For snart 20 måneder siden blev jeg og en anden sygeplejerske ansat i to sideløbende uspecificerede vikariater. Dog var det ene et barsels-forældreorlovsvikariat, og det andet en vakant stilling, men det var ikke sådan, at én af os havde barselsvikariatet. Den vakante stilling blev ikke tilbudt som fast job, idet man ville afvente en kommende om-strukturering (som er igangværende nu, og ikke har betydet nedskæringer på aftenvagten).
Jeg havde hele tiden arbejdet 7-7, (d.v.s 7 arbejdsdage – 7 fridage) (som jeg jo er nødt til, eftersom jeg ikke kan have aftenvagter i de uger jeg har mine børn), og kollegaen ligeledes, indtil hun meldte ud, at det var for meget for hende, og skar ned til 5 dage, de øvrige to dage blev så dækket af dagvagter og vikarer.
For ca. 4 måneder siden sagde min kollega op, og hendes vagtuge har siden været dækket af vikarer og dagvagter.
I mellemtiden har vi fået ny sygeplejerske-chef, desværre! Den hidtidige er avanceret i systemet med den nye struktur.
Den nye er upopulær, men jeg besluttede fra starten at være åben og give hende en chance.
Jeg startede med at bede om et møde, hvor vi skulle drøfte min fremtidige situation. Jeg havde behov for at få en fast ansættelse, og desuden var jeg interesseret i at drøfte muligheden for at komme til at arbejde 5 aftener i lige uger (når børnene er hos faren) i stedet for 7. Og så til gengæld arbejde 2 dagvagter i ulige uger, når børnene alligevel var i skole/børnehave. Det ville nemlig give mig to fri-aftener i mine børnefri uger. Aftener som kunne bruges til at gå i biografen, i byen, gå til spansk på aftenskole, måske endda tid til en kæreste en skønne dag, who knows.
Nå, men jeg følte mig temmelig selvsikker, idet jeg jo havde bevist over næsten 1½ år, at jeg var en god, pålidelig og kompetent arbejdskraft. Desuden var der faktisk to vakante aftensygeplejerskestillinger i kommunen.
Mine tidligere uoverensstemmelser med nogle af dagsygeplejerskerne vedrørende nogle etiske dilemmaer er fortid, og samtlige dagsygeplejersker har uopfordret i forskellige vendinger givet udtryk for , at de er særdeles tilfredse med mig.
Samtalen gik fint, og jeg fik fremlagt alt hvad jeg havde på hjerte, men den nye chef (som kom ½ time for sent i øvrigt), havde meget lille overblik over sin nye situation og distriktet i det hele taget, hvilket blandt andet kom frem, da hun opfordrede mig til at søge den ledige stilling i det andet distrikt, selvom jeg prøvede at forklare at der osse var en ledig stilling i MIT distrikt.
Anyway, jeg endte med at søge stillingen i det andet distrikt, og blev kaldt til ”samtale”.
Jeg havde regnet med at det var en afslappet samtale, hvor vi skulle drøfte praktiske ting, såsom arbejdstider o.s.v. Jeg var jo lissom ikke ny i kommunen. Efter 1½ år havde jeg jo bevist mit værd.
MEN jeg blev ret chokeret over at møde op til en regulær jobsamtale med den nye chef og to sygeplejersker fra det andet distrikt. Det betød at samtalen forløb ret kluntet for mit vedkommende, da jeg blev bedt om at gøre rede for hvor jeg tidligere har arbejdet, mine fritidsinteresser o.s.v. Det var IKKE det jeg havde forventet af den samtale!
Undervejs i samtalen, da jeg forklarede hvorfor jeg ikke kunne arbejde om aftenen i ulige uger, og derfor ikke kunne arbejde på 5-2 basis, sagde min nye chef at jeg var ”ufleksibel”, hvilket jeg blev ret fortørnet over, idet jeg netop havde sagt at jeg kunne arbejde nårsomhelst i lige uger, men blot ikke aften, nat og weekender i lige uger. Jeg sagde, at hvis det at prioritere sine børn var ”ufleksibelt”, ja så var jeg ufleksibel!
Samtalen forløb, med andre ord, ret dårligt!
Jeg fik heller ikke stillingen. Den blev besat af en udefra, der kunne arbejde 5-2.
Chefen sagde, at hun gerne ville have at vi ventede med at drøfte min situation yderligere, idet hun manglede overblikket.
Nå, men der var jo stadig to stillinger i mit eget distrikt, men det havde chefen åbenbart ikke overblik over...
I går var jeg så indkaldt til aftensygeplejerskemøde, hvor chefen så lige pludselig ud af ærmet fortæller, at der er ansat en sygeplejerske i den anden stilling i mit disktrikt!
Jeg var mundlam af chok! Da jeg endelig fik mælet, og begyndte at spørge til det, fik jeg at vide, at vi ”ikke skulle snakke om mig”.
På vej ud, en time senere, bad jeg chefen ringe mig op på mit mobilnummer på arbejdet senere.
Mens jeg cyklede fra den ene ende af byen til den anden, fór tankerne rundt i hovedet på mig. Jeg måtte jo konkludere, at chefen, uden i øvrigt at kende noget til mig, simpelthen vil af med mig, fordi jeg er for besværlig m.h.t. arbejdstider.
Da jeg ankom til mit distriks sygeplejerskekontor, fortalte jeg dagvagterne, at der var ansat en ny sygeplejerske i den ene aftenvagtstilling i vores distrikt. De var mindst lige så chokerede som mig. De havde intet hørt om dette, og var ikke blevet inviteret med i noget ansættelsesudvalg.
Jeg sidder nu tilbage i forældre-orlovsvikariatet, eftersom det er det eneste der er tilbage. Når og hvis den pige kommer tilbage fra orlov d. 1/11, så ryger jeg ud. Farvel og tak for næsten 2 års tjeneste!
(Jeg véd dog, fordi jeg kender pigen, at hun ikke kommer tilbage, men chefen skal nok komme af med mig alligevel. Hun slår jo bare stillingen op, og ansætter en anden!)
Chefen ringede som aftalt på mobilen, og jeg konfronterede hende med alle mine anelser og konklusioner, og hun benægtede intet. Hun vil simpelthen af med mig!
Og jeg kan ikke gøre en skid! Jeg er jo bare en vikar!
Når jeg har fattet mig lidt mere, vil jeg gå til min tidligere chef, som nu er den nuværende chefs overordnede. Det kan godt være jeg ikke får noget ud af det, men jeg har et godt forhold til hende, og hun skal høre om, hvad der foregår, fra MIN side!
Resten af dagen og aftenen i går (hvor der i øvrigt var rygende travlt!), var min krop tung som bly, og jeg følte mig trist og uværdsat. Entusiasmen var pist-væk!
