Jeg må hellere få skrevet lidt mere om turen til Færøerne i sidste uge.

Det blev hurtigt mørkt, mens bussen med afgang kl. 18.30 kørte fra Tórshavn mod færgelejet i Leirvík på Esturoy. Men min dreng sov ikke. Han var glad og spændt, for nu skulle han besøge sin legekammerat i Vidareidi.
Færgen sejlede klokken 20, en kort tur på ½ time til Klaksvík.

I Klaksvík ventede min veninde og hendes to yngste børn på 7 og 2 år.
Vi kørte til deres hus i den lille afsides liggende bygd, Vidareidi, som af mange betegnes som Færøernes smukkest beliggende bygd, hvilket jeg kun kan være helt enig i, selvom der er mange smukke steder, og alle med forskellig charme.
Bygden er beliggende med høje fjelde mod nord og syd, og havet mod øst og vest. Mod vest er der en panoramaudsigt ud mod de andre øer, hvis høje, stejle for-bjerge et efter et bag hinanden rager ud i havet. Mod øst er der en lige så smuk udsigt ud til Fugloy, den lille ø, der udgør Færøernes nordøstlige hjørne.
Et fantastisk sted, ganske enkelt!

Min venindes mand er fisker, og fisker fra sin egen båd i de færøske farvande. D.v.s. at han kun er borte nogle dage ad gangen. Han følger med i vejrudsigten, og beslutter dag for dag, om det er vejr til at tage ud. Han fisker sammen med sin bror.
En rolig, venlig og robust type.

Ved siden af min veninde og hendes mand bor hans forældre. Familierne bor ofte tæt ved siden af hinanden på Fæøerne, idet man bygger hus på familiens jord.

De har lige fået indrettet deres kælder. Så nu har de to store piger på 11 og 13 år fået hver sit værelse. Før delte de et lillebitte rum. Min venindes mand har selv lavet kælderen, når han ikke har været på havet. Det er blevet rigtig, rigtig flot! Og nu er der osse bedre plads til os. Før plejede pigerne at sove hos deres farmor, når vi var på besøg.

Vi kom jo til at spise ret sent, og min veninde kunne ikke drømme om at lade nogen spise før vi kom. Så det blev nærmest til natmad, men det var rigtigt lækkert og hyggeligt, selvom børnene var meget trætte.
Jeg tror de køber én flaske vin om året, og det er når jeg kommer på besøg.

Næste dag havde min veninde taget fri fra sit arbejde. Vi hyggede os og gik tur rundt i bygden. Min søn legede med de andre børn. Jeg er bare lidt nervøs ved at lade ham lege andre steder end lige ved huset, for terrænent er ikke helt ufarligt, og han er jo ikke vant til det, som de andre børn.
Der går en lile asfalteret vej rundt i bygden, og engang imellem kommer der en bil kørende. De færøske børn er vant til at gå ind til siden, men min søn er ikke vant til det, og jeg tør simpelthen ikke lade ham lege på vejen hvis ikke osse jeg selv er der. Ikke at jeg ikke tror han går ind til siden. Det jeg er bange for, er at han pludselig finder ud af, at han hellere vil over på den anden side, og så løber ud foran bilen.
Jeg har en skræk, efter at et af nabobørnene, der hvor vi boede fra 96-99, løb ud foran en langsomt kørende bil og mistede livet.

Efter en god dag, spiste vi dejlig fisk til aftensmad, og efter at børnene var gået i seng, drak vi resten af rødvinen foran fjernsynet.

Fredag formiddag tog jeg afsted med minibussen til Klaksvík. Min veninde var på arbejde, børnene var i skole og den to-årige i dagpleje.
I Klaksvík besøgte vi min venindes forældre. Hendes mor og min mor er barndomsveninder. Det er sådan vi kender hinanden.
Min veninde havde en lillesøster, der var to år yngre. Hun fik en hjernetumor som fem-årig, og opholdt sig en del på Rigshospitalet. Når hun ikke lige var i behandling, boede hun og hendes mor hos os. Efter to år døde pigen. Men vores familier blev naturligvis knyttet tættere sammen i de to år.
Og min venindes syv-årige dreng er født med skæv fod, så han har osse været en del på Rigshospitalet, og så har de boet hos mig, når de har været i Danmark.

Jeg har osse en anden veninde i Klaksvík, som jeg plejer at besøge, men hendes yngste dreng havde kighoste, så det droppede vi lige...

Klokken 16 tog vi færgen til Leirvík, og bussen videre til Kollafjordur, hvor min morbror hentede os kl. 17.50.

Efter middagen spurgte kvinden, om jeg ville have mandi (bad). Det foregår i den store brede flod, der løber nede bag landsbyen. Jeg tøvede lidt, men kunne vel lige så godt springe ud i det først som sidst. Jeg havde godtnok aldrig troet, at jeg skulle behøve undervisning i at gå i bad! Jeg blev fulgt ned til kvindernes plads ved flodbreden. På vejen derned spurgte jeg efter toilettet (selvom jeg godt havde på fornemmelsen, at det var samme sted), og kvinden grinede ad mig.
I floden var en del kvinder og piger iført saronger (kun kvinderne), og jeg fik udleveret en sarong og stod på et par sten og fumlede med mit tøj. Kvinden satte sig i vandet og råbte grinende til mig: ”Toilet!”.
Ja, ja. Jeg gik ud i vandet og satte mig og tissede og spekulerede på hvornår jeg mon blev ramt af en flydende lort. Jeg kastede mig derefter i bølgen brun, hvorefter jeg rædselsslagen blev ført ca. 10 meter ned ad floden med strømmen! Jeg genvandt fodfæstet, og en halv snes småpiger fik sig dagens grin!

Tanjung Ampalu, Sumatra, 11/1 1991

Justin kom forbi og sad og var lige så distræt som han plejer, bestilte to pandekager, kunne kun spise én, glemte at sige farvel, tabte sin tegnebog på vejen hjem, kom tilbage for at lede efter den her, glemte igen at sige farvel.
Dorte gloede på mig og spugte hvordan i alverden jeg havde kunnet holde ham ud i fire dage!
Jeg har vel bare betragtet ham som et fænomen, men jeg tror jeg havde mistet tålmodigheden, hvis jeg var blevet boende derovre. Det er sjovt at sidde her på min lille veranda og kigge på familielivet: Faren laver øjensynligt ikke dagens gerning, moren har mange flere brikker og styrer familien med hård hånd. Børnene har hver i sær deres små pligter.
I dag har vi været på marked, det er markedsdag i havnebyen om lørdagen. Der var nu ikke noget der var værd for mig at købe, jeg købte denne pen. Jeg nåede lige hjem inden det begyndte at øs-regne. Ret heldigt for jeg sad som sild i en tønde på ladet af en lastbil! Dorte og Yasmin (den 15-årige søn) tog næste lastbil, og blev drivvåde! Jeg tog isen, fordi jeg kom først afsted, og nu ligger der cola og øl på køl, men jeg har ondt i halsen og derfor slet ikke lyst til kold øl (pis, når der nu endelig ér). Jeg drikker hot lemon og kopi susu dagen lang.
Jeg håber vejret arter sig lidt bedre de næste par dage, så jeg kan nyde den gode strand her. Jeg havde jo regnet med, at jeg skulle reparerer min solbrunhed her på Nias.
Jeg har udvalgt mig en lille fisk af dagens fangst. Den skal jeg have til aftensmad med mashed potatoes med garlic og cheese. Momma laver altså bare drøngod mad! I marges fik jeg porridge med banan, kokos, cholkolade og mælk, en kæmpeportion, og til frokost en avocado sandwich, og frugtsalaten i går var bare helt eminent! Restauranten har ét bord og et menukort med 150 forskellige ting! Det er ikke altid hun lige har indgredienserne, men så spæner en af ungerne over og låner hos nogle familiemedlemmer længere oppe da stranden. Og seafood afhænger selvfølgelig af dagens fangst. Hun har bare et ildsted og en gryde og en wok. Jeg fatter ikke hvordan hun gør det!

Nias, Sumatra 26/1 1991. Uddrag fra min dagbog.

Når man ikke kan underholde med så meget fra hverdagen, må man jo ty til fortiden...

Jeg drak en hel flaske rødvin i nat, og røg en helvedes masse smøger, og nu har jeg det forbandet dårligt!
Vågnede efter kun 4 timers søvn og kunne ikke falde i søvn igen..!
Ynk, ynk!

Om eftermiddagen kom Karel ind på værelset og fortalte, at han havde hørt på worldreceiveren, at amerikanerne har bombet en masse strategiske måle i Irak og Kuwait.
Jeg gik ud og ned ad en gade og kom til en radioforretning. Udenfor stod en masse mennesker samlet, og jeg tilsluttede mig forsamlingen der kiggede på det TV-apparat, der var i udstillingsvinduet. Jeg fik bekræftet de sørgelige nyheder.
Og i dette øjeblik hører jeg, at Irak har angrebet Israel...

Bukittingi, Sumatra, 18/1 1991. Uddrag fra min dagbog.

Nedenstående er blot en beskrivelse af mit ophold i Tórshavn onsdag i sidste uge.

I Tórshavn overnattede vi hos min onkel og tante fra tirsdag til onsdag. Onsdag ved middagstid tog vi hen til min eks-mands svigerdatter ”G”(lang histore, som jeg vist har været inde på før). Hun er 30 år og bor i en halv kælder under hendes forældres hus med sine fire børn i alderen 10 år til 4 måneder.
Mine drenge er altså farbrødre til hendes børn.

Hun havde besøg af en 23-årig pige med en nyfødt baby, som ”G”’s bror er far til. Men han bor i Danmark, er temmelig alkoholiseret, og i øvrigt i forvejen far til et barn han ikke har noget at gøre med. Men ”G” vil gerne have at hendes nyfødte nevø bibeholder et forhold til familien, så derfor har hun skabt kontakt til moren.
Pigen virkede temmelig naiv og umoden, og var faktisk ret inerverende at høre på.
”G”’s to ældste børn kom hjem fra skole, og de og min søn gik senere udenfor at lege. Med sig havde de også den knapt 3-årige dreng. Jeg bad dem blive lige omkring huset.
”G” er for et halvt års tid siden flyttet tilbage til Færøerne, efter at hun og faderen til børnene er gået fra hinanden (igen).

Jeg skulle med en bus til vestkysten af naboøen, en tur på 1½ time, med forbindelse til Klaksvík, hvor jeg ville blive hentet af min veninde kl. 19. Derefter hjem til hende i den nordlige bygd Vidareidi, ½ times kørsel fra Klaksvík.
Jeg skulle med bussen kl. 16.50 fra havneterminalen i Tórshavn, og ”G” havde lovet at køre mig derned.
I god tid brød jeg op og gik ud for at hente børnene. Men de var væk!
Det tog os så lang tid at finde dem (de legede på en tom grund flere hundrede meter væk), at jeg ikke kunne nå min bus. Det var ret irriterende, for min veninde i Vidareidi havde planlagt lækker middag til jeg kom. Hun ser altid frem til mit besøg, for der kommer så sjældent gæster. Og der er jo grænser for hvor sent man kan komme og spise, når hendes børn skulle op og i skole dagen efter.
Jeg var skide ærgerlig, men jeg havde kun mig selv at takke. Jeg kunne jo bare have holdt lidt bedre øje med ungerne!
Ringede til Vidareidi og fortalte at jeg først kom til Klaksvík kl. 20.30.
Bad alligevel ”G” om at køre os ned til centrum, så kunne vi daldre lidt rundt dér indtil bussen gik. Det var jo fint vejr. Hendes far var hjemme ovenpå, så han kom ned og passede børnene imens.

Gik lidt rundt i Tórshavns centrum, købte fish & chips (mums!) og satte os ned på havnen og spiste og ventede på bussen.

Da bussen kørte, var det næsten blevet mørkt, hvilket var en anden irriterende faktor ved at jeg ikke nåede den forrige bus. Turen til færgeterminalen i Leirvík er nemlig meget flot, og jeg havde glædet mig til at min søn og jeg skulle nyde landskabet fra bussen.

Nå, men jeg skal på arbejde nu. Fortsættelse følger...

Hvor er det bare pisse-irriterende at Blogger ikke gider publishe det jeg skriver!
Error 203, we are working on it! Well, work harder! damn it!

Min eks-eks-kæreste har fødselsdag i dag.
Skulle jeg sende ham en e-mail, eller bare lade som om jeg har glemt det?
Han er pilot og har de sidste mange år fløjet rundt i krigshærgede områder med nødforsyninger og den slags. Har vist stadig sin egen lejlighed i Pershawar, hvorfra han passer et af hans evigt tilbagevendende jobs, der består i at flyve til og fra Kabul. Men han har været alle mulige andre steder også. Jeg ved ærligt talt ikke hvor han befinder sig p.t. Når han er i København har han base i vores tidligere fælles andelslejlighed, som egentlig var min, men som jeg solgte til ham for en slik, fordi jeg syntes han havde fortjent den, efter alt hvad jeg havde udsat ham for..!
Det er længe siden jeg sidst har hørt fra ham. Desværre. Jeg savner ham faktisk. Men jeg kan ikke være bekendt at kontakte ham for tit, for det var mig der igen-igen gjorde forholdet forbi. Det er mig der er lorten! Det var et spændende, udfordrende forhold til en dejlig og intelligent mand, der aldrig kedede mig. Hvor dum kan man være?
Nå, men jeg hører fra ham en gang om året cirka. Og nu er det vist snart tid.
Jeg må hellere sende en lille neutral hilsen...

Update: Jeg har sendt den.

Fik kun sovet tre timer i nat, eller rettere i morges. Hvorfor kan jeg ikke sove?! Sov heller ikke godt på Færøerne. Sover bare ikke godt for tiden.
Men jeg fik set et program på DK4, mellem kl. 4 og 5 i morges, om et band der hedder Midnight Blues. De spiller sådan noget ZZ Top agtigt musik, med to skæggede frontfigurer og en trommeslager. Trommeslageren er Søren Berlev fra Gasolin. Det var nu meget hyggeligt og afslappende at sidde og se på. DK4 er ikke kun kedeligt.

Danish highrise buildings. (via thomas angermann)
Nok ikke noget man kan imponere turister med. Jo, måske en enkelt vildfaren færing man møder i Nyhavn...

Apropos Nyhavn, så er det vel næsten gået hen og blevet vejr til dén slags, hvis man ellers stadig havde kunnet kalde sig københavner, hvilket man vel ikke kan, når man efterhånden har boet udenbys i snart syv år. Men så kan man jo komme der som turist og blande sig med amerikanere og japanere. Hvis man ellers havde haft tid til den slags udskejelser.
Er Nyhavn egentlig åbnet?

Min motivation har været væk længe. Ikke engang vejret kan lokke den frem.
Hvor er den? Jeg har brug for den. Dusør udloves!

Nogen har forsøgt at bryde ind i mit gamle vrag af en bil, mens jeg har været væk. Vedkommende har efterladt et stykke metal i dørlåsen, så jeg ikke kan få min egen nøgle ind. Så jeg må kravle ind fra den anden side. Godt man er en splejs!

Demure Flirt


What Kind of FLIRT are you?
brought to you by Quizilla

48 timer. Forty-eight hours. Ren Hollywood eller hvad?
Men nu har Saddam Hussein og hans sønner altså fået 48 timer til at forlade Irak.
Præsident Bush har netop holdt sin endelige trusselstale, hvori han når vidt omkring, til både at adressere irakiske militærfolk, veto-aflæggere, almindelige amerikanere, almindelige europæere, almindelige arabere, almindelige irakere, tvivlere, modstandere og medløbere.
En god tale fra en elendig præsident. Hvem mon har skrevet dén? Den er sgu nok skrevet for måneder siden. Amerikanerne har jo forlængst besluttet sig for den krig.
Og imens vi funderer, forlader udlændinge Irak, og der bygges flygtningelejre. Tyrkerne er måske ved at ombestemme sig m.h.t. om de vil lade amerikanerne oprette en base i landet. Det besluttes i morgen, øh i dag.
Og jeg. Jeg vil gå ind og sukke videre og åbne en ny flaske rødvin.
Lorte-mandag! Øh tirsdag...

Vi har sovet rigtig længe i dag!

Den store har pjækket fra skole. Han og hans mormor kom og hentede os i lufthavnen i går aftes. Vi landede først ved 21-tiden, så vi var først herhjemme ret sent, og jeg havde allerede inden rejsen besluttet at jeg skulle sove længe i dag.
(Op kl. 6.30 og smøre madpakker? NO WAY!)

Vi har haft rigtig fint vejr på Færøerne. Ikke en dråbe regn i en uge. Det har regnet lidt i andre bygder, men ikke dér hvor vi lige opholdt os.

Turen derop med fly gik fint. Som den jo har gjort de sidste mange gange jeg har været deroppe. Det var pænt klart vejr, og blæsten var jo ikke noget at snakke om.
Men jeg tror at hvis man har haft bare én rigtig dårlig oplevelse, så vil frygten for noget lignende nok altid være tilstede...

Jeg har altid rejst direkte fra Vagar til Vestmanna, hvor det meste af min familie kommer fra.
Det var så nemt, for færgen fra den østlige side af Vagar (som man nåede efter 20 minutter i bus) til Streymoy (Færøernes største ø) sejlede til Vestmanna og lagde til lige overfor min bedstemors hus. Så sejlturen fra Vagar til Vestmanna har lissom altid været en fast del af turen derop.

Men i år var det anderledes. For nu er der kommet en tunnel fra Vagar til Streymoy. Og tunnellen går langt syd om Vestmanna. Så nu er det faktisk besværligt at komme til Vestmanna fra Vagar. For man skal skifte bus og forbindelsen er dårlig.

Det var meget mærkeligt, for første gang ikke at skulle begynde min Færøerne-tur med den smukke indsejling ind i Vestmanna-fjord..

Jeg besluttede at denne gang starte turen i Tórshavn.
Og det er sørme blevet helt vildt hurtigt at komme til Tórshavn nu, skal jeg love for! Det ta’r 4 minutter at køre gennem tunnellen, og jeg tror man sparer omkring en time i transport.

Min onkel hentede os nede ved havnen, hvortil bussen ankom.
Han er omkring 70. Han er bygningsingeniør og har tilbragt store dele af sit liv i fjerne verdensdele, hvor han har bygget veje. Bl.a. i Afganistan, Iran, Nigeria og Zanzibar.
Hans sidste udstationering var på den øst-afrikanske ø Zanzibar, hvor jeg besøgte ham og hans danskfødte kone i ’93 (eller var det ’94?).
De har fire børn (d.v.s. havde - den ene datter, der var jævnaldende med mig, døde for nogle år siden af brystkræft.) og fem børnebørn, hvoraf den ældste er omkring 20 år, den yngste 1 år.
Deres hus bærer kraftigt præg af deres mange rejser. Det er en norsk bjælkehytte i flere etager, som min onkel selv byggede i 60’erne (på Færøerne bygger de fleste mænd selv deres huse). Indvendig er huset efterhånden et arabisk museum.
Ét af min onkels sidste projekter (før Zanzibar) var Vagar-tunnellen. Den blev nemlig projekteret og påbegyndt lige inden den økonomiske krise først i ’90-erne. I næsten 10 år lå projektet stille som følge af krisen. Men nu er det så endelig færdigt.
De er aktive pensionister, der altid har gang i alt muligt, hvad enten det er foredrag, udstillinger, rejser eller erindrings-skriverier.
Og man skal være heldig for at være de eneste gæster i deres hus. De har næsten altid besøg af familie og/eller gamle venner fra hele verden. Men især om sommeren er risikoen for at der er ”alt optaget” hos min onkel og tante selvfølgelig størst. Også derfor er det en fordel at rejse derop udenfor sæsonen.

En anden god grund til at rejse til Færøerne udenfor højsæsonen er, at klimaet temperaturmæssigt er ret stabilt, hvad enten det er sommer eller vinter. Temperaturen om vinteren ligger omkring 0-10 grader. Og om sommeren 10-15 grader.
De sidste fire år har jeg været deroppe i marts måned. Der plejer faktisk at være en del sne på denne årstid, men ikke i år. Færingene siger, at det nærmest ikke har været vinter i år. Der har været meget lidt sne.

Nå, men jeg skriver mere om turen lidt senere.
Jeg skal have ekspederet børnene over til deres far, og så skal jeg på arbejde.

Børnene leger vildt. Jeg tror faktisk at de har savnet hinanden.
Vasketøjet hænger ude på altanen og tørrer.
Vejret på Færøerne i går var fuldstændigt som vejret er i Danmark i dag. D.v.s. usædvanligt (for Færøerne) smukt!