Pyha, sikken uge!
8 arbejdsaftener i træk á 8,5 time + overarbejde hver aften = over 70 timer!
Og der har været ret travlt. Jeg misunder ikke min kollega, som er forholdsvis ny i jobbet, at hun skal have aftenvagt i aften. Jeg har lavet en meget udførligt beskrevet køreliste til hende, så hun er så velforberedt som muligt. Men der er p.t. mange opgaver der kræver godt med hår på brystet, både fagligt og psykisk...Nå! Men JEG har fri! (Jeg oplever ind i mellem efter en krævende uge, at jeg kan have lidt svært ved at slippe det helt. Må tage mig selv i at ringe og høre hvordan det nu går...) Men jeg har FRI!
Har brugt en del af formiddagen på at gennemgå en venindes eksamensopgave, før hun skal forsvare den mundligt i morgen.
Hun er også sygeplejerske, og er ved at afslutte en pædagogisk videreuddannelse. Senere i dag skal vi så diskutere opgaven, bl.a. hendes konklusion og løsningsforslag.
Det er en lidt sjov historie med hende: Vi arbejdede på den samme afdeling på Kommunehospitalet i 1991-92. Jeg var superglad for at arbejde dér, og kom godt ud af det med samtlige kolleger, på nær én!
Jeg kunne simpelthen ikke arbejde sammen med denne sygeplejerske. Hun var både overfladisk og arrogant, og jeg syntes hun egnede sig bedre til at arbejde på en operationsgang, hvor hun ikke skulle have med mennesker at gøre..!
Mærkeligt nok, så blev hun ved med at spørge mig om jeg ville med i byen. Til sidst sagde jeg ja. Og den ene bytur tog den anden. Hun skiftede job (til intensiv), og udenfor sygehusets mure kom vi særdeles godt ud af det med hinanden, på trods af at vi er meget forskellige på mange områder. Vi har flere gange været ude at rejse sammen, hvilket vi er rigtig gode til. Og nu i uge 27 agter vi at gøre vi Kreta usikker!
Min ældste søn fylder 7 år på torsdag, så jeg kan godt få ugen til at gå med gave-indkøb og fødselsdagsfestforberedelser. Torsdag skal vi i BonBon-Land, lørdag bliver jeg invaderet af et dusin frække drenge, og søndag tar vi i Sommerland Sjælland (sidstnævnte med fodboldklubben).
Lationen har lovet at hjælpe mig lørdag. Og apropos, jeg købte ham forresten en spansk fodbold-t-shirt forleden. Der var t-shirt-tilbud i Sportsmaster, og jeg fandt en over-over-fed t-shirt til mig selv (fra fodbold VM i Japan/korea), nedsat fra 250 kr til 50 kr. Og omtalte t-shrit til latinoen, nedsat fra 199 kr til 50 kr. Det er sjældent jeg køber tøj til mig selv, men jeg har det rigtig, rigtig godt med den t-shirt. Den er bare så flot! Og lationen blev vildt glad! Han var ikke hjemme, så jeg hang den på hans dør. Da jeg senere på aftenen kom forbi, for at se om han havde fået den, havde han den på, og den klædte ham rigtig godt. Han er vild med spansk (Real Madrid) og brasiliansk fodbold.