Nu kan det faneme snart være nok! Jeg gider ikke længere gå rundt i zombietilstand med huen trukket helt ned i øjnene. Jeg gider ikke være bombet længere! Jeg er træt af at være træt!

Hvornår stopper det? Det bliver overhovedet ikke bedre. Tværtimod, det bliver værre! Lejligheden ligner et bombekrater, for jeg orker ikke rydde op. Jeg går og venter på at jeg får det bedre, så jeg kan lave noget...

Jeg er osse begyndt at få nogle diffuse smerter rundt omkring i maven og lænden. Ligesom nogle ve-agtige jag. Jeg bliver sgu snart helt hypokonder. I må have mig undskydt...
Det er bare så hæmmende at være så smadret hele tiden. Jeg føler med folk med kronisk træthedssyndrom, tænkt at have det sådan altid..!

Købte og læste en bog i går. Hvorfor går jeg ikke på biblioteket og låner skønlitteratur? Jeg læser alligevel yderst sjældent en bog mere end én gang. Jeg tror det er fordi jeg bliver forvirret over de 100.000’er af bøger på biblioteket. Jeg kan ikke overskue det. Så hellere snuppe en paperback i Kvickly eller i boghandlen.
"Ørkenblomt" hedder bogen. En biografi af en somalisk født fotomodel, Waris Dirie. Den beskriver for størstedelen hendes opvækst i en nomadefamilie. Ret indsigtsgivende, og hurtigt læst, alt for hurtigt læst!

Her kommer et uddrag af bogen, der hvor hun bliver omskåret. Ikke for sarte sjæle! Stop her hvis du ikke tåler at læse om denne lemlæstelse! Pigen er fem år.

Mama tog et stykke af en rod fra et gammelt træ og anbragte mig så på klippen. Hun satte sig bag mig og trak mit hoved bagover mod sit bryst mens hendes ben lå om min overkrop. Jeg lagde armene om hendes lår. Min mor placerede roden mellem mine tænder. ”Bid sammen om den her.”
Jeg var stivnet af angst, for erindringen om Amans smerteforvredne ansigt kom pludselig skyllende tilbage og stod for mig. ”Det her kommer til at gøre ondt!” mumlede jeg igennem roden.
Mama lænede sig over og hviskede til mig. ”Du ved, jeg ikke kan holde dig. Jeg er alene om det. Så prøv at være en god pige, skat. Vær tapper for Mama, så går det hurtigt.” Jeg kiggede ned mellem mine ben og så sigøjnerkonen gøre sig klar. Hun lignede enhver anden gammen somalikvinde – et farvestrålende tørklæde viklet om hovedet og en bomuldskjole i klare farver, bortset fra at der ikke var noget smil på hendes ansigt. Hun så strengt på mig med et dødt udtryk i øjnene og rodede så rundt i en gammel taske. Mine øjne hang ved hende , fordi jeg ønskede at vide, hvad hun ville skære i mig med. Jeg havde ventet en stor kniv, men i stedet tog hun en lille bomuldspose op af tasken. Hun stak sine lange fingre ned i den og fiskede et knækket barberblad frem. Hun undersøgte det idet hun drejede det fra side til side. Solen var knapt nok oppe endnu. Der var lyst nok til at se farver, men ingen detaljer. Men jeg så tørret blod på den takkede æg af barberbladet. Hun spyttede på det og gned det af i sin kjole. Mens hun var i gang med sine hygiejniske foranstaltninger, blev min verden mørk, da min mor bandt et tørklæde for mine øjne.
Det næste jeg følte, var mit kød, mine kønsorganer, der blev skåret af. Jeg hørte lyden af det sløve barberblad save frem og tilbage igennem mit kød. Når jeg tænker tilbage, kan jeg helt ærligt ikke tro, at det er sket for mig. Jeg føler det, som om jeg taler om en anden. Der findes ingen måde, hvorpå jeg kan forklare, hvordan det føles. Det er ligesom, hvis nogen skærer gennem kødet på ens lår eller skærer ens arm af, bortset fra at det drejer sig om den mest følsomme del af ens krop. Men jeg bevægede mig ikke en tomme, for jeg huskede på Aman og vidste , at der ingen udvej var. Og jeg ville have, at Mama skulle være stolt af mig. Jeg sad bare der, som om jeg var lavet af sten, og fortalte mig selv, at jo mere jeg bevægede mig, jo længere ville torturen være. Uheldigvis begyndte mine ben at skælve og ryste ukontrollabelt af sig selv, og jeg bad, kære Gud, lad det snart være overstået. Det var det snart, for jeg besvimede.
Da jeg vågnede, troede jeg, at vi var færdige, men nu var det værste blot lige begyndt. Bindet for mine øjne var blevet taget af, og jeg så, at Dræberkvinden hvvde stablet en bunke torne fra akacietræet op ved siden af sig. Dem brugte hun til at bore huller i kødet, hvorpå hun stak en stærk hvid tråd gennem hullerne for at sy mig sammen. Mine ben var fuldstændig følelsesløse, men smerten mellem dem var så intens, at jeg ønskede, jeg ville dø. Jeg følte at jeg svævede opad, væk fra jorden, og efterlod min smerte bag mig, mens jeg hang et stykke over scenen og kiggede ned på, hvordan denne kvinde syede min krop sammen igen, mens min stakkels mor holdt mig i sine arme. I det øjeblik følte jeg mig fuldstændig fredfyldt. Jeg var ikke længere angst eller bange.
Min erindring stopper ved det øjeblik, indtil jeg åbnede øjnene og konen var væk. De havde flyttet mig, og jeg lå på jorden tæt ved klippen. Mine ben var blevet bundet sammen med stofstrimler fra anklerne til hoften, så jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg kiggede mog omkring efter min mor, men hun var også gået, så jeg lå der alene og spekulerede på, hvad der nu ville ske. Jeg vendte hovedet mod klippen. Den var drivvåd af blod, som om et dyr var blevet slagtet der. Stykker af mit kød, mit køn, lå ovenpå og tørrede uforstyrret i solen...

Læs mere her. Og her.

Jeg afleverede den lille i børnehaven i dag. Han er nogenlunde frisk og trængte til at komme ud blandt andre børn igen. Og jeg trængte til at være i fred herhjemme. Jeg kan simpelthen ikke komme over den influenza, og jeg er bare kronisk træt! Det er så skide irriterende! Jeg kan sove hele tiden, og jeg orker ingenting. Bare de almindeligste ting som at lave mad eller smøre madpakker er nok til at udmatte mig fuldstændig, så jeg må lægge mig igen bagefter!
Nu har jeg så lige sovet et par timer, og fik et chok for jeg kiggede på uret og så at klokken var SEKS!!! Jeg havde jo som sædvanligt hevet telefonstikket ud, så ingen kunne komme i kontakt med mig, heller ikke skolen og børnehaven, og hvor var børnene nu??!! Jeg kastede mig ud af sengen og ind i stuen, og så at uret dér viste 12.30..! Jamen med den træthed, kom det ikke engang bag på mig at klokken kunne have været seks, og jeg rent faktisk godt kunne have sovet i otte timer. Og jeg kan sagtens gå tilbage til sengen og sove videre, no problem. Men jeg gør det ikke, for jeg skal over til reservebedsten, og jeg skal betale min flybillet, og jeg skal købe ind.

I morgen skal vi til Esbjerg. Det lykkedes at få pladsbilletter i familiekupéen på 13-toget. Men på hjemturen søndag må vi sidde i en almindelig kupé.
I morgen tidlig skal børnene til tandlæge. Jeg synes de går til tandlæge hele tiden. Den lille hader det selvfølgelig. For to år siden bed han tandlægen i fingeren. Har du nogensinde hørt en tandlæge bande? Det har jeg!

Den store og jeg spiller Afrikas Stjerne hver aften. Han elsker at spille. Ligesom jeg elskede at spille som barn. Den lille render rundt imens og prøver at sabotere spillet ved at kaste alle mulige genstande ind på bordet, så brikkerne flyver i alle retninger.

Forleden købte jeg en film for 25 kroner i Netto. Brian Gibsons ”Still Crazy” om et 70’er glitter-rock-band, der skal samles igen. Fuldstændig manuskript-kopi af Erik Clausens ”Rocking Silver” som jeg har set 3-4 gange.
Men Still Crazy er virkelig god, og ham der spiller forsangeren, er bare helt fantastisk. Jeg grinte så jeg fik helt ondt i maven af hans portræt af den fallerede konge, der står foran spejlet iført et latterligt glitter-kostume og forsøger at se sig selv som en ung farlig rockstjerne, og ikke den halvgamle nar han i virkeligheden er!

Yes!

Jomfru Ane Band genopstår!

Den store dreng er i giggling godt humør. Han fniser, smiler og griner konstant. Han danser rundt i stuen og driller mig og hans lillebror. Og lillebror, der er meget pirrelig, kan slet ikke klare det, og hvæser og råber. Han er bare så vred, så vred. ”Hvad glor du på!?!”, råber han, når jeg kigger på ham. Jeg kan godt lokke et lille smil frem engang imellem, men så bliver han gal, fordi han føler sig snydt, og så råber han igen. Men han er jo syg, så hans lunte, der normalt er kort, er ekstra kort. Eller faktisk helt væk..!

Puh, det er hårdt at være ude. Skulle købe lidt ind før jeg hentede den store i går. Jeg var helt mast bagefter, og måtte lægge mig da jeg var kommet hjem.

Nede i den stores skuffe i skolen, fandt jeg i morges noget der engang vistnok har været en appelsin. Nu var det en grøn støvkugle, og læreren besluttede at den skulle være genstand for en undervisningsseance.

Jeg skulle have været på kursus i dag. Men har ringet og meldt afbud. Godt! Jeg ville heller ikke have kunnet klare at skulle sidde og diskutere cases i dag.

Det er planen, at vi skal til Esbjerg i weekenden. Jeg har noget familie der, som vi besøger en gang imellem. Det er min jævnaldrende kusine fra Færøerne, der giftede sig med en esbjergenser, hun mødte på en højskole engang. De har tre teenagebørn, og det er smadderhyggeligt at besøge dem, for de er dejlig jordbundne mennesker. Vi plejer at tage toget, for det er så hyggeligt. Men nu er det jo lidt sent, mon det er til at få pladsbilletter..?

Og så skal den lille og jeg jo snart til Færøerne. Nærmere bestemt den 11. marts.

Der var noget om desert-vin (er desert med to s’er?) i Go Morgen Danmark. At det er godt til blåskimmel-ost. Det fik mig til at tænke på dengang min veninde (hende jeg hjalp med at flytte møbler) og jeg var på Madeira engang i begyndelsen af 90’erne, formentlig i ’93. Vi havde mødt en nordmand på en ø der hedder Porto Sancto, hvortil vi havde taget flyvebåden (tag aldrig en flyvebåd på et oprørt Atlanterhav!). Nordmanden (Tor) var en flink fyr der rejste alene, og han ville gerne invitere os forskellige steder hen. Vi var bl.a. til vinsmagning (det var der vi fik at vide at stærk ost og madeiravin var en god kombination), og vi var ude at spise på en fantastisk fiskerestaurant, og jeg fik boullabaise. Samme aften var vi på Savoys piano-bar, et eksklusivt lille sted, hvor der blev spillet stille jazz. Bagefter gik vi op på natklubben øverst oppe, hvor vi bl.a. faldt i snak med et britisk bøssepar, der var vilde passionerede fans af... Githa Nørby! De rejste med jævne mellemrum til København for at se Githa Nørby i det stykke hun nu måtte spille med i. De fatter ikke et ord af hvad hun siger, men man kan åbenbart godt falde i svime over hendes præstationer alligevel...Senere på natten gik Tor hjem, og vi slendrede ned ad et stræde og gad ikke rigtig gå hjem. Der kom en rød sportsvogn og jeg vinkede. Den stoppede og vi hoppede ind, og så gik det ellers i fuld fart gennem gaderne. Min veninde var bange, men jeg syntes det var pragtfuldt! Vi endte nede ved havnen, foran en stor port, der var bygget ind i klippen. Vi hoppede ud af bilen sammen med de to velklædte mænd. Ved siden af porten var en dør. En af mændene ringede på, og døren blev åbnet og vi gik ind. Indenfor var et kæmpemæssigt diskotek! Mændene mødte deres venner, og havde ingen interesse i os. Det var fint! Vi dansede og drak indtil stedet lukkede udpå morgenen. Det var jo et sted for de lokale. Vi var de eneste turister. Virkelig fantastisk!
Næste dag havde vi aftalt at mødes med Tor igen. Vi skulle på levada-vandring. Vi tog en taxa en halv time ad snoede bjergveje til et bestemt sted hvorfra vores vandring skulle begynde. Jeg havde vældige tømmermænd og måtte bede taxaen stoppe flere gange. Jeg havde det virkelig elendigt! Men det hjalp at komme ud i den friske luft og gå, gå, gå. Udsigten ud over kysten og havet var fantastisk! Og lyden af det rindende vand fra vandingskanalen var beroligende og helbredende. Vi havde medbragt madeiravin, brød og blåskimmelost, og hvis jeg ikke allerede var i bedring, så blev jeg det i hvert fald nu. Vi sad på en bjergskråning, og nød maden og vinen og den pragtfulde udsigt!

Mine forældre skal til Madeira på torsdag. Jeg har lige siden jeg var dernede, forsøgt at overtale dem til at vælge Madeira fremfor Gran Canaria eller Tenerife. Og nu er det endelig lykkedes. Jeg håber de kommer til at elske det! De skal bo på et luxushotel. Jeg er i hvert fald sikker på at min mor kommer til at kunne lide øen. Hun er meget glad for natur. Det er mere tvivlsomt med min far. Han kan bedst lide at ligge og stege i 35 graders varme.

Nordmanden Tor kom til København efterfølgende for at besøge os en weekend. Han havde ikke været i byen i 20 år, og min veninde og jeg ville give ham en rigtig god oplevelse. Han bor selv ude i vildmarken, hvor han driver hotel, så han kommer faktisk aldrig til byen.
Jeg boede i et bofællesskab på Vesterbro, hvor han kom på besøg (boede ellers på et hotel), og det var jo et anderledes sted for sådan én som ham. Min veninde og jeg inviterede ham på en meget fin restaurant i København, hvor hendes kæreste var køkkenchef. Så vi fik det bedste bord og den bedste betjening. Tor var meget imponeret! Bagefter gik vi i biografen og så Åndernes Hus, der lige havde haft premiere. Det var mange år siden Tor havde været i biografen, og det var en stor oplevelse for ham. Bagefter gik vi på café og café og værtshus og værtshus og sluttede af på La Fontaine hvor en helt fantastisk jazz-sangerinde optrådte. Tor var helt elektrisk!

Senere gjorde han gengæld og inviterede os op til Norge.
Vi sejlede derop på King of Scandinavia i et frygteligt stormvejr. Men vi havde taget sovepiller og sov som sten hele vejen til Norge, d.v.s. jeg vågnede ind imellem fordi jeg var kuret helt op i et hjørne af køjen, så lagde jeg mig bare den rigtige vej igen og sov videre...
Da Estonia-katastrofen indtrådte ca. 6 måneder senere, gik det pludselig op for mig at hvis det havde været ombord på King of Scandinavia, så havde vi ikke haft en chance! Dopet af sovemedicin, helt nede på F-dækket. Goodbye!
Nå, men det var det jo ikke, og vi kom til Oslo hvor Tor hentede os. Vi kørte og kørte og kørte, og endte til sidst ved hotellet. Vi boede og levede godt. Tor forkælede os rigtigt med kæmpeklodser myseost (som jeg elsker!), og til aftensmad fik vi elsdyr-mørbrader! Og vi var oppe i hans sæterhytte som lå langt oppe i fjeldet. De sidste syv kilometer måtte vi køre i snescooter! En rigtig norsk oplevelse!
Desværre viste det sig at Tor var blevet forelsket i mig, og det var lidt svært at håndtere. Bl.a. havde han billeder hængende af mig i receptionen på hans hotel. Det var lidt af et chok, og det ødelagde vores forhold.
Så jeg har ikke set Tor siden. Han har haft ringet med års mellemrum, men jeg har ikke haft lyst til at møde ham. Ærgeligt. Men sådan kan det gå.

Nå, jeg må hellere lade mig verbalt overfalde af min yngste søn igen...

Jeg har det enormt underligt.
Jeg er træt, men tankerne krøller fuldstændig sammen inde i mit hoved. Det er lige som om jeg er ved at transformere mig til et andet menneske. Jeg har en fremmed smag i min mund. Min hud er grå og skællende. Jeg synes ting på TV er morsomme, som jeg aldrig ville have grinet af før. Jeg græder over hændelser i min barndom. Jeg ser på min yngste søn på en helt ny måde, han er virkelig totalt overraskende i sin tankegang! Jeg gider ikke spise eller drikke. Jeg tænker meget på hvad fanden jeg har gang i, hvad er det egentlig for et liv jeg tilbyder mig selv og børnene? Jeg kan slet ikke overskue at skulle ud og møde andre mennesker. Jeg har ikke været ude af lejligheden endnu. Den lille kom her hjem i går efter at jeg havde plaget faren om at få ham herover. Jeg savnede ham så frygteligt! Han er syg, og hele natten har han været brændende varm af feber, så jeg har ikke sovet så meget, blot ligget og kigget på ham. Jeg er så bange for at gøre tingene forkert i forhold til ham, for han er så skrøbelig, og så mærkelig, og så vanskelig. Tit har jeg skældt ham ud, for han laver så meget ballade, men jeg fortryder det altid, for det virker ikke på ham, han forstår det ikke. Han fascinerer mig, for han er fuldstændig uforudsigelig, det er de mest underlige ting han gør og siger. Ikke som hans bror, der er en lille kopi af mig, og hvis reaktioner, handlinger og ord jeg kender på forhånd.

Puha, den lille sover midt på min seng. Jeg skal snart hente den store i skolen. Jeg er nødt til at lade den lille blive her. Det er synd at hive ham med ud. Men en 4-årig bør ikke være alene hjemme, men det er ikke så længe...

I går var jeg for første gang i snart en uge siddende i sengen, istedet for liggende.
Og senere på dagen var jeg i bad! Det var osse meget, meget tiltrængt!
Min veninde kom med madforsyninger, for jeg havde nu pludselig fået appetit, efter at have overlevet på en liter youghurt og noget juice i fem-seks dage. De sidste par dage havde jeg haft små-fantasier om små hvide snitter med et bjerg af rejer, citron, salt og mayonaise! Så jeg fik leveret varerne, og sammen spiste vi rejemadder. Mmmm!
Latinoen har jeg ikke hørt fra siden hans leverance af juice og youghurt i tirsdags. Så meget for nabo-hjælp! Men han kan vel heller ikke forestille sig andet end, at hans hokus-pokus-medicin har haft umiddelbar effekt, og at jeg dagen efter indtagelsen har været fit for fight..!
Ringede til børnenes far i går. Børnene har også været syge. Faktisk har der været fem syge. Fire børn og hans kæreste!
Faneme godt jeg har været priviligeret alene herhjemme!
Jeg ringede for at fortælle ham, at der kom temalørdag på DR2 om anbragte børn. Han har selv været anbragt som barn.
Det var en meget interessant dokumentar, hvor man fulgte en gruppe børn i 5-6 år over tre programmer. Skønt program! Jeg sad naglet til TV-skærmen i tre timer!
Jeg har i det hele taget set ufattelig meget TV den sidste uge! Der er ligesom ikke så meget andet at foretage sig når man er syg. Man kan jo ikke foretage sig andet. Jeg har osse fået set de sidste to af latinoens videofilm, "Monsters Ball" og "Kalifornia". Sidstnævnte havde jeg set før, men det var længe siden, så den var spændende igen. "Monsters Ball" var udmærket, med nogle anderledes interessante karakterer.

Jeg er ved at blive rask. Men jeg er meget, meget træt! Jeg har endnu ikke været ude af lejligheden. Måske skulle jeg vove mig ned ad trappen til postkassen snart...

"NO WAR - NO PIZZA!"
Pizzaria-ejer på Fanø nægter at handle med tyskere og franskmænd, fordi de ikke støtter en krig mod Irak.