Der er søreme forskel på folks opfattelse af hvad der er interessante nyheder.

Jeg synes f.eks. dette og dette er interessant, vel nok fordi det vedrører mit fag, og fordi jeg kan nikke alt for genkendende til situationerne. Hvor er jeg glad for at være sluppet væk fra sygehusene. I hjemmeplejen har man heldigvis kun én patient ad gangen, og bliver ikke på samme måde konstant afbrudt mens man arbejder. Dog kan telefonen og radioen da godt kime, men det er MIG der prioriterer opgaverne, og der står ikke nogen og råber efter mig og afbryder mig i mit gøremål. Nej, det slaveri skal jeg ikke tilbage til! Og nattevagterne på kirurgisk afdeling, hvor man, to mennesker, havde ansvaret for omkring 30 mennesker, man knoklede rundt så sveden drev, og hvis der opstod en kritisk situation med én patient, var det bare ærgeligt for de 29 andre, for der var simpelthen ikke mulighed for at tage sig af dem mens krisen stod på. Der var mange gange hvor jeg faktisk gerne ville have tilset ny-opererede patienter oftere, men bare ikke kunne nå det. Oveni så fik vi patienter fra opvågningen og skadestuen døgnet rundt som skulle modtages og observeres. Næh, det er lige før man ikke tør lade sig indlægge på et dansk sygehus i dag, så sløjt står det sgu til!

Min mor, som jeg havde en triviel telefonsamtale med i går aftes, synes det fryyygteligt ("Har du hørt..."), at en eller anden skuespiller eller nyhedsoplæser (Hun siger Niels Brinch er død, men jeg kan ikke finde noget om det, hvor får hun sine informationer fra?) er død. Ja, hun reagerer faktisk bemærkelsesværdigt mere teatralsk overfor kendte menneskers skæbner, end overfor sin families. Da hendes far døde, var jeg (underligt nok) på Sct. Lukas hospice hvor min venindes mor lige var død, og fik en opringning fra min mand om min morfars død. Mine forældre var på weekend i Jylland, og jeg prøvede forgæves at spore dem uden held. Om aftenen fik jeg endelig fat i dem og overbragte min mor den sørgelige nyhed, og hendes reaktion var nærmest præget af ligegyldighed. Hun var også fuldstændig uforstående overfor hvorfor jeg dog havde brugt så meget energi på at prøve at få fat på dem...Jeg husker tilsvarende reaktioner ved andre familiemedlemmers dødsfald. Omvendt så blev jeg ringet op i USA engang for omkring 20 år siden af min mor, blot for at få at vide at Dirch Passer var død..!?!
Ligeledes følger hun intenst med i kronprinsens gøren og laden, og prøver igen og igen at fremlokke en kommentar fra mig, om hvorvidt jeg tror han skal forloves med Mary Donaldson. I couldn't care less!

Mange mennesker har været helt oppe og køre over nyheder om en eller anden psykopat i USA, der har plaffet tilfældige mennesker ned på gaden. Så vidt jeg husker, er det første gang dén slags USA-interne krimi-nyheder sådan bliver bragt ind i danskernes stuer, med daglige opdateringer i nyhederne. En halv snes mennesker døde, og hele den vestlige verden er rystet!
Men de aller-færreste bemærker, at der på et glemt kontinent er en krig under opsejling, millioner er på flugt, og tusindvis af børn risikerer at dø af sult i nærmeste fremtid. But who cares? Det er jo bare i Afrika..
Men hvad ér i virkeligheden en interessant nyhed? Er det mon ikke en begivenhed der kan få indflydelse på vores eget liv og samfund. F.eks. de top-aktuelle forhandlinger om EU-udvidelsen. Kedelig læsning måske, men temmelig meget vigtigere for os, end en gal mands skyderier i Washington DC.
Hvad Afrika angår, så kræver det som regel nærbilleder af døende skeletbørn i hobetal, før nyheden virkelig begynder at rykke op i rækkerne, så der kan komme gang i pengeoverførslerne til en nød-aktion, og så er det som regel for sent...

I torsdags var vi til min venindes datters 15-års-fødselsdag på Christianshavn. Vi var en lille sluttet forsamling, og det var ganske hyggeligt. Centrum i forsamlingen var en 78-årig indfødt Christianshavner, som holder vanvittig meget af at høre sig selv tale, hvilket var lidt irriterende, for selvom hun da har mange interessante erindringer at fortælle af, så havde det nu været rart at få lov at snakke lidt mere med min veninde uden at den midtpunktsøgende dame konstant skulle blande sig med "..det minder mig om lige efter krigen..bla, bla..". Men det var nu en helt hyggelig eftermiddag alligevel. Fødselaren bliver bare kønnere og kønnere for hvert år der går. Nu ligner hun efterhånden en lys og ikke helt så høj udgave af Julia Roberts. Når hun smiler ér hun Julia Roberts!
Matas-gavekortet faldt i øvrigt i god jord!
Min veninde (fødselarens mor) fylder 50 år d. 30/11, men har opgivet at holde en fest, fordi datteren døjer med noget nervebetændelse i en synsnerve, og er ved at blive udredt for at udelukke at det drejer sig om sclerose. Det tager hårdt på min veninde i øjeblikket, og hun orker ikke holde fest. Samme dag skal jeg og ungerne til Gran Canaria, umenneskeligt tidligt om morgenen (når man bor en times kørsel fra København og skal møde i lufthavnen kl. 6.00!), og jeg har derfor aftalt at vi overnatter på Christianshavn, så kan de osse låne bilen mens vi er væk.
Men så går jeg jeg da heldigvis heller ikke glip af noget, hendes fester plejer at være ret sjove, hun kender en masse mærkelige og underholdende mennesker, skuespillere, forfattere og/eller christianitter. Jeg håber hun udsætter festen til en dag hvor jeg ikke lige skal ud og rejse!

I går var vi i Fantasy World med min "reservebedstemor" og hendes 6-årige barnebarn. Det var ret flot faktisk. Daells Varehus' juleudstilling sådan cirka ganget med hundrede.

I dag skal vi besøge mine forældre, der bor ca. 100 km herfra. Én af mine kusiner og hendes kæreste kommer også. Kusinen (på min mors side) har i virkeligheden meget mere til fælles med min mor end jeg. De to kan sidde i timevis og diskutere strikkeopskrifter og kronprinseforlovelse! Så kan min far og jeg drikke rødvin og snakke forretninger og politik.

Børnene er lige nu nede hos min brasilianske underbo, som i anledning af weekenden har besøg af sine to drenge.
Og nu må jeg hellere se at komme i bad, så vi kan komme afsted på familiebesøg...

>>>>>HUSK DET NU<<<<<

Nu advarer udenrigsministeriet om mulige terrorangreb i Thailand.
Turister, primært i Phuket og Patong, advares imod at opholde sig på barer, restauranter o.l.
Helt ærligt! 90% af rejsende i Phuket og Patong opholder sig en stor del af tiden på barer og restauranter! Hvad havde man forestillet sig, at folk skulle gøre? Gå ud i junglen og spise bananer?
Ikke noget at sige til at man fra Thailandsk side afviser disse påstande.
Men UM skal åbenbart ikke endnu en gang kunne klandres for ikke at have videregivet advarsler om forestående terror.

Lidt ironisk er det, at en stor del af de rejsende som, inden bomben i Kuta, opholdt sig på Bali, formentlig er rejst videre til bl.a. Thailand.
Så sent som for en uges tid siden, sagde jeg til en mand, der påtænkte at rejse til Thailand nu i vinter, at han da bare skulle tage afsted, for hvis man skal gå og være bange for terrorbomber hele tiden, kan man ligeså godt bare blive hjemme i sin seng. Og i øvrigt er Thailand ikke noget muslimsk land, og derfor ikke beboet af potentielle fundamentalistiske terrorister. Jeg æder ordene i mig igen!

Men bortset fra det, så forstår jeg ikke helt den reaktion med straks at flygte fra Bali. Det siger jo sig selv, at det er meget usandsynligt at en ny bombe skulle sprænge netop på Bali, hvor alt politi og militær efter bomben var i højeste alarmberedskab. Men til sidst blev alle jo gennet ud af landet.

Men jeg tror det er blevet anderledes at være ung rejsende i dag. I disse medie- og internet-tider er man jo altid tæt på begivenhederne, ligemeget hvor i verden man opholder sig. Selv de fjernest beliggende rejsemål har internet-adgang. Det er jo helt absurd! Hvordan kan man være rejsende, samtidig med at man er konstant opdateret på de seneste nyheder rundt omkring i verden og i hjemlandet, samt mailer med på venner og familie, og når alle kan komme i kontakt med én på et næsten hvilket som helst tidspunkt og lokation?!

Nææh, da JEG var ung...!

Nej, men altså helt ærligt, jeg var i Malaysia og Indonesien under golfkrisen og golfkrigen i 1990/91, og det var simpelthen minimalt med information jeg og mine skiftende rejsefæller fik om situationen. Jeg vidste selvfølgelig i grove træk at noget var under opsejling, og jeg kunne mærke på dele af befolkningen, at der herskede en modvilje mod vesterlændinge, og man skulle selvfølgelig holde en ret lav profil, men ellers så har det da været en frihed IKKE at være påvirket af nyhedsmedier, og være rimeligt ubekymret og bare nyde sin rejse...
Under selve krigen var jeg på Sumatra, og blev advaret imod at rejse til den nordlige spids af øen, der er befolket af yderliggående muslimer, der er berygtede for at dræbe vesterlændinge der bevæger sig ind i området. Det kan godt være jeg er eventyrlysten, men jeg er ikke dumdristig. Jeg rejste en periode med en svenser på Sumatra, og på vej ned fra en vulkan, var der to veje tilbage til landsbyen. Den éne gik ned til en vej, hvorfra man kunne blaffe tilbage. Den anden gik igennem et lille plateau med jungle. Men vi blev undervejs, af en lokal mand, advaret mod at gå igennem junglen, idet der var flere vesterlændinge der var forsvundet dér og aldrig var blevet fundet igen. Svenskeren blev ellevild da han hørte det og ville absolut gå gennem junglen, men jeg fik ham dog til sidst overtalt til at følges med mig ud til vejen. Det er dét jeg mener med dumdristig. Det er jo nærmest at bede om at få problemer. Bortset fra at jeg er et fornuftigt menneske, så har jeg en stærk intuition, der har afholdt mig fra at komme i (ret mange) problemer selvom jeg har oplevet meget. Svenskeren besad ikke denne intuition, kun oplevelsestrang. Nogle dage efter raftede vi ned af en vild flod på nogle gummibilslanger, og endte ude i en rismark og kunne ikke finde hjem. Vi fandt et lille hus hvor der boede en lille familie af risbønder. Vi blev inviteret indenfor og budt på te. Af en eller anden grund, som jeg kun kan tillægge min intuition, takkede jeg nej til teen, men svenskeren slubrede den grådigt i sig. Han endte med at få en amøbeinfektion der gjorde ham syg i månedsvis..!

Nå, det var vist et lille sidespring. Jeg var ved at fortælle om hvordan man, når man rejser (rigtigt!) befinder sig i en tilstand, hvor nyheder og verden derhjemme ikke eksisterer. Man bliver på en måde fatalistisk oplever af nuet.
En situation til beskrivelse af dette:
Jeg lå i en hængekøje og slappede af med en bog under palmens skygge et sted i syd-Thailand. Alt foregik i slowmotion, og min "nabo" fra bungalowen ved siden af kom gående i slowmotion i sandet hen imod mig, tilbage fra den lille restaurant et par hundede meter væk. "Har du hørt at der har været militærkup?"
"Militærkup? Næh, hvor?"
"Her!"
"Her?! Nå! Hm!" Jeg gyngede videre i min hængekøje og læste videre i min roman. Jeg fandt senere ud af at det var det 18. militærkup (vistnok) Thailand havde været udsat for. Jeg tror ikke engang jeg kontaktede min familie i Danmark. Et par dage senere vendte jeg tilbage til Bangkok, og heller ikke her var der noget at bemærke. Livet gik sin vante gang.
Man kan vælge at se verden igennem fjernsynet, aviserne, internettet. Eller man kan gå ud i den og opleve!
Risikoen for at komme til skade eller dø på rejsen er da tilstede, især hvis man rejser med lokale busser i bjergene o.l., men hvis man ikke tager nogle (fornuftige) chancer her i livet, oplever man jo intet!
Det er selvfølgelig enormt ærgeligt for dem der tilfældigvis var på dét diskotek i Kuta, men derfra og så til at fraråde folk at rejse til sydøstasien..! Hvis folk virkelig holder op med at rejse derned, så har terroristerne jo vundet slaget. I går Indonesien, i dag Thailand, i morgen ?
Bare bliv hjemme hvis du vil være med til at føje terroristerne og ødelægge turistmålenes økonomi!

Jeg var i København i går, og skal også til København i dag. Henter den store fra skole kl. 13, og så kører vi direkte til Christianshavn, hvor vi skal fejre min venindes datters 15-års fødselsdag. Hvad giver man en pige på 15 år? Jeg overvejer at købe et gavekort til Matas. I den alder er det svært at ramme stilen præcis, så må hun hellere selv gå ud og vælge.
Den lille er hjemme fra børnehave og skal med ud og købe gave lige om lidt...

Min computer er bare blevet så snegle-langsom, det er lige før jeg tror den går helt i stå nogle gange. Det er en gammel computer jeg har fået gratis af en ven, men her på det sidste er den virkelig blevet irriternde. F.eks. er jeg hele tiden nødt til at opdatere siderne for ikke at få gårsdagens version frem på skærmen, det er skide irriterende. Og i dag har jeg opdaget at de små ikoner udfor websiderne i foretrukne (f. eks. Bloggers røde "B") er blevet til ganske almindelige "e" ligesom de fleste andre. Det er åbenbart også blevet for meget for computeren at huske.

Vi har sovet riiigtig læænge i dag. Jeg vågnede kl. 8, efter 9 timers søvn, og den lille er først lige vågnet for 20 minutter siden efter 13½ times søvn!!
Mens jeg ventede på at junior skulle vågne, har jeg pakket alt mit resterende baby-udstyr sammen til min "eks-svigerdatter", og stillet det sammen med de to spisebordsstole udenfor døren. Om lidt, når junior er færdig med at spise morgenmad, går turen så først ned i børnehaven med ham (jeg gider ikke have ham med på baby-besøg i Bagsværd - det ville han sikkert heller ikke selv gide, hvis han vidste hvad det indebar - men han får slet ikke muligheden for at vælge), hvorefter turen går til Bagsværd.
Inden jeg kører hjem, kører jeg så forbi kollegiet og afleverer stole og baby-udstyr som skal skibes til Færøerne om ca. 10 dage.
Skal tilbage og hente begge børn i institution, så det bliver ikke noget langvarigt besøg hos veninden og hendes 5 måneder gamle datter i Bagsværd. Men et par timer må osse være rigeligt. Jeg skal forresten huske kameraet..!

Hvad har mænd og sædceller til fælles?
Der er 1:1.000.000 chance for at de udvikler sig til mennesker.

Skriften vil ikke som jeg vil. Den har nærmest sin egen vilje. Lige før var alt med fed skrift uden at jeg havde bedt om det.
Nu forsøger jeg at skrive noget med fed skrift uden at det vil lykkes...Hm!

Havde en ganske hyggelig tur i IKEA med min 4-årige. Vi shoppede lidt rundt og spiste frokost i restauranten. Købte ingen stole (dem jeg havde haft kig på var udsolgte, og ingen af de andre var lige sagen). Men købte til gengæld:

2 store lagner med elastikkant til min dobbeltseng (flødefarvede)
2 sæt sengelinned (blå/grøn)
1 gummi-zebraskind til vægdekoration på børneværelset (som jeg har fortrudt, det ser slet ikke så godt ud på væggen som jeg havde regnet med)
1 vandkande
1 sæt gardiner (lange, ir-grønne, indisk bomuld, med dekorationer)
3 plastiksugerør med krøller (forskellige farver og faconer)
2 hovedpuder (mangler altid hovedpuder, når vi passer børn)
1 forklæde
1 blåt IKEA-net til at have tingene i

Samlet pris: Kr. 483,-
Ikke så dårligt, hva'?

Min søn hoster noget så skrækkeligt i dag. Men ellers fejler han ikke noget, bortset fra at han er usædvanlig stille og medgørlig, men det regner jeg med skyldes at han er alene om min opmærksomhed og derfor slapper bedre af.
Min egen bihulebetændelse er uændret, jeg fortsætter med næsesprayen, der er jo ligesom ikke så meget andet at gøre, når man helst vil undgå penicillin.

Hvorfor vejer gifte kvinder mere end enlige kvinder?
Enlige kvinder kommer hjem, ser hvad der er i køleskabet og går i seng.
Gifte kvinder kommer hjem, ser hvad der er i sengen og går til køleskabet!

Faldt i fjernsyns-fælden i går aftes.
Selvom jeg var både træt og sløj, gik jeg ikke tidligt i seng som jeg burde have gjort, men endte med at sidde og hænge foran fjernsynet med cigaretter og rødvin. Dumt!
Så nu er jeg, foruden bihulebetændelse, også plaget af moderate tømmermænd og mangel på søvn, idet sønnen vækkede mig kl. 7 i morges.
Det er nemlig bihulebetændelse der er årsag til gårsdagens feber. Det fandt jeg ud af da jeg, udover at pudse grønt snot (velbekomme!), også fik ondt helt ned i tænderne. Jeg har ellers været flittig med næsesprayen, men må nu åbne en ny flaske (jeg har altid et lager liggende) og blæse på 10-dages grænsen - man må højst bruge næsespray i 10 dage for ikke at ødelægge næseslimhinden.
Nå, men det skal ikke have lov til at påvirke dagen, så min søn og jeg kører om en times tid afsted til IKEA og kigger på spisebordsstole (og kommer nok hjem med bilen fyldt med alt muligt andet).

Hvorfor er det så svært for kvinder at finde mænd, der er følsomme, opmærksomme og ser godt ud?
Fordi disse mænd allerede har mandlige kærester.

Hvad har jeg gjort for at fortjene dette!?
Min næse render, mit hoved er tungt som bly, mit blik er sløret og jeg fryyyyser selvom jeg har skruet højt op for varmen.
Det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal rammes af sygdom hver gang jeg har friuge!
Jeg havde godt nok undret mig over hvorfor jeg blev ved med at være så træt, selvom jeg havde sovet godt. På vej ned i børnehaven gik jeg i Netto, og der begyndte jeg rigtigt at få det dårligt. Det er dog ikke usædvanligt at jeg får det dårligt af at være i Netto. Men også i bilen og i børnehaven var jeg sløj, og jeg har måttet sidde på en taburet og lave mad. Jeg er helt færdig!
Jeg har heldigvis kun den lille hjemme. Han er meget nemmere, når han ikke hele tiden skal konkurrere med sin storebror. De to stresser hinanden alt for meget. De burde være væk fra hinanden noget oftere, men det er jo praktisk svært at gennemføre.
Lige nu ligger han på gulvet og ser "Monsters Inc."

Fik en telefonopringning fra min eks-svigerdatter i dag.
Det kræver vist en forklaring:
Min eks-mand har tre børn fra et tidligere ægteskab. Det er tre drenge på hhv. 29, 27 og 13 år.
Den ældste har tre børn med den kvinde jeg så nu kalder "eks-svigerdatter". I virkeligheden burde jeg måske sige "eks-sted-svigerdatter", men lad nu det ligge..(som Nyrup ville have sagt).
Børnene er 10, 7 og 2½.
For ca. to år siden var han (altså min eks-mands søn) hende utro med en af hendes veninder (for anden gang - første gang var det med nød og næppe han blev taget til nåde!), og nu var grænsen nået. Det blev slut mellem dem. Men han er hendes livs store kærlighed og hun har frygteligt svært ved at modstå ham, så de har alligevel kærestet lidt, og han kom ofte i hjemmet (en mikroskopisk kollegielejlighed i København). Sidst jeg så hende var for ½ år siden, da jeg og børnene var på besøg. Hun er nu blevet færdig som social- og sundhedsassistent og er rejst med børnene hjem til Færøerne. Det er tragisk, for de to skulle have bygget hus deroppe, grunden (hendes families) var reserveret til dem.
Hun ringede for at spørge mig om hun måtte købe de fire spisebordsstole hun havde lånt af mig for lang tid siden. Hendes børns far er nemlig ved at pakke kollegielejligheden sammen, og møblerne skal sendes derop i en container om et par uger. (Han er ikke berettiget til at bo i lejligheden, det er kun for familier).
Jeg sagde at hun bare kunne beholde stolene, og at jeg ville køre forbi kollegiet med to resterende stole der hører til sættet, så hun har alle seks. Det blev hun selvfølgelig glad for. Jeg skal jo (hvis jeg er rask) til Bagsværd på onsdag alligevel.
Hun er ved at få indrettet en lejlighed i kælderen i forældrenes hus i Tórshavn.
Da vi skulle til at afslutte samtalen, sagde hun: "Jeg har forresten ikke født endnu.."
"Født hvad??!!" sagde jeg.
"Ved du ikke at jeg er gravid? Jeg har termin den 27'ende"
"Nej, hvem er faren?!" Det er selvfølgelig ham der er far til de andre tre børn. Det ville også undre mig meget om det havde forholdt sig anderledes. Hun er en "one-mans-girl". Og for de fleste færinger kommer abort slet ikke på tale.
(På Færøerne er der ikke fri abort. Hvis en pige ønsker abort, skal hun ansøge om det, og får kun aborten bevilget, hvis der er særlige omstændigheder der umuligør svangerskabet, lidt a la samrådet i Danmark, der vurderer om abort kan bevilges efter 12. svangerskabsuge, på Færøerne gælder det bare alle gravide, ikke kun dem over 12 uger.)
Så nu er hun enlig mor til tre -snart fire- børn.
"Barnefaderen" er i kokkelære i København, og står nu uden bolig, uden børn, uden kæreste. Sådan kan det gå hvis man lader sig styre af en vis legemsdel i beruset tilstand!

Så hun er gravid! Og jeg mister mine to spisebordsstole (mit bord er omgærdet af to Trip-Trap-stole og de to spisebordsstole). Men så må jeg jo hellere gå på indkøb efter fire spisebordsstole. Jeg kunne jo passende tage på udflugt med sønneke til Ikea i morgen! Jahh!!
Hvis jeg er rask.

Mødtes i går med min veninde fra Lolland på hendes mands søsters adresse her i byen. Vi fik lige en venindesludder der varede 20 minutter, hvor jeg bl.a. opdaterede hende på vores fælles veninde i Jylland.
Var som sagt på arbejde på det tidspunkt, og arbejdsbyrden var til at overskue lige indtil få minutter efter at jeg var kørt fra veninden, da brød helvede løs, og jeg havde ikke et roligt sekund før seks timer senere!
Nu har jeg heldigvis friuge, og skal ned i børnehaven og hente min yngste søn om et par timer.

Og hvad skal jeg så lave i denne uge?

Jeg burde få taget mig sammen til at få den lille til 4-års undersøgelse hos lægen.

På onsdag skal jeg besøge en veninde i Bagsværd. Vi er gamle skoleveninder, har siddet ved siden af hinanden fra første til ottende klasse, så hun er min "ældste" veninde. Hun har i årevis haft for travlt til at få børn, men fik for fem måneder siden en lille datter. Forleden blev hun selv 40 år (dagen blev fejret i stilhed i den lille families skød). Var til barnedåb en varm og solrig dag for to måneder siden i Jægersborg Kirke med efterfølgende brunch på Farum Marina (der tilsyneladende lider under kommunens økonomiske nedtur, dårlig service, kedelig mad, store beskidte vinduer der fuldstændig slørede en ellers fabelagtig udsigt ud over Furesøen),
og nu skal jeg så hjem til veninden og opleve lillepigen under lidt fredeligere og hjemligere forhold.
Apropos Farum Marina, så var det sjovt at være tilbage ved Furesøbad. Jeg er vokset op i nærheden, og om sommeren, når vejret var til det, cyklede vi altid ned til badet og tilbragte dagen på søbredden og i vandet med alle skole- og legekammeraterne.
Jeg havde ikke været der i 25 år, men stedet lignede sig selv med de forbundne badebroer og mylderet af brune unger i og udenfor vandet.
Men selvom restauranten var kedelig, så var det et smadderhyggeligt selskab, og jeg fik snakket en hel del med en af venindens veninder som jeg altid kun ser når veninden holder selskab. Vi rejste, for en del år tilbage, os tre sammen (plus en enkelt forlængst glemt fyr) tre-fire uger i Thailand.

Jeg har en reservebestemor her i byen, som i denne uge har besøg af hendes (rigtige) barnebarn. Vi har en halv aftale om at tage ungerne med til noget der hedder Fantasy World. Det bliver muligvis fredag.

Torsdag aften skal vi sandsynligvis til Christianshavn i anledning af min venindes datters 15-års fødselsdag. (Dét er virkelig noget der får mig til at skræmmes over hvor hurtigt tiden flyver afsted! Jeg synes det var i går at datteren ikke ville lade hendes mor have sine bryster i fred!).

Vi må osse ses med mine herboende venner (dem med de fire børn). Måske onsdag aften..(?)

Nå, måske skulle jeg indrømme overfor mig selv at jeg faktisk ikke har noget at skrive om, og se at få lettet røven og ta' den skide opvask!

Søndag. Jeg sov lige til kl. 10.30!
Følte mig ellers ekstremt frisk på arbejde i går aftes, overvejede endda at køre til København efter fyraften og drikke et par øl på en af barerne i indre by. (Jeg har endnu ikke overvundet mig selv til at gå ind på en bar her i byen, selvom jeg har boet her i over tre år).
Men henmod kl. 23 gik luften af ballonen, og da jeg kom hjem, kæmpede jeg for at holde mig vågen i lænestolen foran fjernsynet, men måtte give op kl. 1 og gå i seng.

Jeg fik aldrig fortalt om weekenden i Jylland:

Vi var som sagt med hurtig-katamaran-færgen, som jeg aldrig havde sejlet med før. Huhej, hvor det gik! Børnene nåede ikke engang at opdage kiosken, de havde travlt med legerum og playstation. Overfarten tog kun 45 minutter!

Det var længe siden jeg sidst havde besøgt veninden, vel nok et år, og var spændt på hvordan børnene reagerede på hinanden, men det gik simpelthen over al forventning! De legede rigtig godt. Min 6-årige og hendes 6-årige spillede skak konstant! De var ikke til at hive væk fra skakbrædtet! Jeg anede ikke at min søn kunne spille skak, det må han ha’ lært hjemme hos sin far.

I anleding af efterårsferien, var der en masse børne-aktiviteter i byen. Lørdag var vi ude i en idrætshal der var blevet omdannet til en gigantisk hoppeborg! Der var faktisk hele to haller fyldt med kæmpe-hoppepuder og bassiner med skumgummistykker. Det var rent paradis for børn! Vi var der i 2½ time. Veninden og jeg sad på en bænk og drak kaffe og skvadrede mens børnene hoppede og hoppede..!
Søndag var vi ude på et slot udenfor byen, smukt beliggende i en skov ved en sø, hvor der var lavet en stor Astrid Lindgren-udstilling. Det var virkelig imponerende, der var lavet kæmpe-kollager, der var alle bøgerne som man kunne sidde og læse i/læse højt af, der var Emils skur hvor han snittede træmænd, der var Pippis hest (en model) som man kunne få lov at sidde på, der var bare alt muligt! Nede i kælderen var der café, hvor vi drak sodavand og spiste kage. Og børnene så en cirkusforestilling.
Efter slottet tog vi ind til byen og så et børneteatermusikshow i byens kulturhus. Det var Klodshans med masser af musik og medinddragelse af børnene.
Søndag aften kørte vi på MacDonalds. Udenfor byen i et megacenter ligger en MacDonalds med europas største legerum til børn!! DET var (også) et hit! Jeg tror vi var der i to timer.
Og hjemme i venindens hus var det osse bare leg, leg, leg. Alt i alt en virkelig god og begivenhedsrig weekend!

Nu lyder det jo som om det hele har handlet om børnene. Men det er nu engang sådan, at når man har børn, så gælder devisen: Når børnene har det godt, har forældrene det også godt! (og visa-versa for den sags skyld)
Og veninden og jeg har simpelthen bare hygget os og skvadret og skvadret og skvadret!

Heldigvis har hendes mand, som sædvanlig, ikke været ret meget hjemme. Jeg må sige at jeg, efter denne gang, er mere rystet end nogensinde over hvor rædsomt han behandler min veninde! Jeg er faktisk chokeret! Han har altid været en hård mand, med en meget stærk, autoritær udstråling. Et magtmenneske. Og den magt udøver han også derhjemme, hvor han med et blik og en sarkastisk bemærkning kan ødelægge selv den bedste stemning. Selv når jeg sidder med til bords går han ikke af vejen for at dissekere og nedgøre enhver udtalelse hun kommer med. Det er faktisk pinligt! Jeg fatter ikke at hun finder sig i det. Hvis det var mig var jeg skredet for længst! Alt hvad hun siger og gør er forkert. Han er simpelthen det mest arrogante menneske jeg har mødt!
Og min veninde er bare det sødeste og mest diplomatiske der findes, hvilket selvfølgelig er hvorfor det har fået lov til at udvikle sig så absurd. Ikke mærkeligt at han har to forliste ægteskaber (med børn) bag sig. Hvem (andre end min veninde) kan holde ud at leve med sådan en mand?!
På længere sigt er det bekymrende at børnene vokser op med en uskyldig tro på at det er helt legalt for en mand at behandle sin kvinde så respektløst!

Mandag formiddag gik turen hjem igen med katamaran-færgen.
Jeg havde en enkelt feriedag mandag, og resten af uge 42 var det så ellers dagvagter for mig og hhv. børnehave og SFO for ungerne.

Afleverede ungerne hos deres far i går eftermiddags. Det gik gnidningsløst. Det er rart at vide at jeg allerede i morgen kan hente den lille i børnehave igen. Den store får jo så lov til at være hos sin far til onsdag.

Selvom jeg har sovet ti timer i nat, føler jeg mig stadig træt. Kunne næsten fristes til at tage en lur til...

Jeg har en veninde der bor på Lolland med sin familie. De har noget familie i min by, som de skal besøge i dag. Tilfældigvis bor de mennesker i det distrikt hvor jeg kører hjemmesygepleje. Så vi har aftalt, at jeg kommer forbi og hilser på i eftermiddag. Jeg har som regel ikke så meget at lave mellem kl. 16-17, så der ku’ jeg jo passende kigge forbi.

Veninden i Jylland, veninden på Lolland og jeg har boet sammen i København fra 1992-94.
Det er en længere historie:

Jeg var i sommeren1991 kommet hjem fra en længerevarende jordomrejse, og boede nogle måneder på Christianshavn i en venindes lejlighed (mens hun tilbragte sommeren på Anholt).
I Brugsen på Christianshavns Torv mødte jeg en eftermiddag min gamle veninde T (hende jeg lige har besøgt i Jylland), som jeg ikke havde talt med i årevis! Stor var gensynsglæden!!
Hun havde i fem år boet sammen med en millionær i Holte, men forholdet var nu slut, og hun var flyttet ind hos sin far på Christianshavn.
Jeg inviterede hende på en øl på ”min" altan, der lå direkte ud til Christianshavns Kanal, og dér sad vi så og snakkede og fortalte hinanden hvad vi havde bedrevet i årene der var gået. Hun læste nu på lærerseminariet og jeg arbejdede på Kommunehospitalet som sygeplejerske.
Det blev starten på at vi sås så godt som dagligt, frekventerede de samme barer i byen, og endte med at beslutte os til at flytte sammen.
Vi så en annonce hvor en kvinde søgte lejere til sit hus i ”Humleby” på Vesterbro, og reflekterede på den. Kvinden var P (som nu bor på Lolland), og huset i ”Humleby” blev nu beboet af os tre kvinder og P’s søn på 5 år.
Hvis vægge kunne tale...
Det var en rigtig "kvindeborg" og det var ikke småting der blev diskuteret over spisebordet. Skiftende kærester/elskere diffunderede ind og ud af hoveddøren, indtil vi alle tre hver især mødte ”livets Kurt” (vores interne udtryk for ”prinsen på den hvide hest”), flyttede hver for sig med ”Kurt”, og fik hver to børn i rap.

Ja, sådan kan det gå. P blev boende med sin ”Kurt” i Humleby, men købte så hus på Amager, hvor de imidlertid ikke trivedes (ærgeligt, for de boede lige i nærheden af lufthavnen, så det var så nemt når jeg skulle ud at rejse, at overnatte dér). Så de besluttede sig for at flytte til Lolland hvor P oprindeligt stammer fra. Og dér bor de så nu, og har det godt. Jeg synes nu det er lidt for langt væk, men kører dog gerne to timer for at besøge dem. Skal faktisk derned i weekenden i uge 45.

T og hendes ”Kurt” er flyttet et par gange rundt i landet p.g.a. mandens karriere. Men nu er det tvivlsom om han kan komme højere til tops, så de har foreløbig ingen planer om at flytte.

Det lykkes sjældent for os tre at ses samtidig, men vi har planer om et ”træf” engang i det nye år, muligvis i februar.

Nå, det blev en længere smøre i dag, hva? Hvis du er nået du er nået så langt som hertil, så har du fortjent et link til mit gamle stamværtshus Charlies Bar i Københavns indre by. Men lad være med at prøve at opsøge stedet i weekenden, da er det næsten umuligt at komme ind ad døren. Stedet har skiftet ejere et par gange. Den oprindelige ejer, Charles, døde desværre pludseligt i marts 1995, hvilket var hårdt for mig, idet han osse var min personlige ven. Det er dog en glæde for mig at kunne sige at stedet har bevaret en del af sin sjæl, og der er da også stadig rigtig mange af de gamle stamkunder der stadig frekventerer stedet, hvilket glæder mig, for det ér rart at møde nogle man kender, når man en sjælden gang får mulighed for at tage en tur i byen.