FlyLady. Guide til hvordan man bliver en effektiv husmor. En hjælp til de stakkels fortabte kvinder, der ikke besidder rengørings-genet. (d.v.s. kvinder som mig):

Make a list of what needs to be done.
Look at the list and prioritize, don't just up to do it yet.
Drink some water, tea or your favorite beverage.
Spend this 15 minutes calming yourself. Breathing deep and slowly thinking about the next hour and what you can get done.
Love on your babies.
Kiss your husband.
Then go back to work with a renewed spirit.
No more turning in circles, not knowing what to do next. You have a plan. You can do this, if you will just think slowly and calmly, write a few things down and then you won't feel so stressed. Being stressed about this is not going to help. In fact it will make things worse.

Now set a timer for 15 minutes and take a break.

Hurtigt! Stik mig en spand! Og jeg skal ikke bruge den, fordi jeg skal vaske gulv!
Jeg tror sgu alligevel jeg la'r opvasken stå til på søndag.
Jo forresten, det dér til sidst med ..take a break - det lyder faktisk egentlig helt fornuftigt...

Er det nu der skal peges fingre af krigsmodstanderne ???

Inden ormene bliver til småkager, lever de af frugt og grønsager i 15 dage, og undervejs bliver de vasket flere gange. Når diæten er overstået, lider ormene en smertefri død, tørrer i solen, knuses og blandes med mel. Mmm!

Jeg har forresten en gang indtaget en orm.
Det var til en fest engang sidst i 80'erne. Det var sidst på natten, og jeg og et par gutter stod i baren og bestilte tequila. Tre små glas blev stillet frem, ét foran hver af os. Flasken der var næsten tom blev taget frem og indholdet hældt op i glassene. "Blop!" sagde det, da ormen smuttede ned i MIT glas! Ormen var så stor og fed, at den stod lodret i glasset!

What to do!?
Jeg tog en rask beslutning. "Skål!" Jeg tømte glasset i ét hug. Jeg havde i dén grad åbnet mit svælg, at jeg slet ikke mærkede ormen. Og heldigvis for det! For jeg havde helt sikkert brækket mig ud over hele baren, hvis det havde været tilfældet!
Min dåd medførte anerkendende blikke og klap på skuldrene fra de omkringstående. Jeg var sej! Gu' var jeg så!

You are a David Weinberger.

You are smart, savvy, interested in why people do what they do,
enjoy questioning yourself and are not balding.
Take the What Blogging Archetype Are You test at GAZM.org

Hm. Jeg kunne måske også levere nogle fakta om behandlingen af knogleskørhed eller grå stær. Eller betragtninger over den øgede forekomst af type 2 diabetes blandt yngre. Eller vibrations-madras-typer? Eller ekstrapyramidale bivirkninger, der ikke kun forekommer hos ægyptere. Eller hvad med en forklaring på fænomenet obstipations-diarré, også kaldet paradoks-diarré?!
Der findes tusindvis af interessante emner indenfor mit fag. Men spørgsmålet er, om det er så interessant for andre. Og helt ærligt, så får jeg også nok på arbejdet. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det udenfor arbejdstiden.
Det er jo heller ikke en smart videnskab, som man sådan kan sidde og blære sig med på en café eller ved et middagsselskab, så folk, der ikke ved at man har læst på lektien i årevis, tror at man besidder en kæmpe almenviden.
Okay, en gang i mellem kan der måske godt være lidt underholdningsværdi i nogle af mine oplevelser på arbejde. F.eks. hende der i sidste uge vågnede op med hovedpine midt om natten, og slugte sine høreapparater i den tro at det var panodiler. Vi troede ikke rigtigt på det - de måtte da ligge i en skuffe et sted. Indtil hun et par dage senere ”kvitterede” det ene apparat. Da hun ikke ”kvitterede” det andet, blev hun sendt til røntgen, hvor man konstaterede at apparatet havde sat sig fast inde i maven, og nu skal opereres ud. Og nej, fruen er ikke dement. Hun var bare søvnig.
”Fru Hansen, jeg lægger lige dine briller herover, så du ikke æder dem!”...

Er det forvirrende, hvis man som blogger blander links, situationsbeskrivelser, quiz’er, erindringer, politiske holdninger, dagbogsnotater, vitser, rejsebeskrivelser og generelle livsbetragtninger sammen i én pærevælling sin blog? Blasfemisk? Eller bare irriterende? Eller måske ligefrem komisk og latterligt?...

Der er åbenbart nogen, der finder det så provokerende, at vedkommende ligefrem må tage de komiske, latterlige udtalelser ud af deres oprindelige sammenhæng (eller skulle jeg sige usammenhæng, for det er jo nok det der provokerer), kopiere dem over på sin egen blog, og sætte dem ind i en ny og endnu mere lårklaskende latterlig usammenhæng, så andre også kan grine og ryste på hovedet af dem.
Det var der dog ingen der gjorde. Too bad!

Men som jeg har sagt i en tidligere usammenhæng: En blog er fuldt ud berettiget, så længe bloggeren selv får noget ud af at have den kørende.
Og det er da herligt, hvis en klog og bedrevidende statskundskab-studerende kan få tilfredsstillelse ud af et forsøg på at nedgøre andres skriverier. Go for it, okh! Men lad dog være med at undskylde det bagefter. Det er for patetisk. Og i øvrigt mener du det jo ikke...(undskyldningen altså)...

...Tsk, tsk..

25 %

My weblog owns 25 % of me.
Does your weblog own you?

"Når man presser så hårdt fra amerikansk side, har så mange muligheder at spille på – og alligevel ikke kan flytte mere end fire stater – inklusiv sig selv – over på sin side, så er det fordi sagen er dårlig, og det håber jeg amerikanerne vil forstå, og den danske regering vil forstå..."

Sagt blandt meget meget andet af FN-forskeren Tonny Brems Knudsen i et langt interview i web-magasinet Ræson.

I am Nothing!



Which Enemy of the Christian Church Are You?

Take More of Robert & Tim's Quizzes
Watch Robert & Tim's Cartoons

”Hvad fanden laver jeg egentlig her?!!”

Tanken ramte mig som en forhammer, lige da jeg havde afgivet min ordre på tre is og en kop kaffe.
Jeg så pludselig for mig - stedet forvandlet til et øredøvende inferno af ild, stål, og sønderrevne kroppe.

Det mest tåbelige sted at opholde sig, lige nu hvor de - amerikanerne - (tror de) næsten har vundet krigen, er sgu da en McDonalds restaurant!!!

Det er lige nu, der er allerstørst risiko for et terror-angreb! Og hvad er mere oplagt end en McDonalds?!

Paranoia?

Udover paranoiaen, som min statistiske fornuft i løbet af sekunder fortrængte (hvor-mange-McDonalds’er-der-i-verden? Hvorfor-skulle-det-lige-ramme-denne?), var der den DÅRLIGE SAMVITTIGHED!
Hvad laaaaver jeg?!! Står her og støtter et amerikansk foretagende??! Åh, nej! Men nu kan jeg jo ikke gå igen. Ungerne sidder jo og venter på is...

Men jeg har altså dårlig samvittighed. Jeg burde have tænkt mig lidt om. Nu tror I selvfølgelig, at jeg render på McDonalds hele tiden. Men det gør jeg ikke! Det tror I måske ikke på? Men det er sandt! Kun cirka en gang om måneden. Er det for meget? Vi skulle bare have en is!...

Ja, jeg ER stor modstander af krigen i Irak!

Trods kun fem timers søvn (hveranden tirsdags jetlag forårsaget af overgangen fra B-rytme til A-rytme) er det alligevel lykkedes mig at være rimeligt fortagsom i dag.

Den lille har fået lov til at holde fri fra børnehaven, og har været her hjemme. Han har spillet Magnus & Myggen m.m.

Jeg har vasket to maskiner, og der hænger nu vasketøj ude på altanen sammen med en dyne til udluftning.

Jeg ringede til børnenes far (vedr. at han havde glemt at give den lille overtøj med i børnehaven, kommende fodboldtræning, og andre praktiske ting), men han havde som sædvanligt ikke tid til at tale med mig, så jeg har i stedet skrevet en mail til ham.

Jeg har haft ringet til min arbejdsplads og fået bevilget ferie d. 28+29/6, så nu har jeg fået arrangeret min ferie i uge 27. Der er nu booket flybillet til Kreta lørdag d. 28/6. Yes!

Jeg har fået lov til at holde tre feriedage sidst i april. Nogle feriedage jeg pludselig opdagede jeg havde til gode fra min gamle arbejdsplads. Det betyder bl.a. at jeg har kunnet takke ja til en middagsaftale! Yes!

Jeg har bestilt et weekendophold til mig og børnene på Lalandia i den kommende weekend! Yes!

Hu-hej, hvor det går!

Og så har det sneet her i formiddag. Store hvirvlende snefnug. Masser af dem. Men det holdt hurtigt op igen.

DET ER GODT AT VÆRE KVINDE FORDI:

1. Vi kom af Titanic først.

2. Vi kan skræmme mandlige chefer med mystiske gynækologiske problemer.

3. Taxaer stopper for os.

4. Vi ligner ikke frøer i en blender, når vi danser.

5. Hvis vi har glemt at barbere os, er der ingen, der behøver vide det.

6. Vi kan lykønske en kollega - uden at skulle røre hendes bagdel.

7. Vi behøver ikke grave dybt i lommerne for at checke om "alt" stadig er der.

8. Vi kan klare vores tøj selv.

9. Vi kan tale med en af det modsatte køn, uden at være nødt til at forestille os dem nøgne.

10. Hvis vi gifter os med en, der er 20 år yngre, så ved vi da i hvert fald, at vi opfattes som idioter.

11. Vi kommer ikke til at fortryde, at vi fik lavet hul i ørerne.

12. Der er stunder, hvor chokolade virkelig kan løse alle vores problemer.

13. Vi kan uden problemer kommentere, hvor utrolig dumme mænd er - i deres nærvær - de hører jo alligevel ikke efter.

HVIS man ikke længere finder det interessant at blogge, KAN man så ikke bare takke stille og roligt af, i stedet for at komme med lange og bitre udredninger over hvor intetsigende ens egen OG andres blogs er. Især det sidste bringer altså lidt mit pis i kog!

En blog er, efter min mening, fuldt ud berettiget, så længe bloggeren selv får noget ud af at have den kørende.

At vedkommende måske ikke lever en vildt actionpræget hverdag, og blogposterne derfor bærer præg af dette, er da ligemeget. Hvem kan i øvrigt gøre sig til dommer over hvad der er interessant eller uinteressant?
Jeg synes da at andres blogs kan være et udmærket vidnesbyrd om, hvad der rør sig blandt unge mennesker. Jeg har ikke ret meget kontakt med ungdommen, og synes da det er meget sjovt at konstatere, at det de unge laver i dag, er..øh...det samme som vi lavede da jeg var ung. (bortset fra det med computeren).
Jeg mener stadig, at alle skal have lov til at skrive om deres hverdag, hvor "kedelig" den så end måtte være. Og selvom der ikke bliver analyseret og fortolket og forholdt sig samfundskritisk, så er den ene blog ikke bedre end den anden. Den er hvad den er. Det skal ikke KUN være forbeholdt f.eks. en akademisk elite at blogge. (om de emner, nogle i øvrigt i forvejen beskæftiger sig med i deres studium, og derfor selvfølgelig har de ultimative betingelser for at udtale sig vedrørende.)
OG det ligger jo enhver frit for, at UNDLADE at læse andres keeeedelige blogs, og blot læse dem man kender som SPÆNDENDE, og jeg garanterer for, at det er vidt forskellige blogs, vi hver især finder spændende.

Men altså udtalelser som denne:

... Mange bloggere har en tendens til kun at skrive om hvad de laver, hvad de køber og så måske lige en sjov historie - hvis det vel og mærket er noget de selv har oplevet. Der er fair nok, hvis man gider at skrive det og gider at læse det. Men det gør jeg nu ikke...
... Alt det personfis kan ikke bruges til en rygende skid.

Eller denne:

Hvad er det galt ved at blogge?
Ja, det er som sådan intet galt i det. Spørgsmålet er, hvad man putter i det.
Og jeg gider altså ikke at være vidne til ligegyldigheder. Der skal være substans i indlæg. Ellers er det kedeligt.

Det er nogle sure sidste bemærkninger fra et par bloggere, der ikke gider blogge mere, og derfor lige synes de vil benytte sig af muligheden for at nedgøre andres blogs på vej ud.
Fuldstændig irrelevant sludder! Hvis de ikke vil blogge mere, fint, så lad være, og lad det være dét!
Det andet er virkelig meget ufint! Og det hjælper ikke, at man siger at éns egen blog også er for kedelig til at læse af andre, for det betyder jo indirekte, at man opfordrer andre til at følge deres eksempel, hvis de er lige så "kedelige".

Jeg har opdaget noget nyt!
Nu behøver jeg ikke længere spørge i telefonen: "Hvordan er vejret deroppe?".
Nu kan jeg ved selvsyn konstatere, at det f.eks. i dag er rigtig fint!

Live webcam fra Klaksvík.

(Der går lige ca. 20 sek. før billedet kommer frem).