Mine kolleger brændte mig sgu af i går!
De var allesammen til julefrokost, undtagen mig, for jeg var jo på arbejde.
Aftalen var så, at de skulle ringe på min mobil og fortælle hvor de ville gå hen efter restauranten, så jeg kunne mødes op med dem.
Det gjorde de bare ikke.
Jeg ventede til kl. 24, og så kørte jeg hjem.
Jeg var egentlig også for træt, havde haft tæske-travlt hele aftenen, jeg tror jeg havde 18 besøg, så jeg var egentlig slet ikke oplagt, men alligvel er jeg da lidt skuffet over sådan at være blevet glemt.
Og det er ikke fordi de ikke havde nummeret, for det er en job-telefon som vi har gang i døgnet rundt, alle kender nummeret på den.
Måske er de gået tidligt hjem allesammen, men så ku' de da lige ha' ringet og sagt dét.
Jeg kunne selvfølgelig selv være gået hen på det dér jazz-værtshus hvor de regnede med at tage hen, men jeg gad sgu ikke gå rundt og lede efter dem. Så vild var jeg heller ikke for at komme i byen, specielt ikke når man er træt og ædru og de andre har været i gang siden kl. 18.
De to dagvagter jeg afløste i eftermiddag sagde ikke noget. Måske var de ikke med i går...

Jeg er nu på arbejde, og der er ikke ret meget at lave i aften. Det kan svinge meget. I regel er der ikke så meget i weekenderne. Men der kan jo altid opstå akutte situationer. Så nu kalder radioen...!
Jeg sku' aldrig ha' skrevet at jeg ikke havde travlt. Bli'r nødt til at smutte...

Klokken er 19. Byen er næsten øde efter myldretiden.
Jeg holder i et kryds for rødt bag en lastbil uden anhænger der blinker til højre. Til højre for lastbilen holder en ca. 10-årig dreng på sin cykel. Da lyset skifter til grønt, ser jeg til min rædsel at lastbilen begynder at svinge til højre samtidig med at drengen kører ligeud! Mit hjerte holder op med at slå, en frygtelig ulykke er ved at ske, jeg er fuldstændig stivnet! Pludselig må chaufføren have set drengen, han må næsten have ramt ham, for han laver et akavet drej mod venstre samtidig med at han bremser. Drengen kører videre, sikkert lykkeligt uvidende om hvor tæt på døden han har været. Hjem til sine forældre der aldrig vil vide, at de nær mistede deres dreng i aftes.
Jeg vågner op af min choktilstand og når lige at komme over krydset, inden lyset igen skifter til rødt.
Hvorfor gjorde jeg ikke noget, hvorfor brugte jeg ikke hornet!? Jeg ved det ikke. Jeg stivnede simpelthen af skræk! Det gik vel også så hurtigt, at jeg ikke nåede at reagere. Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg tænkte: Han drejer ikke, han drejer ikke, nej! nej! Det kunne ikke passe at han ikke havde set cyklisten!
Jeg var så rystet bagefter, at jeg kørte forbi den vej jeg skulle have været nedad. Vendte bilen og kørte igen forbi vejen...

Which monkey are you?
Another pointless diversion from Bijouriel (via Lines weblog)

Sort stribe ned af ryggen
Påfaldende lang hale
Uspaltet overlæbe
Fire kindtænder i hver overkæbe

For hvilken skabning er ovennævte fire kendetegn karakteristisk?

Svaret findes her!
Og et eksemplar af det sjældne dyr blev fornylig vækket af sin vintersøvn i Thy.
Er du en af de få der finder et eksemplar af arten, skal du straks ringe på hotline 70 20 78 75...

Jeg tror jeg vil give børnene spil i julegaver: Kalaha, Ludo, Domino, Skak, Afrikas Stjerne og dén dur. Jeg er simpelthen træt af alt det plastiklegetøj der ligger og flyder allevegne. Nu skal der investeres i langtidsholdbare gaver!
Mine forældre fik sidste år billetter til en Gitte Hænning koncert med Ib Glindemanns orkester, hvilket var en stor succes. Jeg giver dem nok koncertbilletter igen i år. Skal bare lige finde den helt rigtige koncert. Muligvis Jette Torp i Baltoppen i Balleup d. 21/2 med bespisning inden koncerten. Man er nødt til at give oplevelsesgaver til folk der har alt. Jeg har givet dem mange koncertoplevelser gennem årene, og det er ret genialt (hvis jeg selv skal sige det) for de ville ikke selv ku' tage sig sammen til at gå ud og bruge penge på den slags.

Here we go again.

Fyrre, Fed og Færdig!

Jeg sagde det i sjov til min gamle skoleveninde, der blev 40 år i dag.
Vi grinte af flosklen, men faktisk er det den tragiske sandhed i lige præcis hendes tilfælde.

For 12 år siden var hun slank og flot. Cand. Merc. Godt job. Mand og barn. Rækkehus i Virum.
I den periode sås vi ikke ret meget, for hun levede en yuppie-tilværelse, og jeg var mere til bofællesskab og rygsækrejser.

Nu bor hun i en lillebitte toværelses lejlighed i et dødsygt forstadskvarter. Hun er førtidspensionist og har taget 50 kg på af al den medicin hun er nødt til at tage mod sin sygdom: Skizofreni.
Sønnen på 15 år bor hos faderen som hun blev skilt fra da drengen var lille.
Lejligheden er rodet og beskidt, for hun har ikke overskud til at rydde op, endsige gøre rent, og hun sover 15 timer i døgnet. Det er også p.g.a. medicinen.
Der kommer en støtte-kontakt-person en gang om ugen og ta’r det værste.
Hun er indlagt flere måneder om året på psykiatisk afdeling, trods den antipsykotiske medicin.

Det var kun os to til frokost. Vi spiste rejemadder, drak et glas hvidvin og snakkede. Det blev kun til nogle få timer. Jeg skulle allerede køre klokken to, for jeg havde en times kørsel hjem, og jeg skulle møde i aftenvagt.

På fredag er der julefrokost for basis-sygeplejerskerne, men jeg skal jo på arbejde...
Dog har vi aftalt at de ringer til mig på mobilen sidst på aftenen og fortæller, hvor de går hen efter den kinesiske restaurant hvor de skal spise. Det bliver formentlig det jazz-værtshus, som er det sted byens mere modne del af befolkningen plejer at frekventere.
Jeg har endnu ikke præsteret at være ”i byen” her hvor jeg bor. Bortset fra en Sort Sol -koncert, hvor jeg efterfølgende opholdt mig en times tid på førnævnte jazz-værtshus. Det er et par år siden, og jeg skulle tidligt op og på arbejde næste morgen.

Jeg foretrækker København. For det første er det dér jeg har boet det meste af mit liv og derfor kender flest folk, for det andet har jeg mine små listige stamsteder dér, og (ikke mindst) for det tredie er der i København meget lille risiko for at rende ind i f.eks. arbejdskolleger, børnehaveforældre og så videre. Jeg kan huske en episode i København hvor en sygeplejerske-kollega pludselig trådte ind på min stam-bar i indre by, og udbrød: ”Nåå, jeg tænkte nok jeg kunne finde dig her!” Jeg følte mig pludselig dybt splittet mellem mit professionelle image og mit bar-liv. Heldigvis var kollegaen selv en party-uartig-tøs, men det var alligvel lidt grænseoverskridende... Kald mig bare paranoid.
Men jeg er bare ikke vant til at bo i en by, hvor man konstant render ind i folk man kender fra arbejdslivet og andre sammenhænge. Da jeg flyttede hertil skulle jeg virkelig vænne mig til det. Da jeg f.eks. mødte en arbejdskollega i Netto, drønede jeg hen til hende: ”HEEEJ!”, råbte jeg overrasket og stod og smilede i forventningen om en lille hygge-sludder. Og stor var min forundring, da hun bare sagde ”hej” og gik videre med sin indkøbsvogn. Det skete flere gange for mig, og nu er jeg begyndt selv blot at hilse kort på folk jeg kender. Okay, hvis man har boet her hele sit liv, må man vel også kende enormt mange mennesker, og hvis man skal stoppe op og snakke med dem alle sammen, bliver man jo aldrig færdig med at handle...

Men altså, jeg tropper nok op på jazz-værtshuset fredag ved midnatstid.
Eller måske skulle man lade være. Man véd aldrig hvad den slags kan ende med her ude i provinsen...

Jeg nåede det hele, forrige fredag!
Faktisk huskede jeg ALT, lige fra solcreme til sandaler, til hæfteplaster, til trusseindlæg, til svømmevinger, til fotoapparat, you name it!
Og vi nåede osse flyveren lørdag morgen klokken lort, efter en overnatning hos mine venner på Christianshavn, hvor jeg og vennerne havde siddet oppe og skvadret til klokken ét om natten!

Alt i alt en vellykket ferie på Gran Canaria!
Vejret var ikke allerbedst, men da jeg alligevel ikke er typen der finder det morsomt at ligge og stege ved en swimmingpool, gjorde det mig ikke så meget.
Børnene fandt gode legekammerater og morede sig skønt! Vi var en del sammen med to andre børnefamilier, og var bl.a. på besøg i en western-by ”Soux City”, hvilket var et kæmpehit, samt en dyrepark/botanisk have ”Palmitos Park”, et fantastisk sted for både børn og voksne!
Kom hjem lørdag aften og nu er børnene blevet afleveret i hhv. skole og børnehave og bliver hentet af deres far i eftermiddag, og om ½ time skal jeg afsted på arbejde, en ny ensom arbejdsuge er begyndt, suk!

Var til skolesundhedsplejerske med den store i morges. Han er sund og rask og fuldstændig gennemsnitlig. (Og helt vidunderlig!)