torvet, møvede mig igennem en lille menneskeskare og fik et shok over at se en mur af sortklædt, plexiskjold-bevæbnet politi til den ene side, og en horde af unge mennesker til den anden side. Der var intet mellem dem og mig - jeg stod nærmest midt i det! Jeg husker stadig ingen larm eller lyd. Med nogle sekunders mellemrum fløj en brosten igennem luften og landede foran rækken af politimænd. Scenen var stærkt oplyst og mindede nærmest om en filmoptagelse, uvirkeligt og skræmmende var det i hvert fald! Jeg følte ingen trang til at blive dér under flyvende brosten, og skyndte mig tilbage til Ravnsborggade (ca. 30 meter væk).
Jeg husker ikke hvornår jeg hørte om hvor galt det var gået, og jeg husker ikke hvad jeg tænkte da jeg hørte det. Jeg husker blot scenen fra torvet, og de to parter overfor hinanden i uvirkelig oplyst stilhed.

Nå, men jeg må hellere se at komme ud og købe ind og hente unger! Tiden og tankerne er fløjet! Hvad skal vi have at spise i aften? Jeg tror jeg laver spaghetti og kødsauce. Og i morgen laver jeg så en pizza med bl.a. den resterende sauce.
Kl. 17 skal den store til fodbold. Så skal jeg stå dér i bidende kulde.Vdradr! Jeg må hellere tage gamacher på under cowboybukserne!

Ah, jeg fik lige 1½ time på øjet, og har fået set noget "skole-TV" (eller hvad man nu om dage kalder informative programmer man kan risikere at få udvidet sin horisont og blive klogere af), bl.a. et program om gadebørn i La Paz.

Lå lige og tænkte på, at jeg havde skrevet at min eks-mand er irriterende fordi han kommer for sent og glemmer aftaler. Det lyder jo som om det er mig der er en hex. Det er jeg osse, men jeg er en retfærdig hex, og min eks-mand er ualmindelig sløv og irriterende på visse områder. F.eks. er han utrættelig opfinder af dårlige undskyldninger. Jeg kan ikke engang sige at han er "mester" i dårlige undskyldninger, jo hvis man kan kaldes "mester" når undskyldningerne er SÅ dårlige og uigennemtænkte, at de kan pilles fra hinanden så let som ingenting.

Et eksempel fra i forgårs:
Jeg havde bedt om lov til at "låne" vores 6-årige søn tre timer søndag, fordi jeg skulle samle ind for Dansk Røde Kors, og gerne ville have drengen med. Min X bor i den anden ende af byen (15 minutter i bil), og da jeg skulle samle ind i mit eget kvarter, syntes jeg det smarteste ville være at min X kørte drengen herhen, så ville jeg køre ham hjem igen på vej til arbejde (det er nemlig i nærheden). Jeg havde intet hørt fra ham siden min e-mail request om ovenstående. Jeg havde skrevet det til ham to gange på en uge uden at få svar, og havde desuden forsøgt at ringe uden at der havde været nogen hjemme.
Søndag formiddag fik jeg så fat i ham (på spørgsmålet om han havde fået min seneste mail, sagde han at han først havde fået den aftenen før. På spørgsmålet om han da ikke havde fået min forrige mail svarede han med en alt for velkendt uforståelig mumlen). Jeg måtte selvfølgelig gerne låne sønnen, men de skulle til København, og ville ikke nå tilbage før jeg skulle på arbejde, så jeg skulle finde pasning til ham i to timer fra 15-17. Da jeg havde arrangeret det, ringede jeg igen til X'en igen og spurgte hvornår han kom med drengen. Han sagde at han desværre ikke kunne komme med ham for bilen var på værksted. Nå, jeg skulle så lige trække ½ time fra min tid, og måtte skynde mig at blive færdig, indsamlingen startede kl. 11. "Jeg ringer når jeg kører", sagde jeg.
Først da jeg havde lagt røret på kom jeg i tanke om at de skulle til København, og vel vidende at kæresten har bil og at de desuden har autocamper, havde jeg meget svært ved at forestille mig at de ville slæbe alle ungerne med toget. Da jeg ringede for at meddele min afgang, spurgte jeg:
Mig: "Forresten, hvordan kommer I til København, når bilen er på værksted?"
X'en: "Øh, vi kører i autocamperen"
Mig: "Nå, men så kunne du vel osse bare ha' kørt vores søn herhen i autocamperen, ku' du ikke?"
X'en: "Øh, det ville være blevet for besværligt at pakke alle børnene sammen"
Mig: "Er du da alene hjemme med børnene?"
X'en: "Øh, nej..."
(På dette sted i samtalen er det åbenbart at slaget er tabt for ham, og da jeg hader at ydmyge andre mennesker, selv ham, afslutter jeg lynhurtigt samtalen med "Nå, men jeg kører nu - er der om et kvarter".)

Godt det ikke er MIG der skal giftes med ham! (sagde hende der fik to børn med manden!)
(Selvom jeg kalder ham for eks-mand, så var vi ikke gift. Jeg har aldrig været gift. Har aldrig følt trang til at blive gift. Hvis jeg endelig engang skulle giftes - sådan bare for at prøve det - skulle det være i Las Vegas af en Elvis-præst!)

For helvede hvor har jeg sovet dårligt i nat!
Jeg er (for anden gang på 14 dage) blevet snot-drivende forkølet! Og jeg har bare frosset og svedt og været vågen hver time. Edrhr!
Så jeg har afleveret begge børnene i hhv. skole og børnehave. Normalt plejer jeg at have den lille hjemme i min friuge, pånær hvis de skal noget særligt, men i dag synes jeg jeg vil pleje mig selv, ligge i sengen og se fjernsyn samt få indhentet noget af den tabte søvn. Børnehaven skulle i øvrigt til fødselsdag hjemme hos et af børnene, så det er godnok.

I går snakkede jeg i telefon med min veninde på Christianshavn, vi har gået på sygeplejeskolen sammen i sin tid.
Hun fortalte mig, at en af de andre piger fra skolen, en pige i klassen ”over os”, for et par uger siden har mistet sin datter på 19 år ved en frygtelig ulykke. Hun blev kørt ned af en taxa da hun var på vej over gaden for at praje en anden taxa.
Grunden til at jeg skriver det her er, at jeg jo har siddet og ”snaget” lidt i andres blogs her på det sidste. Og Kinna skrev for et par dage siden at en af hendes veninder var blevet kørt ned af en taxa! Det må jo være den samme pige. Verden er lille. (og uretfærdig!)
(Jeg kan godtnok nu ikke finde det hun skrev i sin blog, det er som om der mangler nogle datoer)

Jeg hentede som sagt børnene i går.
Aftensmaden endte med at blive lasagne (og ikke gryderet som jeg havde truet med), som de elsker!
Vi havde en rigtig dejlig aften. Den store og jeg spillede "krig", mens den lille kiggede på. Senere legede de med perler indtil det var tid til at komme i seng.
I eftermiddag skal vi hente mine venners yngste søn i børnehaven, hvorefter vi skal over til dem og hygge og spise. Kl. 18 skal jeg til skole-hjem-samtale (forældrekonsultation hed det vist før i tiden) på den stores skole. Det bliver spændende at høre hvordan han klarer sig! Han er startet i børnehaveklasse for to måneder siden på den lokale kommuneskole.
Børnene bliver bare hos vennerne mens jeg er til samtalen.
Børnenes far skal selvfølgelig osse med til den samtale. Vi har et udmærket forhold og kan sagtens tale sammen. Vi har fælles forældremyndighed og har aldrig været uenige hvad børneopdragelse angår, og vores uoverensstemmelser har vi kunnet tale om, og det har aldrig haft indvirkning på samkvemsordningen. Men han er desværre ret så tilbøjelig til at glemme aftaler o.s.v. ligesom han ofte glemmer at give mig besked i ordentlig tid, når han ikke har mulighed for at have børnene som aftalt, hvilket igen og igen giver mig stress, fordi jeg så skal finde en alternativ løsning (af en eller anden grund så ender det altid med at være mig der skal løse problemet). Men hver gang han glemmer en aftale eller kommer for sent eller sådan noget, så glææææder jeg mig over at jeg ikke bor sammen med ham længere!
Han har de sidste 2½ år boet sammen med en ny kæreste. De skal vistnok giftes en af dagene her, for de skal på bryllupsrejse i efterårsferien. Det er uge 42 som ellers er min arbejdsuge, men jeg har fået en feriedag mandag og byttet fire aftenvagter til dagvagter, så jeg kan få børnene passet i SFO og børnehave mens deres far er på ferie og de skal være hos mig. Weekenden kunne jeg dog ikke bytte væk, så ”de nygifte” må komme hjem fredag d. 18/10.

Snøft, nu vil jeg lægge mig under dynen og se resten af Go’morgen Danmark og derefter sove et par timer...

Det er blevet børne-uge, og jeg er ved at gøre mig klar til at hente ungerne fra hhv. skole og børnehave. Vi har ikke så mange planer for den første del af ugen, bortset fra at vi skal over og spise hos nogle gode venner en af dagene, det bli’r formentlig i morgen. De har fire unger, så når vi samles, skal der laves mad til 9 mennesker. Jeg tror jeg vil lave en kæmpegryde ét-eller-andet i aften, med nok til ni mennesker i morgen osse. Så kan jeg tage det med. Så er vi fri for at skulle lave mad i morgen, betyder mere tid til hygge.
Onsdag og lørdag går den store til fodbold, og det er altid sjovt at være med som tilskuer ved træning og kamp. Den lille finder det knapt så morsomt, men han er altså tvangsindlagt til at være med, en af ulemperne ved at være enlig, når det man skal noget med den ene, er man osse nødt til at slæbe den anden med.

I weekenden skal vi til Jylland og besøge en af mine veninder og hendes familie. Hun er ”godt gift” med en højt lønnet topchef, og de bor i en stor villa i et af byens bedste kvarterer. Han er næsten 20 år ældre end hun, og sammen har de to børn. Hun arbejder som lærer på byens store privatskole med 1000 elever, og er tillige lærerrådsformand. Udenfor arbejdstid knokler hun i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun er formand for den lokale afdeling som hun selv har startet op. Så begge er fortravlede, og børnene har babysitter tre aftener om ugen. Tja, alt er jo et spørgsmål om prioritering. Jeg havde nok personligt valgt at tage det lidt roligere så længe børnene er så små, men det må de jo selv om.
Det er længe siden jeg sidst har været ovre og besøge dem, så det bliver spændende at se om børnene stadig svinger sammen. Ingen tvivl om at veninden og jeg stadig svinger. Vi har en hel del baggrund til fælles (ret så broget), så selvom vi lever meget forskellige liv, så klikker vi hurtigt ind på hinanden igen når vi er sammen. Vi var i byen sammen i København for ca. 5 måneder siden, planlagt druk, vi havde bestilt hotelværelse i god tid (jeg bor osse i provinsen), så der var lagt op til en nat i byen, uden at vi skulle tænke på hvordan vi skulle komme hjem. Sjooooovt! Besøgte alle vores gamle ”stam-steder” hæ, hæ!

Hvis du tror sådan nogle hjemmesider for forældre med småbørn er kedelige historier om første tandfrembrud, grødopskrifter og diskusionner om ble-mærker, så tro om igen!
Her er to debat-tråde fra Vores Børn:

Læs HER om en 21-årig kvinde der ikke ved hvad hun skal stille op overfor at hendes ellers helt perfekte mand bruger sut om natten!

Og HER er over 100 reaktioner på 24-årige Lisettes indlæg, hvor hun afslører at hun blev fuld til sin lillebrors fest og gik i seng med én af hans kammerater. Som om det ikke var nok, så er hun blevet gravid! Og som om dét ikke var nok, så er hun 16 uger henne!!

Der er ikke så meget at berette om min dagligdag de uger hvor jeg arbejder. Tiden skal bare gå, så det kan blive mandag igen og børnene kan komme hjem til mig igen.

Hvad arbejdet angår, så er jeg hjemmesygeplejerske med fast aftenvagt hver anden uge. Jeg kører rundt i en af kommunens biler og tilser, plejer og behandler gamle og/eller syge mennesker i deres hjem. Det er alt fra behandling af sår til medicin-indsprøjtninger til pleje af alvorligt syge og døende. Jeg kører med en mobiltelefon og en radio og bliver jævnligt kaldt op af det øvrige personale hvis en borger f.eks. er dårlig, er faldet eller der er andre problemer. Hvis jeg skønner det nødvendigt, kontakter jeg vagtlægen.
Jeg har været sygeplejerske i 12 år.

Hvad er forskellen på en dagbog og en blog? For mig at se (uden at jeg på nogen måde skal gøre mig klog på et emne jeg kun har studeret i få dage), så er en dagbog notater over hvad personen har lavet i løbet af dagen (og tanker om dette), hvorimod en blog mere kan være skriverier om og holdninger til alt mellem himmel og jord, ikke nødvendigvis noget der har med personens gøren og laden dén dag at gøre.

Her er to (meget forskellige) dagbøger:
Camilla Løvenskjold Andersen der er stripper fortæller om sit liv og sit job.
27-årige Søren Terp fortæller om sine dage som kræftpatient, sine glæder, sorger, op- og nedture.

Og her er to blogs: Oschlag.dk og Webmercial.dk

Check desuden denne unge piges ret så checkede blog!

Nu vil jeg overveje at finde min seng.
I morgen (i dag) skal jeg samle ind for Dansk Røde Kors.
Husk nu at have kontanter klar! Der er landsindsamling søndag. Så når det ringer på din dør mellem kl. 11 og 14, er det sandsynligvis en indsamler med en rød indsamlingsbøsse.
Du kan osse støtte online.