Jeg har overhovedet ikke følt mig inspireret til at skrive noget som helst de sidste dage. Men jeg synes ikke jeg kan tillade mig bare at lade blog være blog, så her kommer hvad jeg skrev i tirsdags, men aldrig fik posted:
Det gik for nogle dage siden op for mig, at jeg i uge 27 har friuge UDEN BØRN, for da er de på ferie med deres far.
Jeg er nået frem til to mulige ferieløsninger:
1) Jeg ta’r til den lille by Plakias på Kreta og mødes med min veninde, der på det tidspunkt holder 14 dags ferie med sin datter dér. Jeg kan komme frem og tilbage for knapt 3000 kr. Suntours, som hun skal på fly-camping med, har sagt at jeg godt må bo i hendes (4-pers) telt.
2) Jeg tager til Split i Kroatien og besøger min gamle ven, der efter en karriere som konvojleder under Balkan-krigen, blev hængende i Kroatien og nu er gift med en kroatisk kvinde. (Jeg har været på besøg hos dem én gang, dengang de boede i Zagreb. Det var faktisk under krigen. En mærkelig oplevelse. Han arbejder stadig for UN med base i Danmark, og sidst jeg så ham, var da han skulle hjem og debriefe efter et ophold i Afganistan for et års tid siden. Jeg parkerede ungerne hos vennerne på Christianshavn, kørte ud i lufthavnen og hentede ham, hvorefter vi spenderede ca 1½ time ”catching up” på et værtshus på Christianshavn, inden han tog en taxa til sit hotel, og jeg hentede ungerne.).
Problemet er, at det er ret dyrt at flyve derned. Bortset fra med det tjekkiske flyselskab, men der er udsolgt.
Åh, hvor er det dog dejligt at lave rejseplaner!
Jeg var forbi aftes ved 20-tiden hos min eksmand (han bor i mit hjemmesygeplejedistrikt), for at hente en ledning til videokameraet (som vi i sin tid købte i fællesskab, men som af ukendte årsager havnede hos ham, og som jeg nu har beslaglagt, efter at jeg lånte det til Færøerne-turen, indtil han hoster op med de videofilm af børnene som små, som han har lovet mig kopier af i to år). Jeg blev som sædvanligt ikke inviteret indenfor, men fik lov at stå og vente i døråbningen, mens jeg vinkede til ungerne, der sad og spiste sen aftensmad. Det så enormt hyggeligt ud, ved det store langbord, mine børn, hendes børn, og mine børns 13-årige halvbror (ham der var med mig i Østrig). Børnene virkede glade, og den store kom over og gav et knus. Den lille havde for travlt med at spise.
Kommunikationen mellem mig og børnenes far er gået næsten i stå. Jeg er enormt træt af at prøve at skære igennem til ham. Han gider simpelthen ikke have noget med mig at gøre, og fortæller mig aldrig nogensinde noget om, hvad børnene oplever sammen med ham. Jeg plejer at sende en e-mail i ny og næ, om hvad vi har lavet i mine børneuger, men jeg måske er han ligeglad, jeg får aldrig noget svar. Og man får jo ikke noget at vide af børnene, som jo i øvrigt ikke bør udfrittes.
Det er jo med til at forstærke den følelse jeg har af at miste dem, når jeg afleverer dem om mandagen.
En anden ting ved den manglende kommunikation/information er, at jeg ikke aner hvad der foregår i familien. F.eks. dengang jeg ikke anede, at min eks-svigerdatter var gravid igen, faktisk højgravid! Det havde han ”glemt” at fortælle mig. Eller for noget tid siden, da en af mine kolleger ivrigt fortalte mig, at hendes søn går i klasse med mine børns ”pap-bror”, og plaprede videre om, at faren (pap-brorens far, min eksmands kærestes eksmand) jo nu boede sammen med sin nye kæreste og hendes to børn. Situationen blev lidt pinlig, da det gik op for hende, at jeg faktisk intet anede om dette.
Det ér jo på en måde osse lidt ligemeget, men hvorfor skal jeg i dén grad holdes udenfor? Hvorfor er det så svært at bevare et almindeligt løst venskab, når man er gået fra hinanden? Det var det samme med hans eks-kone før mig, som han var sammen med i 20 år! Han gad heller overhovedet ikke kommunikere med hende. Han syntes hun var en ren pestilens, og kontaktede hende aldrig frivilligt. Og nu har han det på samme måde med mig. Og det var jo faktisk ham, der i begge tilfælde gjorde det forbi. Og både eks-konen og jeg er efterfølgende forblevet enlige, så det kan ikke være en slags jalouxi over en ny mand.
Det må simpelthen være en primitiv manglende evne til at have noget som helst forhold til flere kvinder på én gang. Og med ”forhold” mener jeg simpelthen bare platonisk, venskabelig ”omgang med”.
Jeg har (på nær i ét andet tilfælde hvor et totalt brud var nødvendigt) et godt forhold til alle mine eks-kærester. Det er sgu da ikke så svært! Jeg har ingen, overhovedet ingen, følelser af romantisk karakter overfor min eks. Så der er ikke noget at være nervøs for. Jeg forstår det simpelthen ikke. Og jeg har ingen grund til at tro, at det har noget med kæresten at gøre. Hun virker ikke afvisende eller jaloux på nogen måde.
Bortset fra det, så er vi på ingen måde uvenner eller noget. Vi taler altid ordentligt til hinanden, og børnene har aldrig set os være uvenlige over for hinanden. Og jeg kunne aldrig drømme om at tale dårligt om ham, mens børnene hørte på...
Jeg skal have 12-timers vagt i dag, så jeg må se at få gjort mig færdig og komme afsted...
