I løbet af sommeren 1993 var jeg på kanotur i Sverige med min daværende kæreste, Per, og tre venner, hvoraf de to var et par, Claus og Trine, og den tredje, Simon, var en gammel ven.

Jeg havde indledt mit forhold til Per året forinden, efter en TV-fodboldaften, hvor også Claus og Simon var med. Jeg havde kendt dem i årevis, og også mødt Per et par gange til nogle fester.
Efter fodboldkampen tog Simon, Per og jeg hjem til Per, hvor vi sad og røg et par joints, drak nogle øl, og lyttede til Neil Young på pladespilleren. Per havde verdens fedeste pladesamling, og et suverænt anlæg.
Senere gik vi i byen, og endte ud på morgenen på Café Louise. Tja, og så blev jeg kæreste med Per...

Det viste sig hurtigt, at Per havde et fast dagligt forbrug af hash, så jeg holdt meget hurtigt op med at ryge et hvæs med, hvergang han tændte en joint! Han havde også et stort forbrug af øl, men det havde jeg jo egentlig også. Det passede ham faktisk ikke så godt, at hans kæreste bandede og drak øl og gik i hullede t-shirts og slidte cowboybukser og sagtens ku’ drikke ham under bordet, men han accepterede det, for hvor finder man ellers en kæreste, der finder sig i at man ryger hash hver dag, og at ens øldrikkende venner kommer på besøg hver anden aften...?
I øvrigt havde han en høj uddannelse og et velbetalt job, foruden en trendy bil og en eftertragtet lejlighed ved Sankt Hans Torv.

Nå, men vi kørte til Sverige, op til Tingsryd ved en stor sø der hedder Åsnen, hvor vi havde forudbestilt kanoer. Vi fumlede rundt med at få pakket kanoerne. Vi havde en masse mad med, for vi ville ikke komme i nærheden af en butik i en uge, kun vandposter.
Endelig sejlede vi ud. Jeg og Per i én kano. Claus og Trine i én, og Simon i én. Simon var en stor fyr, der sagtens kunne klare at padle selv.
Da vi lå lidt ude i søen, kunne vi se, at en mand og to store drenge var ved at laste og søsætte en kano. Det gik stærkt, vi havde været 10 gange så længe om det. De startede ud, og indenfor sekunder fræsede de forbi os, hidsigt padlende. ”Hej Anders!”, råbte Simon efter dem og vinkede, idet turbo-kanoen passerede os. Ingen respons. Hverken Anders eller drengene så på os. Kanoen blev drevet så hurtigt frem, at den lavede en zig-zag-rute, fordi det gik for stærkt til, at de kunne nå at styre den ligeud. I løbet af et øjeblik var den forsvundet bag et lille næs. Anders Fogh Rasmussen spildte minsanten ikke tiden..!

Om aftenen slog vi lejr ved en bålplads, hvor vi tændte op og lavede mad. Vi drak rødvin. Vi havde masser af rødvin i papkartoner. Simon, der var lidt af en kvartalsdranker, drak og drak, og gad ikke slå sit telt op. Vi andre gik til ro i vore respektive telte, mens Simon blev siddende og drak videre.
Om natten begyndte det at regne. Næste morgen fandt vi Simon liggende under en pressening. Han var drivvåd. Og hvad værre var: Han havde drukket næsten al rødvinen!

Det blev ved at regne. Og det var skidekoldt. Dag efter dag. Hver aften klarede det op, og vi blev optimistiske. Men hver morgen vågnede vi til øs-regnvejr. Vi sad, i ført alt vores tøj lag på lag, under presseningen og spillede kort.
Simon var løbet tør for sprut, så han var ikke glad. Og nu var Per løbet tør for hash, hvilket var en endnu større katastrofe! Han blev helt enormt irritabel, og efterhånden også paranoid. Stemningen blev ulidelig, og vi tog hjem, to dage før tid.

Jeg var dum nok til holde ham ud i endnu et halvt års tid. Han ville faktisk gerne giftes med mig. Og, naturglad som han var, ville han gerne have hus udenfor København, og vi var ude og se på mange huse. Men jeg blev mere og mere i tvivl. Jeg var nu blevet 30 år og var begyndt at overveje om jeg i det hele taget skulle have børn (noget jeg ikke havde tænkt ret meget over før). Jeg var kommet til den konklusion, at det ville jeg faktisk gerne. Jeg konfronterede Per med det. Han skulle under ingen omstændigheder have børn! Så jeg gav ham et ulitimatum: ”Ingen børn, intet hus!”. Så hus-kiggeriet blev øjeblikkeligt sat i bero, og kort efter gjorde jeg det forbi. Han græd, men jeg var lettet. Det havde været et svært forhold. Han var meget præget af sit mangeårige store hashforbrug. Han var kold og forbitret, og havde store problemer med nærhed og intimitet.
Hvorfor blev jeg så hængende i 1½ år? God knows! Det var så fuldstændig ulig mig at tolerere den slags. Fordi jeg var vanvittig fysisk tiltrukket af ham. Og fordi jeg hver dag vågnede op og håbede, at han havde forandret sig, at han pludselig var blevet sød og hjertelig. Men Gudskelov, fornuften sejrede! Bedre sent end aldrig!
Jeg brød med Per, og jeg brød med alle der havde med ham at gøre, inklusive Claus og Simon og andre fælles venner.
For et par år siden var jeg i byen med en veninde, og da mødte jeg en af Pers venner fra det store slæng han hang ud med. Han fortalte, at Per nu boede med en kæreste i et hus ved skoven.
’Hm! Stakkels pige!’, var min eneste tanke...

You are every goth-kids dream!

En midaldrende mand og hans hustru spiser lunch på en café i den indre by.
Manden læser Berlingeren, hustruen småkeder sig lidt og studerer bylivet.

Pludselig kommer en ualmindelig veldrejet ung kvinde gående tæt forbi det udendørs cafebord, som parret sidder ved.
"Heej!" siger den unge dame og smiler meget sødt til manden.
"Hejsa!" siger manden og smiler glad tilbage.
"Hvem i alverden var det?" spørger hans hustru indigneret, da den unge dame er udenfor hørevidde.
"Det var da min elskerinde!" svarer manden henkastet og læser i sin avis.

"DIN ELSKERINDE?" råber hustruen. "Hvad skal det sige!"
Manden sænker avisen og kigger på hustruen over brillekanten. "Hids dig ned! Det er vel ikke noget at skabe sig sådan over? "
"Hvis det er sandt, vil jeg skilles!" snerrer hustruen. "Og det med det samme!".

"Tænk dig nu om!" siger manden roligt. "Vil du sige farvel til båden, de to biler, vores ferier to gange om året, sommerhuset, Visa, Diner's ... jeg kunne blive ved!
"Konen bliver bleg. Hun sidder længe og siger ikke noget.
Pludselig retter hun sig op. "Sig mig ... er det ikke Pedersen fra dit arbejde, der sidder på cafeen der overfor?" spørger hun.
Manden kigger over kanten på sine briller - "Jo, minsandten!" siger han.
"Hvem er så den unge kvinde, han sidder sammen med?" spørger konen.
"Det er da hans elskerinde!" svarer manden og læser videre i sin avis.

Hustruen sidder lidt i tavshed.
"Så synes jeg godt nok vores er pænere!", siger hun så.

Jeg har vist reddet mig forstadiet til en forkølelse, da jeg i et anfald af frustration i går eftermiddags røg en cigaret og bagefter havde dårlig samvittighed og luftede ud i timevis. Det tog mig lang tid under to dyner at få varmen igen, og i dag har ondt i min hals og føler mig utilpas.

Ellers består mine rygersynder af to cigaretter og to halve joints lørdag nat.

I går var det jo "fri-mandag", og selvom jeg ikke havde lyst, følte jeg mig alligevel nødsaget til at gå ud. Jeg var bange for at ærgre mig senere, hvis jeg blev hjemme.
Efter at have prøvet at lokke en veninde med i byen, bestluttede jeg at gå ud alene. Jeg fandt ud af at Billy Cross, Mik Schack og Flemming Ostermann skulle spille på Drop Inn, og tog, efter mange ambivalente overvejelser, en rask beslutning og kørte derind. Speederen i bund og volumen helt op. Jeg var i København på rekordtid, parkerede ved rådhuspladsen og gik op til Drop Inn. Der var kun halvfyldt med mennesker og intet orkester på scenen. Klokken var ellers 22.30 og de skulle starte kl. 22. Nå, men de kom nok om lidt... Jeg købte en øl, nippede lidt til den og gik op og spurgte bartenderen, hvornår bandet startede. Han fortalte, at Billy Cross var aflyst! Kraftedermig! "Ja, han sidder altså i New York lige nu." Som om det sku' være en undskyldning! Jeg lod øllen stå, gik tilbage til bilen, og kørte den op til Gammel Mønt, hvorefter jeg gik på Charlies og drak en lille fadøl og snakkede med en bekendt, som inviterede mig til at sove hjemme hos ham. "Pænt" af ham, men nej tak-ellers tak. Da jeg efter en times tid var færdig med min øl, gik jeg over på Bo-Bi-Bar, hvor jeg drak en kop kaffe til at køre hjem på.

Og hvordan har weekenden så været?
Ja, den har været mindblowing på mange måder.
Både enormt forstyrrende, fortærende, belærende og åbenbarende.

Jeg er klar over, at jeg er nødt til at holde op med at spilde mit liv. Men hvor finder jeg den motiverende faktor.
Christian var en absolut forbilledlig inspiration og øjenåbner, men nu står jeg her og mangler grundelemeterne selvtillid, energi, mål og motivation.

Min dobbeltseng er fyldt med hundredevis af fotos. Og om lidt er den fyldt med breve også. Selvom det nok ikke er en god idé.

Ungerne har haft en fabelagtig weekend!
De har været med til at fælde træer, brænde bål og hugge brænde. Og den store har siddet bagpå Christians motorcykel på indkøb hos bageren i en naboby.
Mandag formiddag, inden vi tog hjem, var vi til en børneteaterforestilling i den nærliggende større by.
De ville bare overhovedet ikke hjem igen!
Men det kom de - under store protester. Og de er nu taget til Sverige med deres far.

Og mig.
Jeg sidder stadig og funderer over, hvordan man finder noget motivation...

Christians små læresætinger bliver ved med at dukke op i mit hoved:
"De sten du falder over på din vej, er nogle du selv har lagt der..."

Hele hans væsen afspejlede ro, taknemmelighed, accept, balance, kærlighed og livsglæde. Ubegribeligt men sandt.
Og hvor har jeg dårlig samvittighed over at gensynet med et så utroligt menneske blot giver mig kvaler i form af en pinefuld selvransagelse, der, som det ser ud lige nu, sandsynligvis ikke vil føre til andet end en endnu større erkendelse af, hvor god jeg er til at spilde mit liv.
Det er faktisk en hån mod Christian at tænke så negativt...

Shit!..