I marts 1995 indledte jeg en hurtigt nedadkørende rutchetur, da min nære ven og mentor pludseligt og helt uden varsel var faldet død om. Jeg gik fuldstændig i sort, og kunne slet ikke finde livslysten igen. Min verden faldt sammen, og jeg fandt kun trøst ved i min fritid at sidde og drukne virkeligheden på byens dunkle værtshuse.
Dér følte jeg mig nogenlunde tilpas, da en kombination af alkohol og udmattelse havde hensat mig i en tilstand af dejlig virkelighedsfjern afslappelse. Jeg havde formentlig, efter endnu en søvnløs nat, været oppe siden klokken 5.30, på arbejde hele dagen, og derefter gået direkte på værtshus, og hvis jeg havde fri dagen efter, eller skulle møde sent i aftenvagt, kunne jeg blive hængende indtil de lukkede, og gå videre til det næste lyssky sted.

Min dømmekraft forblev dog stadig fuldstændig intakt, ja den blev nærmest skærpet. Jeg følte mig i stand til i dén grad at aflæse andre menneskers værdier og hensigter, og jeg har mødt nogle helt fantastiske mennesker, netop i disse dunkle kældre, blandt skæve eksistenser, drankere, desperadoer, kæmpebranderter, psykopater, ludere, grønlændere og mennesker der, ligesom jeg, var ude og lufte dæmoner. Jeg havde det med andre ord ret fedt i disse bamhjertige timer, hvor alle ubetydeligheder er væk, og kroppen og hjernen er én dunkende, sansende energi...!
Kan I huske filmen Flamberede Hjerter? Da hovedpersonen, sygeplejersken, (spillet af Kirsten Lehfeldt), ramt af chok og desillusion, ender på druk på ét af Købenshavns hårdeste værtshuse? Forskellen på hende og mig, i dén situation, var bare, at hun ikke lod til at få noget videre positivt ud af det, mens jeg imidlertid dér kunne slappe helt af og føle mig vældigt i live.

Jeg følte mig dog ikke særlig veltilpas, når jeg X antal timer senere, stod nede i omklædningsrummet på hospitalet og desperat forsøgte at få de dér øjne til at se nogenlunde normale og levende ud. Men øjnene er virkelig en sladrehank, når resten af kroppen er i en tilstand af total udmattelse, og det gjaldt virkelig om ikke at få direkte øjenkontakt med kollegerne. Forinden havde jeg været i et langt bad i et forsøg på at vaske den grimme lugt væk, men den kom bare igen, når jeg svedte. Den var i min krop, og jeg følte jeg stank langt væk. Jeg fatter stadig ikke, at ingen fattede mistanke. Men jeg gjorde osse en enorm, næsten umenneskelig indsats for at virke frisk og kompetent på dage som disse. Og jeg var jo ikke just prototypen på en alkoholiker; en veltrænet, ung, køn, frisk, slank, cykelpige som mig. Desuden var Sundby Hospital et sted med en noget broget forsamling af både personaler og patienter. Der var lissom lidt højere til loftet, så der skulle meget til, førend man fremstod som mærkværdig eller mistænkelig.

Jeg kom på prøve en af de allerværste morgener, hvor mit hoved var ved at eksplodere på vej op ad trappen til afdelingen. Jeg var iført kittel og reparations-make-up der allerede var ved at blive tværet ud af sved, og jeg tænkte; jeg-klarer-det-ikke-jeg-klarer-det-ikke-jeg-klarer-det-ikke. Netop som jeg trådte ind ad døren klokken ti minutter i syv, som den først ankomne dagvagt, kom en nattevagt løbende ud fra en patientstue og råbte, ”Hjertestop!, der er hjertestop!, hjælp!”. Og tingene gik rasende hurtigt. Jeg var den styrende, for sygehjælperen var delvist i panik, og jeg handlede prompte og korrekt. Alt gik perfekt efter bogen. Jeg rystede ikke engang på hænderne, mens jeg trak sprøjter op med adrenalin og dopamin, efter ordrer fra de læger, der var kommet løbende indenfor ét minut efter at jeg havde meldt hjertestop over telefonen. Der kunne ikke have været handlet hurtigere, end der blev dén morgen. Alt gik simpelthen perfekt! Bortset fra at patienten (der blot havde fået foretaget en rutineoperation) altså ikke overlevede...Men jeg var meget, meget tilfreds med min egen indsats!

Fordi jeg altid var så forbandet pligtopfyldende, havde jeg så godt som ingen sygedage den sommer. Der var lige to enkeltstående dage i løbet af marts/april måned, hvor jeg simpelthen var ude af stand til at gå på arbejde, og derfor, med frygtelig dårlig samvittighed, meldte mig syg. Det medførte, at min afdelingssygeplejerske ringede mig op derhjemme, og var oprigtigt bekymret, og spurgte ind til min vens død o.s.v. Og selvom jeg blot fejede hende af med, at jeg var ok, og det bare var en forkølelse/dårlig mave, så er jeg hende, dén dag i dag, taknemmelig for den ægte, oprigtige omsorg hun udviste ved sin opringning. Nu vil nogen måske tro, at hun bare ringede for at finde ud af hvornår jeg havde tænkt mig at komme på arbejde. Men det gjorde hun ikke, for jeg havde allerede raskmeldt mig. Det var ren og skær omsorg. Og selvom hun intet kunne gøre for at hjælpe mig, så var det en trøst at vide, at ikke alle har for travl til at tænke på andre.

Mine bofæller på Vesterbro var da også urolige for mig, og forsøgte fra tid til anden at snakke med mig, men jeg er ikke lige sådan én der vender vrangen ud på mig selv, så det fik de ikke meget ud af. Efterhånden begyndte deres blikke og deres bemærkninger da også at irritere mig, og jeg lånte et kolonihavehus af en bekendt, som jeg flyttede ud i. Dér kunne jeg gå i hundene uden indblanding!

»Vi kan allerede nu konstatere, at et højtryk i løbet af søndagen vil danne sig over hele landet. Desuden strømmer varm luft fra Sydeuropa snart over os. Det er denne kombination, som vil give os alle sol og varme fra søndag og i den kommende uge.«

Det skriver BT i dag.

(Der står osse, at der er 28 grader på Kreta. Men det er fordi temperaturen måles hver dag kl. 9 om morgenen. Det var osse derfor det kom bag på mig hvor varmt det faktisk var dernede, for jeg havde jo regnet med DMI's prognoser (der så viste sig at gælde den daglige temp. kl. 9). Temperaturen steg betragteligt i løbet af dagen, og nåede op på næsten 40 grader om eftermiddagen!)

Og det er jo ikke så tosset, dét med at det rigtig gode vejr starter søndag, eftersom jeg har sommerferie, når jeg går fra arbejde søndag midnat.

Ja, nu HAR jeg jo godtnok lige været på Kreta, men det var jo ikke RIGTIG ferie, det var jo bare en forlænget fri-uge. Næh, FERIEN starter på søndag, ferien med BØRNENE!

Først skal vi besøge noget familie i Nakskov i et par dage.
Derefter går turen til Maribo, hvor vi skal være hos mine gode venner. Vi skal bl.a. ud og swinge til glad jazzmusik på Maribo jazzfestival, og én aften skal vi voksne ud i byen og drikke iskolde fadøl og danse, mens alle børnene passes hjemme i vennernes hus af en barnepige. Ha, ha! Hi, hi! Ho, ho! Vennerne er opsatte på at få mig "afsat", og lad dem da bare være det. Jeg glæder mig blot til at more mig, især nu hvor der er lovet så godt vejr!

Fra Maribo går turen direkte til Samsø, hvor ungerne og jeg traditionen tro skal på en uges familiehøjskole.

Den sidste ferieuge står åben. Måske har vi fået oplevelser nok og vil hjem og slappe af og nusse rundt og køre til den lokale strand. Måske dukker der noget spændende op i løbet af ferien, som vi har lyst til at bruge nogle dage på. Vi får se..!

This is my blogchalk:
Denmark, x-købing, Danish, English, Female, 36-40.

(Via BlogChalking via sleepingsheep)

Jeg gik raskt afsted gennem Rethymnons gader, mærkede ikke den bagende varme eller rygsækkens vægt.
Fandt hurtigt hotellet. Receptionisten smilede stort til mig, idet hun bød mig velkommen med mit navn. Imponerende! Værelse 218 på 2. sal. Værelset var mørkt, idet mørklægningsgardinerne var trukket for, for at holde solen ude. Jeg tændte lyset. Pænt værelse, højt til loftet. Jeg trak gardinerne fra og åbnede vinduet. Nedenfor var en lille smal gade, overfor en altan fyldt med blomsterkrukker.
Jeg iførte mig bikini, og trak shorts og bluse på igen. Greb badehåndklædet og gik ned ad trapperne, gennem en marmorbelagt hall, og ud i haven med poolen.
Haven var frodig med masser af blomstrende træer og buske. Rundt omkring hang fuglebure med kanariefugle. Hvert bur havde sin egen lille flerfarvede paraply skråt hen over sig som afskærming for solen. Det var ret nuttet! Poolen var blikstille, hér var ingen skrålende børn. Foruden mig, var der kun et ungt par der lå og solede sig på hver sin solseng. Og en mand sad og læste en avis på en skyggefuld terasse bag poolen. Jeg brusede mig, og mærkede poolen. Vandet var varmt! Æv! Lagde mig i solen og slappede af. Det blev hurtigt alt for varmt. Gik alligevel i poolen og svømmede lidt rundt. Stod op, brusede, og returnerede til mit værelse. Tog badetøjet af og iførte mig shorts og t-shirt igen, og gik ud for at få noget frokost. Der var mange spændende små butikker og caféer.
Gik og gik og mistede orienteringen i de små snævre gader. Fandt dog til sidst havnen, og kunne herfra se fæstningen. Der var en havnepromenade hvor bordene nåede helt ud til kajkanten. Jeg valgte et bord ved kanten og bestilte tzatiki. Det var den værste tzatiki jeg endnu havde fået! Og brødet var tørt! Men udsigten ud over havnen var fin. Jeg opdagede, at der var masser af små fisk i havnebassinet, og vandet var klart, så man kunne tydeligt se dem. Jeg begyndte at smide små stumper brød i vandet, og snart vrimlede det med fisk, der kastede sig over brødet!
Således underholdt (men ikke mæt, jeg spiste kun lidt af tzatikien), gik jeg videre. Jeg havde nu genvundet min retningssans, og gik lidt mere på opdagelse. De små snævre stræder, med vinrankerne der klatrede op og dannede tag henover de små fortovscaféer, var virkelig stemningsfulde. Jeg tog flere billeder i Rethymnons små gader end jeg havde gjort på resten af turen.
Tilbage på hotellet, skiftede jeg atter til bikini, og gik igen ned til poolen. Der var kommet lidt flere mennesker. Det var endnu varmere, selvom klokken var henad seks. Jeg lagde mig i skygggen og svømmede ind i mellem en lille tur i bassinet. Så købte jeg en øl og sad ved et bord og drak den mens jeg læste lidt i min bog.
Jeg gik op på værelset igen og i bad. Iførte mig min eneste medbragte kjole (for første gang på denne ferie), og ventede på at det skulle køle lidt ned. Var nødt til at tænde aircondionanlægget for ikke at blive helt klistret af sved igen. Klokken ni gik jeg ud. Gaderne myldrede nu med mennesker, grækere og turister. Jeg fandt en shop der solgte nogle seje Digimon-t-shirts. Købte fire stk. til børnene.
4. juli. Det var min yngste søns fødselsdag. Fem år. Jeg havde ringet om formiddagen inden jeg tog bussen. Jeg vidste ikke hvor i verden de var, men det viste sig så at de var ved Gardasøen. Den lille sagde ikke så meget. Var lidt betuttet. Den store sov endnu. Men jeg fik da ringet og sagt tillykke. Det er det vigtigste. Sidste år da han havde fødselsdag mens vi var på højskole, ringede faren ikke, og han sendte ikke noget kort, selvom han udmærket vidste hvor vi var. Heldigvis fejrede jeg og højskolen ham efter alle kunstens regler, det kunne ikke have været mere festligt! Drengen spurgte ikke efter sin far, og jeg nævnte ham ikke. Men jeg var meget skuffet!
Der var en god stemning i gaderne, men jeg havde ikke lyst til at sætte mig nogen steder. Jeg var jo alene, og alle andre var sad parvis eller i en gruppe. Jeg gik og gik, men fandt til sidst en lille gade, hvor der var en ganske lille fortovsrestaurant. Jeg satte mig, bestilte lam og vin. Maden var god. Jeg sad og kiggede på folk der drev forbi. På balkonenerne ovenfor sad ældre grækere og viftede sig og stønnede i den usædvanlige varme. Mine lår klistrede, og sveden løb ned ad min mave under bomuldskjolen. Snakkede lidt med tjeneren.
Da jeg var ved at være færdig og bad om regningen, himlede tjeneren op om, at det da var alt for tidligt at gå hjem! Jeg sagde at jeg havde tænkt mig at gå en tur. Han havde fri om en halv time. Vi kunne jo gå ud og få en drink sammen! ”No thank you, I’m just going for a little walk, then I’m going back to my hotel, I have an early flight tomorrow...”!
Jeg gik lidt mere rundt. Jeg havde virkelig lyst til at gå ind i en usædvanlig hyggelig grotte af en bar, men lod være. Endte med at gå ned til havnepromenaden igen. Et ungt par bad mig tage et billede af dem. Smile – click! Jeg satte mig ved et bord og bestilte en øl. Jeg sad en times tid og betragtede folk der gik forbi, hvorefter jeg rejste mig og gik tilbage til hotellet. Klokken var blevet henad ét.
Jeg satte vækkeuret til klokken syv.
Vågnede efter en urolig nat, hvor jeg havde været vågen hver time, idet jeg hver gang vågnede og troede jeg havde sovet over mig og ikke nået transfer-bussen til lufthavnen!
Morgenmadsbuffeten var ok, men på ingen måde overdådig. Da jeg havde spist, tog jeg en kop kaffe med ud til poolen, og satte mig i skyggen af et træ og nød haven.
Gik herefter op og pakkede færdig, forlod rummet og betalte ved receptionen. Stillede rygsækken, og gik hen til supermarkedet på den anden side af gaden og købte en flaske Metaxa til Tina. Jeg drikker sjældent spiritus, så jeg køber Metaxa til hende, så køber hun cigaretter til mig.
Sad og sludrede lidt med de fire andre danskere fra hotellet, der skulle afsted med samme fly.
Afsted med bus til lufthavnen i Chania.
Helvedes besværlig indchekning, for alle skulle have røntgenfotograferet deres bagage igennem ét røntgenapparat, så det var bare at stille op i en hundrede meter lang kø! Herefter indcheckning, hvor personalet ”glemte” at fortælle os at vores fly var 2 timer forsinket. Så vi diffunderede intetanende op gennem security-checkposten og ind i afgangshallen, hvorfra man ikke kunne komme tilbage, og hvor der viste sig at være absolut ingen service-faciliteter udover en lillebitte toldfri butik, og nogle overfyldte toiletter. Den ikke særlig store hal var stopfyldt med passagerer, der hold efter hold, som kvæg på et slagteri, forsvandt ud igennem de fem gates til de ventende fly, der ankom og afgik i én stime.
Jeg havde regnet med, at jeg skulle spise lidt frokost i lufthavnen, for jeg havde ikke bestilt mad til flyet. Men jeg måtte nøjes med en dåse cashewnødder.
I flyet sad jeg ved siden af to teenage-piger. Den ene gav mig sin chokolade-muffin, der var så stor, at jeg faktisk blev mæt.
I Kastrup tog jeg bussen over til indenrigsterminalen, fandt bilen, smed baggagen ind, og kørte hjem. Vejret var fint, og det føltes slet ikke koldt, selvom det var mindst 15 grader koldere end på Kreta.

Jeg savner mine børn.

Åh, hvor jeg bare ikke giiider den her arbejdsuge!
Havde ret travlt i går aftes. En hel masse irriterende uinteressante ekstraopgaver. Var så træt da jeg kom hjem, at jeg næsten ikke engang orkede at drikke min godnat-øl. Sad alligevel og hang over en National Geographic udsendelse om u-både i den kolde krig. Stavrede i seng ved 3-tiden og vågnede kl. 8.30. Har siden forsøgt at falde i søvn igen, men uden held.
Piv, piv, ynk!
Jeg må hellere få skrevet Kreta-historien færdig, inden jeg der kommer for meget tid og arbejde og lægger sig ovenpå det...

Ved busstopstedet i Plakias stod, foruden mig, et par andre mennesker. Deriblandt en ung, bleg, ranglet fyr iført lille rygsæk, taske, bøllehat og walkman. Han stod meget uroligt, virrende med hovedet, flakkende med øjnene. Mærkelig type!
Da bussen kom, satte jeg mig, som jeg har for vane, på et sæde i den side af bussen på hvilken baggagen blev læsset ind og hvortil lugerne stadig var åbne, således at jeg kunne holde øje med, at ingen rendte afsted med min rygsæk. Især fordi den mærkelige fyr stadig stod udenfor og hoppede uroligt.
Ingen stjal selvfølgelig min rygsæk, men man er jo nødt til at være lidt forsigtig. (På alle mine rejser har jeg aldirg fået stjålet noget. Da jeg engang var afsted ni måneder i træk, mistede jeg kun et håndklæde og et par billige solbriller, måske har jeg bare været mere heldig end fornuftig...).

Fyren med walkmanden sad skråt overfor mig. På hele busturen sad han og snakkede højt med sig selv (på britisk-engelsk), og gestikulerede vildt (ind imellem råbte han sågar), mens han hørte musik eller skiftede bånd (han skiftede bånd mindst 10 gange på den én time lange bustur). Folk i bussen (mest grækere), skævede usikkert til ham, når han kom med en af sine pludselige råbende gestikulationer, og gav hinanden himmelvendte blikke, mens de mumlede noget på græsk.
Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt han var på svampe, en slags piller, eller om han bare simpelthen havde en eller anden permanent forstyrrelse. Eller begge dele?...

Nå, men han fortsatte bare i samme rille, blev hverken mere eller mindre urolig i løbet af turen, og efterhånden slappede alle passagerne af. Det var nu kun ny-ankomne passagerer der rynkede panden og stirrede mistænksomt...
Bussen ankom til busterminalen i Rethymnon, og alle stod af. Da jeg steg ud af bussen blev jeg antastet af en græker, der forsøgte at prakke mig et hotel på. ”No thank you, I already have a hotel”, svarede jeg og gik videre. Bag mig hørte jeg manden henvende sig til den mærkelige unge englænder:

”Hello sir, you need a room?”
“What?”
“A hotel. Do you need a hotel-room?”
“A room! Oh yes, I definitely need a room, definitely, definitely need a room!”
“I have a room for you, sir!”
“You DOOO..??!?!...”

Jeg overhørte ikke mere af samtalen, jeg var nået for langt væk fra bussen.
Jeg gik i retning af den høje fæstning, nedenfor hvilken mit hotel skulle være lokaliseret...

Sjov gif jeg lige fandt...

Stakkels, stakkels mænd!

Søndag besluttede vi at prøve nudiststranden, der bestod af den fjerne østlige ende af stranden, op til en lodret klippevæg. Her lå alle uden tøj på, så vi følte at vi osse hellere måtte smide bikinien. Så det var bare på med faktor 60 på balderne. Efter nogle timer føltes det ikke helt så akavet længere. Det er osse skønt at svømme i havet uden tøj på. Man føler sig som i ét med elementet!

Mandag aften trak det op til regn (som dog udeblev), og vi besluttede at droppe at spise på den åbne fortovsrestaurant vi havde planlagt. Da vi passerede en indedørs-restaurant, opdagede vi at der var levende musik, og besluttede at gå derind og spise. Det fortrød vi ikke, for det viste sig at de to musikanter kun var optakten til, hvad der skulle vise sig at blive en fantastisk græsk aften. Der kom fire dansere, og til sidst dansede hele restauranten rundt i græsk kædedans, helt ud på gaden! Tre timer senere gik vi forpustede derfra, og da var musikken og dansen ikke slut endnu. Og maden var både billig, god og overdådig! Da vi næste dag kom forbi og spurgte tjeneren hvor tit der var danse-optræden, fik vi at vide, at det kun var om mandagen. Hvor heldige vi havde været!

Tirsdag tog vi, sammen med Susanne og Kia, bussen til en nærliggende strand, Damnoni Beach, en lidt mindre, fredeligt beliggende strand. Et dejligt sted. Desværre fik Kia et af sine hysteriske anfald, og Susanne tog hjem med hende da der var gået en time og anfaldet ikke så ud til at stoppe. Ak ja, jeg kender det jo så godt fra min yngste søn. Vi andre blev på stranden nogle timer endnu.

Torsdag tog vi båden, ½ time hver vej, til en opreklameret ”palm-beach” ved navn Prevelli Beach. Vi havde i forvejen fået at vide, at det ikke var noget særligt, så vi blev ikke alt for skuffede. Det blev til gengæld et dansk par vi mødte med en 1½ år gammel datter. De havde lejet en bil og havde kørt i 3½ time fra øst-Kreta for at komme til den ”fantastiske” strand, der var et fluepapir med badeturister. Og nu skulle de tilbage, 3½ time igen! Det der gjorde stranden ”fantastisk”, var at en kløft og en flod mundede ud dér, og der derfor var ekstra vegetation og et par palmer, hvilket fik stedet til at virke lidt tropisk.
Sejlturen var ingen speciel nydelse, for motorens larm var så overdøvende, at det var en sand befrielse at gå fra borde!

Der er en del kulturelle seværdigheder på Kreta, men dels er det ikke noget for børn, og dels var der hedebølge mens jeg var der, så jeg skulle ikke nyde noget af at sidde i en bus, eller gå rundt i en ruin i næsten 40 graders varme. Én af de helt store attraktioner, Samaria Kløften, blev simpelthen lukket for publikum i ugens løb på grund af de høje varmegrader!

Jeg havde allerede tirsdag-onsdag fået nok af børnefamilier (jeg kom til at savne mine drenge mere end godt var), campingpladsen og prinsesse-teltet, og besluttede at jeg ville forlade Plakias allerede fredag formiddag. Mit fly skulle afgå lørdag kl. 12.50, og min officielle undskyldning for at tage afsted til Rethymnon fredag var dels at se byen, dels at være tættere på lufthavnen, så jeg ikke skulle op og afsted klokken lort lørdag morgen fra Plakias.
Tina var frygtelig skuffet over min beslutning, især fordi der skulle være grill-aften fredag aften, og hun ville så gerne at vi rigtig skulle ha’ det sjovt denne aften. Men min beslutning var taget. Jeg kunne ikke vente på at komme afsted, og det var med en følelse af stor frihed jeg, fredag formiddag efter morgenkaffen, iførte mig min elskede Lowe, tog afsked med Tina og Julie, og begav mig afsted til busholdepladsen. Dagen forinden havde jeg booket et værelse på Hotel Fortezza, midt i Rethymnons gamle bydel...

Dagene i Plakias går med at sove indtil teltet simpelthen er blevet så varmt at man vågner pustende og svedende med en følelse af at være fuldstændig opsvulmet og ude af stand til at få luft! Iføre sig en t-shirt og et par små shorts, vralte ud af sovekabinen og ud i den lidt køligere luft udenfor teltet. ”Go’morgen” til Julie, der sidder stille og leger med sine dukker i forteltet kun iført underbukser. Hente vand til kaffe, tænde op for gasblusset. Dække bord. Slukke for vandet. Gå til købmanden (lige om hjørnet) og købe brød, mælk eller juice og tomater. Tina står op. Drikke kaffe, spise morgenmad. Det er allerede blevet så varmt at tingene foregår i et meeeget langsomt tempo. Hvad skal vi lave? Tage til stranden? Til den anden strand? Nudiststranden? Være ved poolen? Rydde op efter morgenmaden. Pakke strandtaske med badetøj, håndklæder, kiks, læsestof, drikkelse. Udpege et godt sted ved stranden. Herefter går resten af dagen med at bade, sole, bade, sole, læse, bade, sole, evt. spise en let frokost på en nærliggende taverna, sole, læse, bade, sole, bade, pakke sammen, retur til campingpladsens pool, hvor ungerne bader og vi andre drikker dagens første kolde øl ved poolkanten. Ungerne kan øjensynligt ikke få vand nok og må tvinges op fra poolen, da dagen går på hæld, men det stadig er så varmt at det er svært at opholde sig andre steder end i vandet. Men vi må jo ha’ noget at spise. Så nu skal vi i bad og ha’ noget pænt tøj på. For Tinas og Julies vedkommende består det af små blomstrede sommerkjoler. For mit eget vedkommende er der blot tale om et par rene shorts og en ren bluse. Min medbragte sommerjakke kommer aldrig i brug, temperaturen kommer på intet tidspunkt under 28 grader, heller ikke om natten (om dagen kommer den op omkring 38 grader!). Jeg sidder og drikker en øl eller et glas hvidvin og ryger en smøg, mens jeg venter på at de to andre har pyntet sig færdige. Endelig går turen ned mod byen, hvor vi vælger en restaurant eller taverna, hvor vi vil spise. Lille Julie er opdraget med hård hånd af sin strenge mor, der konstant irettesætter hende, så hun sidder pænt og vitterlig gør sit bedste for at spise pænt, opføre sig høfligt, og endelig ikke spilde ned ad sin fine kjole, der helst skulle holde to aftener. Hun har en lille kuffert med, der indeholder papir, farver og dukker, så hun kan holdes beskæftiget, mens vi voksne snakker. Når hun ind imellem alligevel bliver træt og surmulende, bliver hendes mor voldsomt irriteret på hende, og hvæser ad hende. Hvis jeg forsøger at sige noget til for at opmuntre pigen, får jeg kort besked: ”Bare lad hende være!”, før jeg når at fuldføre mit spørgsmål. Maden består af spaghetti eller pizza til Julie, og græske specialiteter som tzatiki, vinbladsruller og suvlaki til Tina og mig. Tina drikker retsina og jeg, der ikke bryder mig om denne drik, nøjes med almindlig hvidvin. Susanne, hvis datter er mere almindeligt uopdragen, takker som regel nej til at holde os med selskab ved aftensmaden, og spiser andetsteds, trods det at jeg har forsikret hende gentagne gange om at mine drenge er meeeget værre! Jeg tror ikke hun orker Tinas misbilligende blikke. På vej tilbage køber Tina et stykke chokolade til Julie, der ikke bryder sig om is. På campingpladsen er der tre andre piger på samme alder som Julie, og de flokkes i vores telt, for Julie er den med allermest legetøj. Der let opstår små intriger, og Tina er konstant irriteret over at vores telt skal være legetelt, for det roder og støjer, og hun vogter konstant på de legende børn, og griber øjeblikkelig ind, hvis legen bliver for ”doktor-agtig”, eller et barn glemmer at tage sandalerne af, inden hun går ind i teltet. Først ved midnatstid begynder børnene så småt at blive gjort klar til natten. Og når de er lagt til ro, sidder vi voksne og drikker et glas vin eller to mere. Jeg går op og børster tænder, napper en flaske vand fra køleskabet, og lægger mig ind i min kabine, hvor jeg læser nogle sider i min bog ved hjælp af skæret fra en lille lygte, inden jeg lægger mig til at sove. Den unødvendigt medbragte sovepose ligger lynet åben ovenpå luftmadrassen og fungerer bare som en top-madras. Jeg ligger nøgen med et lagen, som det er for varmt at have over mig. Tina sidder udenfor og sms’er med sin nye kæreste i Danmark.

Vores naboer til den ene side er en familie, der kun holder sig for sig selv, og ikke hilser eller snakker med andre. De tre børn leger for det meste også kun indbyrdes. De er som regel allerede væk fra campingpladsen, når vi sidder og spiser morgenmad, og de er stortset altid gået i seng, når vi kommer hjem fra byen om aftenen. Guderne må vide hvorfor de har valgt denne ferieform, hvor det sociale spiller så stor en rolle, og hvor teltene står så tæt at man kan høre naboen slå en prut i søvne. Man synes jo, at man larmer og forstyrrer, bare fordi man snakker udenfor teltet i fyrfadslysets skær henad midnat. Det går mig lidt på, men Tina er ligeglad, hun griner og råber så højt det passer hende.
Til den anden side bor en familie med fire børn i alderen 15 til 6 år. De er utroligt sympatiske, både børnene og forældrene, og vi snakker en del med dem. De er begge biologer, og i Danmark bor de alle seks på 80 kvm i Valby.
Overfor bor et venligt, stilfærdigt ægtepar med to store børn. Skråt overfor bor et par med to mindre børn, de er også søde og rimeligt socialt anlagte. Susanne og Kia bor i den anden ende af pladsen, men kommer ofte forbi for at snakke/lege.
Men generelt er man ikke voldsomt sociale. Jeg kunne personligt ønske, at folk var lidt mere snaksagelige. De forskellige par har lige lovlig meget nok i sig selv. Måske er de bange for sådan nogle enlige kvinder som os..?

En uge i Grækenland.
Det har føltes som mindst 14 dage! Jeg synes det er lang-lang tid siden jeg tog hjemmefra hin morgen...

Jeg kørte afsted mod lufthavnen lørdag morgen den 28/6 kl. 5.15, efter mindre end 4 timers søvn (selvforskyldt). Køreturen ad de trafikfri motorveje tog kun 45 minutter. Parkerede i P1 (hvor man kan parkere i en uge for 299 kr), som er lokaliseret i den fjerne ende af indenrigsterminalen, så jeg kom på en fodtur over til udenrigsterminalen, hvilket ikke betød noget, når man blot bærer sin gode gamle trofaste Lowe-rygsæk!
Check-in, masser af tid i transithallen. Købte noget solcreme.
Boarding, take-off.

Tre timer senere, klokken ca. 11.30 lokal tid, landede maskinen i Chania på vest-Kreta.
Tog transfer-bussen til Rethymnon (en time, jeg faldt i søvn og blev vækket af en sød svensk dame) og blev sat af ved den lokale busstation. Svineheld! bussen til Plakias gik kun et kvarter senere!

I bus over bjergene fra nordkysten til sydkysten på et af Kretas smalleste steder. Turen tog en time. Landskabet var bakket, tørt og goldt med spredte buske, men i de kløft-agtige dale løb små bække, og dér var frodigt med græs, træer og blomstrende buske. Vi passerede 5-6 landsbyer med støvede snævre gader og små overdækkede tavernaer, hvor ældre mænd sad og spillede kort, og børn rendte rundt og legede. De ældre mænd vinkede og råbte venskabelige ord til bus-chaufføren.

Plakias er en mindre fiskerby med en del små pensionater, og der skulle kun være én campingplads. Spurgte chaufføren, som pegede mod øst. Og efter kun 10 minutter ad strandpromenaden fik jeg øje på et skilt med "camping" bag nogle træer.

Veninden, Tina, der havde spottet mig komme gående, kom løbende ud på vejen med åbne arme!
Campingpladsen havde en pæn stor swimmingpool, hvori det vrimlede med hvinende unger! Det gav et lille stik i hjertet. Æv, bare børnene havde været her . Det havde bare været alletiders...
Venindens datter, Julie, netop fyldt seks år, lå i en lyserød badering i poolen, iført lyserød bikini, og jublede da hun så mig: ”Heeej! Hvor er dine drenge henne?!”

Tina introducerede mig til Susanne, en frodig fynsk sygeplejerske, alene med sin lige så frodige 5-årige datter, Kia, der ligeledes plaskede rundt i poolen. Rundt omkring lå en halv snes forældre på drømmesenge.
Herefter viste hun mig op til teltet. Alle teltene (ca. 25 villatelte, hver med plads til ml. 3 og 6 personer) lå i en dejlig skyggefuld olivenlund, teltenes placering udgjorde to ”gader”. Jeg hilste på nogle naboer, der sad i skyggen og spillede kort, hvorefter jeg smed rygsækken ind i min sovekabine, og skyndte mig at finde min bikini og mit badehåndklæde frem, så jeg kunne få en tiltrængt dukkert i poolen....ahhh!

Efter en kold øl ved poolkanten og en sludder om løst og fast og rejsens forløb med Tina og Susanne, besluttede vi at gå til stranden. Det var ikke nogen lang udflugt, for stranden lå 3 minutters gang fra campingpladsen.
Dejlig strand, skønt klart vand!
Bagende sol! Cirka hver 10. min var man simpelthen nødsaget til at rejse sig, springe hurtigt på det brændende sand, ud i vandet og blive afkølet endnu engang. Plaske plaske, ahh! Ligge dér og træde vande og se rundt hen over den glimtende vandoverflade, på bugten, klipperne, stranden og byen omgivet af de høje takkede bjerge.
Langsomme svømmende bevægelser i det kølige salte vand...