Jeg er stadig forkølet, men det har ikke været én af de helt store forkølelser. Det har været nogenlunde til at holde ud. På arbejde har jeg haft et mundbind med i lommen, som jeg har brugt, når jeg har været i tæt kontakt med mine patienter.

Lige i øjeblikket har jeg bl.a. to lungekræft-patienter, som jeg hver besøger to gange pr. aften. Det presser mit program ret hårdt, for der er jo osse alt det andet. Alt i alt betyder det, at jeg sådan set kører non-stop fra jeg kommer til jeg går. Jeg kan godt lide at have travlt, men det er lidt kedeligt, når der ikke er tid til at spise ind i mellem. Og det hele ramler, hvis jeg får mere end én ekstra-opgave oveni.
Nå, men tiden går i hvert fald hurtigt. Jeg synes denne uge er fløjet afsted.

De to kræftpatienter er kvinder.

Den yngste er ca. 60 år. Hun har været syg i flere år, og jeg har besøgt hende jævnligt gennem tiden. Nu lakker det imidlertid stærkt mod enden. Kræften har spredt sig til hjernen, hvilket betyder, at hun er blevet lammet i den venstre side. Der er også spredning til knoglerne i skuldre og bækken.
Men hun er heldigvis godt smertebehandlet. Vi har her noget der hedder ”Smerteklinikken” med en special-læge og en special-sygeplejerske, og de bestiller ikke andet end at ”skræddersy” individuel smertebehandling til områdets kræftpatienter. En uvurderlig ressource!
Hun er gift med en lidt vrissen, perfektionistisk mand. Kontorchef-typen. Han har haft rigtig, rigtig svært ved at kapere hustruens sygdom, og det har været hårdt at komme i hjemmet, på grund af hans desperation og afmagt, fordi der jo ikke er nogle færdige løsninger i sådan et forløb. Det er meget noget med at føle sig frem, og det er ikke lige hans stærke side. Kvinden selv har længe været afklaret omkring sin situation. Hun har både skullet takle sin egen skæbne og mandens reaktioner. Men kvinder kan jo klare de mest utrolige ting. Og hun har klaret det rigtigt flot.
Men nu hvor alt håb er ude, og kvinden er døende, er der sket en markant ændring i familien! Manden er blevet rolig og afslappet. Og sønnen (der er i 20’erne) har taget pleje-orlov og er flyttet ind i huset sammen med sin kæreste. Det er blevet et rigtig rart sted at komme!
Kvinden ligger i en plejeseng midt i stuen, så hun kan følge med, se fjernsyn o.s.v. Og familien sidder omkring hende, sludrer, drikker kaffe o.s.v. Sønnen og hans kæreste har vist sig at være rigtig gode til at klare opgaven på en rolig og nænsom måde. De gør et stort stykke arbejde. Og borset fra nogle få konkrete plejeopgaver, består mit job nu mest i supervision og opbakning.

Den anden kvinde er en ca. 80-årig enke. Hun har, indtil sygdommen viste sig for nogle måneder siden, været en frisk og rørig dame, der cyklede rundt i byen.
Tumoren er vokset ind i nogle ribben, og giver frygtelige smerter, når hun bevæger sig! Smerteklinikken gør hvad de kan, men fordi smerterne kommer i jag, er hun svær at smertebehandle, for hvis man skulle få bugt med jagene, ville det betyde, at hun resten af tiden ville være totalt dopet, og det er hun slet ikke interesseret i. Så i stedet vil man forsøge med en ”lindrende” strålebehandling, som måske kan få tumoren til at skrumpen lidt ind, og dermed give færre smerter. Så i næste uge skal hun en tur til Odense, hvor man speciealiserer i behandling af lungekræft.
Desuden faldt hun desværre for et par uger siden og pådrog sig et brud på bækkenet. Men selvom den slags plejer at gøre vanvittig ondt, så er det bryst-smerterne der dominerer.
Hun har to sønner, der på skift opholder sig hos moren, så hun aldrig er alene. Den ene søn er simpelthen flyttet ind. Han er efterhånden osse en erfaren hjælper, for han har lige boet flere måneder hos sin bedste ven, der også var kræftsyg og døde for nogle uger siden.
Han har fuldstændig styr på alting, og jeg kommer således bare som 2. person, når moren skal på bækkenstol og tisse. Hun har heldigvis selskabsblære, så hun skal kun op og tisse fire gange i døgnet. Det er nemlig forbundet med stærke smerter hver gang.
Både sønnen og moderen er meget, meget sjove, hyggelige og sympatiske mennesker, og det er en fornøjelse at komme i hjemmet.

Det er ikke noget problem, at arbejde med alvorligt syge mennesker, når alle er afklarede, og man stille og roligt kan kan få bugt med de problemer der måtte opstå hen ad vejen. Så er det faktisk være en god oplevelse at få lov at være med til at hjælpe mennesker med at komme herfra på en ordentlig måde.

Nu er det heldigvis sædvanligvis folk der er lidt ældre, jeg har med at gøre. Jeg ville nok have det lidt sværere med yngre mennesker.
For nogle uger siden var der en ung mor til to små børn. Men jeg nåede heldigvis aldrig derud. Og hun døde i min fri-uge. Dét ved jeg ikke, om jeg ville have kunnet klare! Jeg håber ikke jeg nogensinde kommer ud for det! Men skulle det ske, så må jeg jo bare gøre det. Måske tror jeg bare jeg ikke kan. Det handler vel om mental forberedelse. Hvis det var mig, der lå og var dødssyg, så ville jeg i hvert fald nok have mig frabedt, at sygeplejerskerne stod med tårer i øjnene, fordi de ikke kunne lade være med at identificere sig med mig...

Da jeg kom hjem fra arbejde, sent mandag aften, satte jeg mig som sædvanligt til rette foran fjernsynet og begyndte at zappe.
Heldigvis var der, efter kun to zap, bid!
Jeg tog et hiv af smøgen, en stor tår af øllen, og nød udsendelsen om ét af min ungdoms fede bands.
Forsangeren er bare for lækker! Han skulle ikke gå mange gange rundt om min seng...!

Jeg var jo i Lalandia med ungerne sidste weekend.
Havde aldrig været der før.
Faktisk er det sådan et sted, jeg aldrig ville kunne finde på at sætte mine ben, hvis ikke det var fordi jeg har børn. Ligesådan med McDonalds. Men hvad gør man ikke for at glæde ungerne? Man elsker jo, at se at børnene morer sig...

Nå, men vi kørte fredag den lange vej til Rødby, og indlogerede os i et lille A-hus, ét blandt hundrede andre, hvorefter vi gik i badeland i et par timer.
Dernæst gik vi i ”Arkaderne”, hvor vi spiste elendig fastfood, og hvor børnene legede i timevis på en ret fed indendørs-legeplads, mens mor sad og drak kaffe ved et cafébord.
Arkaderne er opbygget som en spansk turistgade, med kunstige citrontræer, springvand, udendørs caféer, minigolf, diskotek, bowling o.s.v.
Her leger vi simpelthen charterferie!

Tilbage i A-huset faldt børnene i søvn nærmest inden de ramte puden, og mor sad og så en film i fjernsynet, og drak én af de to medbragte Carl’s Special.

Lørdag. Badeland hele dagen.
Om aftenen kom mine lollandske venner på besøg. Jeg havde inviteret dem til forsinket fødselsdagsmiddag. Jeg havde bestilt bord på den ”fine” restaurant, som jeg dog ikke havde de store forventninger til, men maden var faktisk udmærket.

De har tre børn, på hhv. 14, 6 og 5 år.
Den 5-årige er pigen med Pompes Disease, som jeg tidligere har fortalt om. Hun er kommet hjem fra sygehuset efter 4 måneder. Om natten skal hun ligge med et bipap-apparat, der blæser luft ind i hendes lunger. Og der er fast vagt ved hende om natten.
Familien skal flytte til et ét-planshus, for pigen kommer aldrig til at kunne gå på trapper. Hun sidder i kørestol, eller bæres rundt.

Men det var vældigt hyggeligt. Efter middagen, gik vi hen til den omtalte legeplads og sad og snakkede og hyggede mens børnene legede. D.v.s. mine to og deres 6-årige legede. Pigen blev kørt rundt i Arkaderne i sin kørestol af sin 14-årige storebror. Eller hun sad hos sine forældre, mens drengene kørte ræs med kørestolen...

Tilbage i A-huset, børnene sover, mor drikker Carl’s nr. 2 og ser en film...

Søndag bildte jeg ungerne ind, at badekortet var udløbet.
Vi kørte til Nakskov og besøgte noget familie, hvorefter vi på hjemvejen kørte forbi hos vennerne. Ungerne legede i haven, og vi voksne sad på den smukke murmestervillas høje terrasse, og nød udsigten ud over mosen. For sidste gang. Det nye ét-planshus er et røvsygt 80’er-parcelhus i et kedeligt kvarter. Men der er ingen trapper og ingen dørtrin. Og min veninde skal nok få det gjort rigtigt hyggeligt. Hun er en ørn til boligindretning, og hun har en rigtig god smag. (Det er også derfor hun hader 80’er-parcelhuse, den stakkel..!)

Afleverede børnene hos deres far samme aften, efter aftale.
I sidste uge havde han og jeg nogle uoverensstemmelser frem og tilbage pr. mail. Jeg skrev lidt om det forrige uge. Nå, men her er et lille uddrag af én af en mail, jeg skrev til ham:

"...Jeg kan nævne et eksempel, at hver gang (på nær én gang) jeg kommer forbi med børnene, eller med noget tøj el.lign, så får jeg lov til at stå i døråbningen og trippe. Jeg går selv ind i gangen og står, jeg bliver ikke budt ind. Det er da noget mærkeligt noget. I starten da du kom her, bød jeg dig da indenfor på kaffe, men du afslog altid.
Jeg tror børn har godt af at se, at deres forældre f.eks. kan sidde og drikke en kop kaffe sammen, og sådan noget. Så om ikke andet, kan man da gøre det for børnenes skyld..."

Så i søndags blev jeg søreme budt indenfor, og inviteret på kaffe! Jeg takkede selvfølgelig ja. Jeg blev ikke hængende i ret lang tid. Kun et kvarterstid.
Så den ér altså feset ind. Dejligt. Vi snakkede lidt om hunden, og om Lalandia og sådan. Smalltalk. Fint nok.

Men jeg syntes altså, at kæresten så lidt gravid ud...!
Jeg kunne ikke undgå at se, at hun havde mave på. Men måske var det bare lidt topmave. Måske er det mig, der bilder mig det ind.
Jeg turde heller ikke kigge for meget...

Det er ikke fordi, jeg ikke ønsker dem godt. Men jeg synes bare lissom der er børn nok!
Min eks-mand har fem børn, og fire børnebørn. Og kærsten, der snart fylder 40 år, har to børn.
Og ét barn mere vil betyde, at min i forvejen stressede eks-mand (har egen virksomhed), vil have endnu mindre tid til de børn han allerede har. Det kniber i forvejen (mildest talt) med at få tid til at køre børnene til fritids-aktiviteter o.s.v.
Nu har de været sammen i 3½ år, og jeg havde egentlig, med tilfredshed, konstateret at de tilsyneladende åbenbart ikke ville have et fælles barn.

Oh SHIT, hvor jeg altså bare håber det er indbildning fra min side!

Jeg er igen-igen blevet snotforkølet.
Ondt i halsen, næsen løber. Jeg fryser. Jeg sveder.
Og jeg kan ikke engang melde mig syg. Det er jo påske. En vikar koster en formue på helligdage.
Jeg kan da osse sagtens klare den. Det er ikke dét. Jeg har bare så dårlig samvittighed over at gå rundt og smitte andre. Især kræftpatienterne. De har sgu problemer nok i forvejen. De behøver ikke osse en forkølelse..!

Længes efter sommer?..

..BREAKING NEWS!

Faldt lige over...

...Comashell.......øh...?

Nu beskylder Bush Syrien for at have masseødelæggelsesvåben.

Jeg forstår godt 1001pixel's umiddelbare reaktive association...