Mit forrige indlæg om toiletrullen har medført et par forargede reaktioner.
Nogle synes åbenbart, at der er grænser for hvad man kan skrive om på sin blog.
Selv OKH er kravlet frem fra under sin sten, da han endnu engang øjnede en chance for at tilsvine en blog der beskriver dagligdagen fremfor at kommentere den politiske situation i mellemøsten.

Man kan læse denne lille kommentarbox-tråd hos Illustreret videnskab, for at læse disse reaktioner.

Som endnu et svar på disse udtalelser har jeg lige et par slutkommentarer:

Jeg lever heldigvis ikke i noget parforhold, og kan selv bestemme hvor skabet skal stå og hvordan toiletrullen skal hænge. Og hvis brættet ikke er slået ned, er det mit eget ansvar at opdrage mine sønner til at gøre det.

Og hvad man fylder sin blog med (af lort ??! - rimelig grov udtalelse i øvrigt uanset hvor meget man *griner*!), er og bliver ens egen sag. Jeg er faktisk af den mening, at blogging SLET ikke behøver dreje sig om nyheder, men har større f.eks. historisk værdi (hvis man endelig skal tale om værdi), ved at omhandle hverdagshistorier år 2003, end ved at være fyldt med betragtninger om indenrigs- og udenrigspolitiske enmer o.s.v.. Emner som alligevel er kommenteret allevegne i aviser og andre NYHEDSMEDIER. Bloggen er ikke et nyhedsmedium.
Jeg mener, at folk der f.eks. kun kommenterer politiske nyheder, forsøger at ophøje sig selv til noget de ikke er.
Eftersom blogging er blevet tilgængelig for alle, vil indholdet mere og mere afspejle befolkningen som helhed. Og ikke kun være et medie for wannabe-journalister.

Og David skriver: "Er det bare mig der er en sur stodder, der har læst for mange nyheder, eller er hvordan lokumsruller (og toiletsæder) vender en vigtig del af hvordan verden hænger sammen?"

Nej David, det er ikke en vigtig del af hvordan verden hænger sammen. Men det er der så meget der ikke er. Jeg fatter faktisk ikke at det kan være SÅ provokerende med den toiletrulle. Men så vidt jeg kan læse mellem linierne hos dig, så har det åbenbart rippet op i nogle traumer fra et tidligere parforhold.

Hvad OKH angår, så ærgrer det ham grænseløst, at blogging er blevet tilgængeligt for den almindelige pøbel, og ikke kun intellektuelle drøvtyggere som ham selv. Det er lidt lissom hvis han sad på sin stamcafé i sydfrankrig og der pludselig kom en bus fra Larsen Rejser og satte 25 tørstige jyder af ved caféen. Ind vrimler de og omringer ham, snakker jysk, opfører sig frygtelig turist-agtigt, her på hans café i hans sydfranske landsby! Hvor piiiinligt!

Blogbot opdaterer ikke mit seneste indlæg. Jo forresten, somom jeg har skrevet indlægget kl. 7.16!
MIG skrive indlæg kl. 7.16!!?

Nå, men jeg vil lige sige, at toiletrullen altså BØR hænge således, at det frithængende papir til afrivning hænger UD MOD brugeren og ikke IND IMOD væggen!
Jeg er faktisk vokset op i et hjem, hvor det var kotume, at toiletrullen hang så papiret vendte IND IMOD væggen, og i mange år mente jeg, at det var den rigtige måde. Jeg følte det meget forkert, hvis en toiletrulle hang omvendt, og jeg blev straks grebet af en stor trang til at sætte rullen "rigtigt" på.
Men de senere år har fornuften overvundet traditionen, og jeg er blevet klar over, at det er langt mere hygiejnisk, når papiret vender udad. Bl.a. ved at studere væggen, ind imod hvilken papiret har hængt, og på hvilken snavsede og ukoordinerede små fingre har pillet for at få fat i papiret..!

LifeSucks gør rede for sine personlige motiver for blogging og skriver bl.a.: ”Bloggen er et selvpromoverende medier med samme formål som at deltage i Robinson, Baren, Big Brother og lign. programmer: Jeg vil ses, jeg vil høres, jeg vil genkendes - men jeg kan intet.”
LifeSucks, tal for dig selv! ;-)

Jeg vil hverken ses eller høres, og da slet ikke genkendes! Og jeg kan faktisk en masse (bortset fra at spille smart, det duer jeg nemlig ikke til).
Jeg blogger fordi jeg godt kan lide at udtrykke mig skriftligt, og bevidstheden om at andre læser det jeg skriver er med til at holde mig til ilden og bevirker at jeg gør mig mere umage med formuleringen og præcise beskrivelser, end hvis jeg bare skrev til mig selv. Tja, hvis jeg bare skrev til mig selv, så ville det hele være løbet ud i sandet for lang tid siden. Det er faktisk første gang jeg har ført en dagbog i så lang tid ad gangen. Så hvis publiceringen har været med til at motivere dét, så er det for mig i og for sig grund nok.
Ingen jeg kender (bortset fra én, bosiddende i udlandet), ved at jeg skriver blog, og det passer mig fint, for det giver mig frihed til at beskrive min omgangskreds, uden at skulle tænke over, at de samme mennesker læser hvad jeg skriver, og jeg derfor skal tilpasse ordene. Nu kan jeg skrive frit og ærligt.
En anden grund til at jeg blogger, er en manglende social kontakt i det daglige, der dels skyldes mine arbejdstider. Det er simpelthen en kompensation for ikke i det daglige ellers at have særlig stor mulighed for at snakke og diskutere med andre voksne mennesker om aktuelle emner samt livets glæder, sorger og genvordigheder.

Hvad kommentar-funktion angår, så mener jeg ikke det er en nødvendighed. Det afhænger af, om det man skriver om lægger op til diskussion. Hvis en blogger i sine indlæg ofte lægger op til feedback eller generel diskussion, og ingen kommentar-funktion har, så kan det være lidt frustrerende for læseren.
Jeg havde i lang tid ingen kommentar-funktion, og det skyldtes faktisk, at jeg havde fået en ubehagelig kommentar, og derfor, fra det ene øjeblik til det andet, besluttede at fjerne funktionen. Det er først nu, næsten ½ år efter, at jeg har dristet mig til at sætte den på igen.
Jeg mener godt folk må have lov til at ”råbe” lidt i kommentarerne, blot det holder sig til diskussions-emnet. Hvis det begynder at blive grimt eller personligt (som i mit eller i OleBoles tilfælde), så opleves det meget ubehageligt – OleBole beskrev det meget rammende: Han følte, at hans blog var blevet forulempet. Præcis sådan følte jeg det også.
Jeg satte endvidere kommentarfunktionen på igen, fordi bloggeriet på et tidspunkt for nylig var begyndt at kede mig, og der skulle ske noget nyt. Men jeg har ikke fået ret mange kommentarer. Det skyldes selvfølgelig, at jeg mest blogger om dagligdags begivenheder, hvor der lissom ikke er så meget at diskutere. Det er osse helt OK.
Det kunne være jeg, bare for sjov, skulle smide nogle påstande på bloggen, der kunne få folk lidt op af stolen og hen i min kommentarbox. ;-)
Der er nogle blogs der automatisk bliver en slags samlingssted. Vi mødes bl.a. hos: /many, hos Oschlag, hos OleBole, hos Illusteret Tidende. Det er dér det sner..!

Sad i nat og så en film om Woodstock-festivalen 1969, Woodstock - 3 Days of Peace and Music, af Martin Scorsese.
Desværre så jeg kun sidste halvdel af filmen, for den blev vist på en norsk TV-kanal, som ligger nummer 17 på mit TV, og jeg havde ikke fået zappet derhen i tide. Jeg har da set filmen før, men derfor ærgrer det mig alligevel at jeg gik glip af bl.a.Jefferson Airplane og Joe Cocker i nat. Joe Cockers live-version af With a Little Help from my Friends er forresten mit yndlings-nummer over alle! Giver mig varm heftig hjertebanken hver gang! Men jeg fik da nydt både Santana (med purunge Mike Shieves fantastiske trommepræstation), Janis Joplin (med en fantastisk udførelse af Work Me Lord! Stort, stort tab for musikken, da hun døde kun 25 år gammel!) og Jimi Hendrix (hvis død var et ligeledes stort tab!).

Så klokken blev ret så mange, før jeg kom i seng. Så bilen kom ikke på værksted i dag heller. Ligemeget. Det er ikke noget der haster. Bare den er klar inden uge 29, når den skal ud og køre lidt længere end den plejer...

Jeg var så træt så træt på arbejde i går. Troede næsten jeg var ved at blive syg. Ramte nærmest en mur omkring klokken 18, og måtte virkelig anstrenge mig resten af aftenen for at holde dampen oppe. Heldigvis havde jeg forholdsvis travlt, så resten af aftenen forløb ret hurtigt.

Nå, jeg må se at gøre mig klar. Skal til samtale med fagchefen lige om lidt.

Burde aflevere min bil til 2-dages undervognsbehandling. Men så skulle jeg have været tidligere oppe. Så det blev ikke i dag. Lad os se om det kan blive i morgen...
Skal i løbet af ugen en tur til Gentofte og besøge veninden på den lukkede. Men ugen er først lige startet, det behøver ikke være lige nu...
Burde skrive nogle e-mails til folk jeg skylder en hilsen. Men jeg gider ikke...

Skal i morgen til samtale med min fagchef angående min fremtidige ansættelse. Det er mig selv, der har bedt om samtalen.
Til november udløber mit vikariat, efter næsten to år, og jeg vil gerne være på forkant med tingene.
Den nye fagchef blev lidt overrasket over at høre, at jeg arbejder syv dage ad gangen. Og hvis hun har forestillet sig, at jeg fremover skal arbejde 5-2(2-5), så må hun tro om, for jeg kan af gode grunde ikke arbejde om aftenen, når jeg har mine børn.
Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at have en eller to dagvagter i de uger, hvor jeg har mine børn. Og dermed en eller to fridage i mine børnefri uger. Det ville give mig en chance for at holde friaften uden børn en gang i mellem. Noget jeg ind i mellem savner (uden at det dermed skal forstås som en klage - jeg er skam da vældig priviligeret som jeg har det nu det véd jeg godt).
Nå, men det bliver spændende at høre hvilken holdning fagchefen har til dét. Jeg tager det stille og roligt. Jeg har mine krav, og hvis hun ikke er villig til at imødekomme dem, så er det bare synd for hende, for så mister hun en god, erfaren og velkvalificeret sygeplejerske, der så let som ingenting kan få opfyldt sine krav igennem et vikarbureau, endda til en bedre løn!

Havde mareridt om tordenvejr i nat!
Pisse-irriterende med sådan en fobi...

Åhr, hvor er jeg forsovet!
Jeg kan næsten ikke få liv i skroget. Har allerede tømt to krus kaffe, men den er ikke ”kicked in” endnu.

Troede jeg skulle have en stille og fredelig søndags-vagt i går aftes. (Havde taget en vagt for en kollega, der skulle have gæster fra udlandet). Meeen, sådan skulle det ikke være. Kom først hjem kl. 1. Sad derefter og halvsov foran fjernsynet, mens jeg tvang mig selv til at drikke den øl, jeg sådan havde længtes efter de sidste timer på arbejde. Gav omsider op og gik i seng...

Jeg har ellers prøvet noget nyt i weekenden!
Jeg har været på CAMPING!
Lånte vennernes lille kuppeltelt og tog til Orø! Over fredag eftermiddag med én af de sidste ture med den 45 år gamle Orø-færge fra Holbæk. En fin ny, større færge ligger klar i Holbæk Havn og bliver indsat på ruten på søndag.
Fandt campingpladsen, der ligger dejligt lige ved stranden...

Det er mange år siden jeg sidst har camperet. Faktisk ikke siden før min ældste søn blev født. Faktisk så er jeg ret så sikker på at han blev undfanget i et telt på en campingtur.
Han storebror på dengang fem år (min eks’ søn) var med på den campingtur og elskede det! Hans far lovede ham siden, at de to skulle på en far-søn-campingtur, hvor de skulle fiske. Turen blev bare aldrig til noget. Årene gik og de kom aldrig afsted. Og drengen er efterhånden blevet 13 år. Meget symptomatisk for faren, fandt jeg senere efterhånden ud af, at love alt muligt som ikke bliver holdt. Bare synd når det er børn det går ud over.
Jeg har faktisk sovet i telt én gang siden, det var sommeren 2001. Vennerne var på weekend med kajak-klubben, og jeg havde, af en eller anden grund, fri-weekend uden børn. Så de havde inviteret mig til at komme og overnatte på deres teltplads. Det var vældig hyggeligt med bål og rødvin o.s.v. Men uvant med at ligge i telt, som jeg var, vågnede jeg brat, da den første fugl begyndte at pippe (ca. ved 4-tiden!), og kunne ikke falde i søvn igen. Til sidst stod jeg op, pakkede mine ting, og vandrede de ca. 300 m. gennem skoven til parkeringspladsen, tog min bil og kørte hjem. Og sov!

På Orø sov jeg heller ikke for godt. Men det lykkedes mig dog at falde i søvn igen, hver gang jeg vågnede af en lyd. Desværre havde jeg glemt ørepropperne.
Jeg klarede den fint med at slå teltet op. Jeg ér faktisk gammel spejder. Og et kuppeltelt behøver man ikke være Einstein for at finde ud af at slå op. Så jeg blev ikke til grin dér.

Det blev jeg til gengæld da jeg skulle grille pølser. Jeg havde købt sådan en éngangsgrill. Sådan én havde jeg aldrig prøvet før. Jeg besluttede mig for at sætte grillen på et hjørne af den store fællesgrill (der ikke var i brug), for at være i nærheden af børnene (de gad ikke opholde sig nede i det fjerne hjørne, hvor vores telt var). Jeg var meget bevidst om, at alle havde udsigt til mig og grillen, og læste derfor brugsanvisningen indgående, igen og igen, inden jeg tog pap-låget af, placerede grillen på grillen, og tændte ild til det selvantændelige stykke stof, der lå henover kullene. So far – so good. Troede jeg! Mens jeg stod og beundrede flammerne, og tænkte at dét her havde jeg sgu da helt styr på, opdagede jeg at jeg havde glemt at fjerne selve papkassen grillen stod i! Jeg tog fat i kanten på grillen, og mens jeg brændte mig afsindigt løftede jeg grillen ud af papkassen!
Men jeg fortrak ikke en mine. Jeg slap ikke grillen før den var ude af pappet og placeret på den store grill igen. Jeg stod ikke og hoppede og viftede med armene. Jeg gik stille og roligt hen og smed pappet ud i skraldespanden, gik stille og roligt hen og og bad en anden voksen holde øje med min grill, hvorefter jeg gik stille og roligt ind på badeværelset, tændte den kolde hane, bandede og svovlede, og badede mine forbrændte pegefingre.
Efter ca. ½ time besluttede jeg mig for at grillen var klar. Pølserne kom på, og blev kulsorte!
Børnene ville ikke spise dem. Det endte med at de fik rugbrød.
Imens grillede de garvede campister bøffer og grillspyd på deres individuelle luxusgrille. Lavede forretter og salater. Drak rødvin og grinede med vennerne. Jeg drak en øl og røg en smøg, mens jeg kiggede på børnene, der tilsyneladende ikke kunne blive trætte af at hoppe i hoppepuden.

Men alt i alt var det da vellykket. Og jeg tror jeg har taget hul på en ny regelmæssig aktivitet.
Afleverede børnene hos deres far i går kl. 14 og kørte hjem, gik i bad og skiftede tøj.

Og så på arbejde i tordenvejr! Ikke sjovt. En elevator-fobiker kan tage trappen. Hvad gør en torden-fobiker, der er udekørende sygeplejerske? Bider tænderne sammen, og kører med hjertebanken og koldsved ud i det! Ikke sjovt! Men heldigvis var det kortvarigt at det var lige op over. De næste par timer var det bare en svag rumlen.

Latinoen har lige haft ringet. Han snakkede og snakkede og snakkede og snakkede. Hans ekskone har (igen) fundet sig en ny kæreste. Denne gang en overlæge med mange penge. Der er bare lige den hage ved det, at han er gift og har to teenagebørn. Meeen han skal snart fortælle sin kone, at han vil skilles...

I lørdags rejste mine børns storebror hjem til sin mor på Færøerne. Han har boet et år hos sin far.
Det er en længere historie: Hans forældre blev skilt da han var to år. Et år senere rejste moren til Danmark, og faren (min eks) fulgte efter for at være i nærheden af sin søn. Vi mødte hinanden to år senere, og drengen kom hver anden weekend + ferier hos os, indtil moren flyttede tilbage til Færøerne i 1998. For 1½ år siden kom han så ned og bo hos sin far, fordi moren ikke kunne magte ham længere. Han havde på daværende tidspunkt ikke været i skole i næsten ½ år!
Nu må vi så se, om han falder tilbage i sit gamle mønster med pjækkerierne, når han starter i 8.klasse efter sommerferien. Moren har i mellemtiden fundet en ny kæreste og er flyttet...

Og sikke et herrens vejr det er blevet! Godt man ikke ligger i telt på Orø!

Lifesucks har lavet en flot liste over danske weblogs med tidspunkt for webloggens start.