Folketingets formand Ivar Hansen er død.

Der er nok nogle kritikere der har en lidt dårlig smag i munden i dag.

Tirsdag
Først på dagen ret skyet vejr med snebyger og frisk vind til kuling fra nordøst, 10 til 15 m/s. Højeste temp. omkring 5 grader. Efter middag drejer vinden mod nord og aftager en smule samtidig med det klarer noget op. Tirsdag aften og nat ret klart vejr med temperaturer ned omkring frysepunktet og let til jævn nordvestlig vind, 3 til 8 m/s.

Pyha, splejsen ånder lettet op! Hård kuling er erstattet af kuling, og aftagende vind på det rigtige tidspunkt.
Men med i håndbagagen er stadig mine tabletter, der lige ta'r den øverste tip af ubehaget i en kombination med dette og dette.

Billede af landingsbanen
og andre billeder fra øen Vagar.

Tirsdag
Overskyet vejr med regn eller slud, senere sne og hård vind til hård kuling fra nordøst og nord 13 til 18 m/s. Om aftenen tager vinden af og det klarer lidt op. Temperaturen falder til et par graders frost.

Hård kuling fra nordøst! Det passer lige med sidevind på landingsbanen på Vagar. Forbandet!
Når man i forvejen lider af flyskræk, så er Vagar virkelig en prøvelse! Jeg HADER at lande i Vagar i blæsevejr!

Engang sidst i 80'erne, fløj jeg derop med Mærsk (som har haft ruten siden engang omkring 1977), og så skulle vi jo lande, og alt gik faktisk fint, men der var rigtig meget tåge, og efter som piloten stadig ikke kunne se noget, da vi var kommet ikke ret langt fra landingsbanen, lavede han en "go around", d.v.s. han "fortrød" og fløj op igen. Sjov fornemmelse at mærke maskinen pludselig rette sig op, og høre hvordan der sættes fuld kraft på motorerne. Men egentlig ikke ubehageligt. Derefter fløj vi rundt over Mykines, og piloten forsøgte endnu engang at lande uden held, hvorefter vi fløj til Bergen. Der ventede vi på godt vejr. Men efter ca. 1½ time, blev flyet beordret tilbage til København. Der var ikke økonomi i at lade os sidde i Bergen. Flyet skulle til London. Så vi måtte vente 6 timer i Københavns Lufthavn. Vi fik udleveret madkuponer, som de fleste af færingerne købte elefant-øl for. Jeg satte mig hen til gaten da tiden så småt nærmede sig for afgang. Jeg sad lige ved gate-skranken, og overhørte en samtale mellem to "ground-hosteses", efter at den ene kom ind fra en tur ud i flyet.
Ground-hostes # 1: "Nå, hvordan ser det så ud?"
Ground-hostes # 2: "Ikke særlig godt, men han vil altså afsted.
Ground-hostes #1: "Nå, ok, men så må vi hellere starte indchekningen."

Hm! Ikke særlig betryggende. På vej ind på min plads i flyet, kastede jeg et blik ud i cockpittet, og så at kaptajnen var en gammel gråhåret rotte.

Turen derop bar præg af at de fleste mandlige passagerer var skidefulde. Der blev sågar danset færøsk dans i midtergangen!
Men da vi startede indflyvningen, forstummede al sang og snak, og der blev fuldstændig stille. En fænomen jeg oplever hver gang jeg flyver derop. Alle færinger har prøvet de "grimme" indflyvninger, og der er ikke noget at grine af, før maskinen holder på banen.

Maskinen rystede værre og værre, og børnene begyndte at græde. Alle mennesker så bange ud, og de der kendte hinanden sad og knugede hinandens hænder. På et tidspunkt blev kastevindene så voldsomme, at folk var overbeviste om at flyet var ved at styrte, og nogle begyndte at græde, enkelte skreg når der kom en særlig kraftig vind. Der var én vind, der ramte flyet så voldsomt, at det føltes som om vi ramte jorden. Ja, jeg troede faktisk vi ramte jorden. Jeg, og alle andre, troede det var ude med os! Og vi kunne intet se, for der var fuldstændig tåget. Det var om sommeren, hvor der er lyst næsten døgnet rundt. Men pludselig mærkede vi at maskinen landede på banen. Banen er ret kort, så flyet skal lave en hård opbremsning.

Jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende! Jeg har haft mange urolige flyveture derop, men intet som dét her!
Jeg kan huske, at jeg stod ved bagagebåndet og prøvede at få knæene til at holde op med at ryste. Ved siden af mig stod to unge danske mænd. Det var deres første tur til Færøerne. De sagde ét eller andet til mig om at det var en voldsom landing, og så véd jeg altså bare ikke hvorfor jeg sagde det, men jeg sagde altså: "Ork, det var ingenting! Det kan være meget værre!". Mon de nogensinde kom til Færøerne igen sidenhen?

Jeg har lagt mærke til at Mærsk-landingerne føles hårdere end Atlantic-landingerne.
Atlantic (som vist kom på ruten midt i 80'erne) bruger et fly der kan flyve langsommere ved indflyvningerne, og er mere manøvredyktigt med fire motorer. Så det føles ikke så slemt. Til gengæld siger rygtet, at Atlantic tager flere chancer end Mærsk. Men efter ovenstående oplevelse, er jeg nu ikke helt sikker på dét. Begge selskabers fly er bygget specielt til flyvninger til Færøerne.

Nå, men hård kuling er jo ingenting. (?) Det kan være meget værre..!
Og så er der de senere år kommet nyt radarsystem derop, der gør at indflyvningen næsten altid kan gennemføres i tåge. Problemet med Vagar er nemlig, at indflyvningen, p.g.a. de omkringliggende fjelde, er krum. Og indtil for nogle år siden, betød det at piloten ikke kunne lande på instrumenter udelukkende, men skulle kunne se banen. Men med det nye system skulle det problem være løst. (Eller noget, hvad véd jeg, har ingen forstand på det).
Så nu er der ikke så mange returflyvninger mere. Men når der er returflyvninger, så skyldes det i høj grad kastevindene.
Det var også kastevindene, der var årsag til flystyrtet i 1996.

Boeng 737 (Mærsk) turbeskrivelse

Er splejsen bange for at flyve?