Catch me if you can!

Fremragende pressefoto fra Irak.

Ungerne tror det er langt over deres sengetid, og derfor leger de harmonisk og eksemplarisk. De tror de kører på chancen, og skal ikke risikere at fange min opmærksomhed ved at være for vilde eller komme op og toppes.
Dejligt, for de behøver ikke komme i seng lige med det samme. De skulle gerne sove lidt længe i morgen, nemlig!

Jeg havde fødselsdag i onsdags. Blev en gammel kælling, gjorde jeg!
Skal lige have nogle måneder eller ti til at vænne mig til tanken. Det' fanme uhyg'ligt!

Havde besøg af et vennepar og af latinoen. Til stede var i alt ni børn. Der blev serveret boller og lagkage, så det mindede mest om en børnefødselsdag. Godt det samme!...

Torsdag var vi til fest på den stores skole det meste af aftenen. Det var røvsygt!

I dag har vi været på restaurant med børnenes mormor. Og bagefter her hjem og spise lagkagerester.

Bla, bla, bla...!

Priorities

President Bush and Colin Powell are sitting in a bar.
A guy walks in and asks the barman,"Isn't that Bush and Powell sitting over there?"

The barman says, "Yep, that's them."

So the guy walks over and says, "Wow, this is a real honor. What are you guys doing in here?"

Bush says, "We're planning WW III ".

And the guy says, "Really? What's going to happen?"

Bush says, "Well, we're going to kill 14 million Iraqis this time and one blonde with big boobs."

The guy exclaimed, "A blonde with big boobs? Why kill a blonde with big boobs?"

Bush turns to Powell, punches him on the shoulder and says, "See, I told you no one would worry about the 14 million Iraqis!"


(via amaninthestreet)

Fik mail fra en eks-kæreste i dag:

Hej !
Og tillykke!
Jeg glemte ikke din foedselsdag, men der hvor jeg var henne i gaar og i nat, var civilisationen gaaet til grunde, saa internet var der heller ikke. En by som hedder Bouake oppe i det nordlige Elfenbenskyst, som rebellerne indtog for et halvt aar siden, og stedet er langsomt ved at gaa til grunde. Baren paa vores hotel (den eneste i byen som i oevrigt var aaben) var fyldt med unge, fulde rebbeller, som var bevaebnet til taenderne og viftede med deres guns paa en ganske bekymrende vis. Vi blive enige om at spise paa vores vaerelser i stedet for. I loebet af natten blev jeg vaekket af skud fra en maskinpistol, og det loed som om det kom fra etagen nedenunder, men der var ingen huller i personalet eller inventaret her til morgen, saa det kom nok ude fra gaden. Fedt nok!
Vi smuttede derfra her til morgen og sidder nu paa KLM hotellet nede i Accra, Ghana, og det spiller! Vi skal videre herfra om en time til Burkina Faso og saa derfra imorgen til Togo og saa tilbage til Freetown. Saa skal der altsaa ogsaa vaskes skjorter...

Hm! Der er sandelig nogen der får oplevet noget..!

I kølvandet på golfkrigen købte jeg, i Chinatown i San Fransisco, en cirka 10 cm høj skumgummidukke forestillende Saddam Hussein. Den hed ”Smash-Saddam”. Når man hamrede sin næve i dukken, blev den helt flad i 5-10 sekunder, hvorefter den langsomt krøb op igen, og efter ca. 20 sekunder havde den genvundet sit normale bryske udseende.
Ærgeligt, at jeg ikke har den mere. Jeg tror min daværende kæreste fik den. Ham piloten. Han ku’ vistnok ret godt lide den..
Den ku’ ellers være god at have stående. Så ku’ man gi’ den et gok, hvergang man gik forbi den. Eller når man ellers havde brug for at afreagere lidt.

Apropos piloten, så fik jeg en mail forleden.
Den var sendt fra Elfenbenskysten. Det var en kort besked, om at han vil sende en længere mail, når han kommer i nærheden af en bedre internetforbindelse.

Min skæve døgnrytme giver bagslag i dag, hvor jeg jo har været oppe kl. 6.30 med ungerne. Kunne nemlig ikke falde i søvn i går, det lykkedes først efter kl. 3.
Burde have sovet til middag, men havde en frisørtid kl. 11, så jeg har opgivet middagsluren.

Har købt ind til lagkager.
Har det sidste 1½ år været ambivalent omkring hvad jeg skulle foretage mig i forbindelse mit skarpe hjørne, og er indenfor de sidste måneder kommet til den konklusion, at tiden ikke er til fest. Jeg venter og ser om tingene ikke kører lidt bedre, og jeg er lidt livligere, om et par år. Så kan jeg jo holde en fest til dén tid.
I stedet har jeg intet planlagt. Men jeg inviterer nok underboen (Latinoen) og mine herboende venner (dem med de fire børn) til lagkage i morgen. Noget må jeg jo foretage mig. Lissom...

Hvor er det skræmmende, så hurtigt tiden går! Hjææælp, jeg vil af!

Jeg synes der kører mange gode reklamer på TV i øjeblikket.
Den dér med ”danish packet post terminal – alles tip-top. VERDAMT!” (Post Danmark). Vi danskere elsker at vade i tyskernes nazi-fortid. Vi elsker det!
Og den dér med ”Velkommen til forsiden!” (Ekstra Bladet). ”Overskuddet fra vore mobilkunder er faldet til to milliarder. Hvad gør vi?”
Og jeg så en forleden, hvor en mand bukker sig ned for at snøre sit snørebånd, og en ung fyr sætter sig i sprinterstart-postition ved siden af ham og farer afsted idet manden er færdig med sit snørebånd. Og en søster-reklame til førnævnte, hvor en fyr hopper længdespring i en ”sandkasse” hvor nogle arbejdere er i gang med at lægge fliser. Det lyder måske ikke særlig sjovt, men det er filmet på en skæg måde. Men jeg tror sgu ikke reklamen er lykkedes, for jeg har faktisk ikke fået fat i, hvad der reklameres for, ét eller andet der giver mere energi, men hvad?...
Til gengæld hader jeg reklamer for tandpasta, bleer, shampoo, make-up, rengøringsmidler, opvaskemidler, vaskepulver og Werthers Echte. Hvoraf de fleste er tyske, tilfældigvis...

I går da jeg kom hjem fra arbejde, så jeg et program på Zulu, der hed Crime and Punishment. Det var et afsnit af en dokumentar, hvori man følger en rettergang i San Diego. Denne gang var det en hvid, veluddannet kvinde i 20’erne (oven i købet ansat i US-navy), der var blevet voldtaget af en mexikaner. (her må jeg lige tilføje, at mexikanere i syd-californien betragtes på samme måde som sorte i sydstaterne).
Kvinden havde taget imod et lift, var blevet raget på, havde bedt om at blive sat af, havde fået et slag der brækkede hendes kæbe, og havde derefter af skræk for at blive slået ihjel ”indvilget” i at blive voldtaget flere gange.
Kvinden havde en kvindelig super-advokat, virkelig hamrende god! Og mexikaneren havde en gammel slesk mandlig advokat, der totalt fejlede i sit forsøg på at fremstille kvinden som udfordrende og selv-ude-om-det.
Og offeret var særdeles sød, køn og veltalende. Mexikaneren var lille, tæt og grim, og kunne dårligt tale rent.
Der var lissom ingen tvivl om, hvordan udfaldet ville blive. Mexikaneren var dømt skyldig af jurien, nærmest før retssagen begyndte.
Da strafudmålingen så skulle finde sted, var jeg godt nok ved at få godnat-øllen galt i halsen, da mexikaneren blev idømt 50 år til livstid plus 11 år!!
Godt nok er det en grov forbrydelse, men er det ikke liiiige i overkanten?!
Det var noget med at han havde så og så mange domme bag sig, og på et tidspunkt, så falder fars hammer, og man får en helt vildt hård straf.
Jeg hørte også på et tidspunkt, om en fyr der havde stjålet tre videobånd, og fik 75 års fængsel, eller noget i den stil, fordi han var straffet så og så mange gange før.
Amerikanerne, altså!

Nå, jeg må hellere se at komme ud af røret her. Kom lige til at sove til klokken 13. Det var jo ikke lige meningen.
Skal snart hente børnene. JUHU!

På caféen sad en gruppe mænd ved nabobordet og gloede olmt på os, mens vi sad og skrev breve. Én af dem begyndte at snakke højlydt om Irak, og om hvor god Saddam Hussein var, og at president Bush var sindsyg. Han var rimelig irriterende at høre på, og da vi kort efter forlod stedet, fulgte han efter os ned ad gaden, og sågar ind i butikkerne. Vi forsøgte at ignorere ham, men han blev ved at gå to skridt i røven af os, så til sidst tog vi en becak (rickshaw) til posthuset, simpelthen for at få ham rystet af os!

Sibolga, Sumatra, 21/1 1991

(History repeating itself?)

Bussen var på vej til lufthavnen, og vi skulle til Vestmanna, så min morbror hentede os i Kollafjordur, så vi ikke skulle vente i evigheder på en bus til Vestmanna.

Turen til Vestmanna fra Kollafjordur i bil tager kun et kvarters tid.
Vejnettet på Færøerne er godt. Ikke som da jeg var barn, og det f.eks. tog 1½ time at køre til Tórshavn fra Vestmanna op over fjeldene ad ensporede veje på kanten af afgrunden (nervepirrende i glat føre!). Nu tager det 20 minutter.

I Vestmanna blev vi indkvarteret hos min bedstemor.
Hun er ikke min mormor, men min afdøde morfars kone siden omkring 1947.
Hun er en gæv, munter og intelligent kvinde. Altid interessant at snakke med. Husker som en elefant. Bider sine gigtsmerter i sig, og serverer kager med et smil.

Min morfar mødte min biologiske mormor på et afsidendes beliggende sted bestående af to huse. Hans søster var blevet enke, og han skulle nu forsøge at hjælpe hende med at forsørge otte børn.
I huset boede også en lærerinde til at undervise undervise børnene.
Både min morfar og lærerinden var midt i 30’erne og ugifte. De forelskede sig i hinanden, blev gift og ventede snart barn.

Min morfar byggede et hus til dem den nærmeste bygd, hendes hjembygd, Kaldbak.

Alt var lykke, indtil fødslen satte i gang.
Min mormor var på daværende tidspunkt 37-år og førstegangsfødende. Hun blev transporteret til Tórshavn til sygehuset, hvor fødslen trak i langdrag, idet hendes bækkenknogler havde forskubbet sig på grund af D-vitaminmangel i barndommen. Barnet kunne ikke komme ud. Fødslen tog 48 timer og blev afsluttet ved tangforløsning under fuld bedøvelse.
Dengang blev barselskvinder liggende i sengen efter en fødsel, især på sygehus (i hjemmet var der ikke tid til den slags), og dét, kombineret med natlige nerveflossende tyske luftbombardementer af Tórshavn (Fæerøerne var under krigen besat af englænderne), høj alder, og barselsfeber, resulterede i en blodprop få dage senere. Hun faldt sammen og døde, mens hun sad og ammede min mor, har en medindlagt senere fortalt mine slægtninge.

Min morfar var ødelagt af sorg. Begravelsen og barnedåben blev afholdt samme dag. 10. oktober 1941. Min mor fik sin mors navn, som det er tradition i nordatlanten, at man giver nye børn de afdøde slægtninges navne. Min mor har et lille sort-hvidt foto taget den dag. Min morfar holder min mor i sine arme, og kigger på hende med et blik der rummer både udmattelse, glæde og stor sorg.
Han overlod min mor til familien, og tog ud at sejle resten af krigen (han var styrmand), hvorefter han vendte hjem, mødte min bedstemor, der havde været ufrivilligt i Danmark i fem år, eftersom krigen brød ud kort før hun skulle have været rejst tilbage til Færøerne efter et ophold i Danmark. De giftede sig, byggede hus i Vestmanna, og fik to børn. Han fortsatte med at sejle i 20 år, hvorefter han drev en lille konolialbutik, der var indrettet i huset, hvor de boede.
Han døde for tre år siden i en høj alder.
Jeg har et suverænt godt forhold til min bedstemor og min mors to halvsøskende.
Som barn var det min mors plejeforældre vi besøgte, men efter at de er døde, og jeg selv er blevet voksen, er det mere og mere min morfars kone og børn, jeg føler jeg kommer allerbedst ud af det med.
Min førnævnte onkel i Tórshavn er i øvrigt min mors plejebror/fætter.

Min mor var i begyndelsen (1941-42) kastebold mellem familierne.
Hun boede flere forskellige steder i sit første leveår, men endte så endelig som efternøler hos sin faster i Vestmanna, hvor hun blev boende, også efter at faderen var flyttet til bygden.

Min mormor var en særdeles vellidt, selvstændig og klog kvinde. Hun var utraditionel, men kom alligevel godt ud af det med de fleste. Hun var lille og spinkel, med et intenst blik. Hun var en flittig skribent.
Desværre har jeg, eller min mor for den sags skyld, aldrig set nogle af hendes skriverier, for hendes søskende tog alle hendes ting, og min mor har aldrig set så meget som et fingerbøl.
Min mor endte jo i hans familie, og jeg kan kun gisne om, hvilke stridigheder der har udspillet sig. Jeg har aldrig fået det fortalt. Og jeg har (endnu) ikke spurgt.

Da jeg blev gravid i en forholdsvis sen alder, for 7½ år siden, dukkede min mormor pludselig op i min bevidsthed.
Jeg blev besat af tanken om at finde ud af, hvad der skete dengang, og opsøgte familiemedlemmer for at få svar på nogle af mine spørgsmå.
Jeg var i Rigsarkivet, og fik, efter flere uger, adgang til hendes dødsattest og barselsjournalen.

Fødslen af mit første barn varede mere end 30 timer, og var tæt på at ende med kejsersnit. Jeg troede jeg skulle dø (og jeg var faktsik også ligeglad, hvor forfærdeligt det end lyder).
Da jordemoderen efter fødslen inspicerede moderkagen, udtalte hun et begreb, som jeg tidligere, trods intensive litteraturstudier udi fødsler under min graviditet, kun var stødt på én gang tidligere, nemlig ved læsning af min mormors barselsjournal: Hun sagde, ”Der er hvide infarkter”.

Jeg kan også kun finde begrebet på internettet ét sted, nemlig på en side, der omhandler fødsler på Færøerne på den tid, hvor min mor blev født.