Lang pladdersentimental beretning:
For knapt to år siden var jeg på en af mine yderst sjældne byture.
Min kusine og jeg skulle hjem og spise hos min veninde, og bagefter skulle vi i byen.
Vi var alle tre singlemødre. Ja, faktisk havde vores mænd alle været os utro, og var siden hver især flyttet sammen med den anden kvinde. Men det var for så vidt sagen uvedkommende. Vi var tre piger, der skulle i byen!
Efter middagen kørte vi til den nærmeste større by, hvor der lå en stor irsk pub, hvor der plejer at være ret godt gang i den.
Efter min skilsmisse, to år forinden, havde jeg fuldstændigt mistet interessen for mænd, og jeg kunne færdes blandt hundreder af slagsen, uden at synes at så meget som én var værd at spilde tid på, endsige kaste et blik på. Jeg var simpelthen gået fuldstændig kold!
Der var live-orkester, og jeg hev kusinen med ud på dansegulvet. Vi var i rigtig godt humør og dansede i store bevægelser til et par numre.
Pludselig fik jeg øje på en fyr jeg kendte på gulvet.
Og det var ikke bare én jeg kendte, det var faktisk en gammel meget nær ven, som jeg osse havde været lidt kæreste med, selvom det aldrig rigtigt var blevet til noget med os.Vi snakker 1979-80 deromkring. Pink Floyd -The Wall. En fyr jeg respekterede højt. Jeg var rendt ind i ham et par gange i årenes løb, men senest var jeg nyskilt med to små børn på slæb, og uden nogen som helst lyst til at snakke. Jeg havde blot noteret mig at han stadig var lige flot og veltrænet, havde hilst, og var skyndt mig videre.
Nu dansede han dér lige foran mig. Jeg blev fuldstændig overvældet. Han lignede sig selv. Ja, han så faktisk forbandet skidegodt ud!
Jeg puffede til ham, og han stoppede brat op, da han så mig. Han kom hen og omfavnede mig, og hviskede i mit øre: ”VI TO skal snakke sammen!”, hvorefter han gestikulerede, at han havde en forpligtelse på dansegulvet.
Jeg var helt perpleks, og hev kusinen væk fra dansegulvet. Nede ved baren gav jeg hende en hurtig version af historien om ham. Han havde med sin blotte tilstedeværelse nu fuldstændigt revet benene væk under mig, hvilket jeg slet ikke var forberedt på. Mit mande-filter var ikke sikret mod gamle kærester, lod det til!
Da musikken stoppede, kom han ned til os, hilste på kusinen og veninden, og trak mig med ind i et afsidesbeliggende lokale, hvor vi satte os og snakkede intenst om dengang, og om tiden der var gået. Timerne fløj afsted og kusinen (som jeg bare havde efterladt med min veninde, som hun ellers overhovedet ikke kendte) kom og sagde at stedet nu lukkede.
Vi fulgtes alle fire videre til et andet sted, der havde åbent til klokken fem. Hans julefrokost-kolleger var alle taget hjem.
På det nye sted forlod jeg igen kusinen og veninden Jeg var kun interesseret i ham. Vi fortsatte vores intime samtale, og på et tidspunkt kunne jeg ikke længere lade være. Jeg satte mig overskrevs på ham, tog fat om hans ansigt, bøjede mig ned og kyssede ham blødt og vådt og længe. Meget længe! Faktisk gjorde vi ikke andet i en times tid.
Kusinen og veninden og de hundrede mennesker omkring os eksisterede ikke!
Han spurgte om vi ikke skulle finde et hotelværelse.
Pludselig blev jeg vågen. Hvad var det egentlig jeg var i gang med? Manden havde jo kone og børn!
”Øh, ved du hvad. Det tror jeg sgu ikke din kone ville være så glad for. Tror du vel?”
”Jamen, vi er ved at gå fra hinanden. Det har kørt dårligt i tre år, og nu går det bare ikke længere.”
Jeg var forelsket og forvirret. Vi snakkede og kyssede, indtil vi blev bedt om at gå, fordi stedet skulle lukke..
Hotel-idéen tiltalte mig overhovedet ikke. Det var lissom for lusket.
Jeg blev osse nødt til tage afsted i taxa sammen med min kusine. Vi skulle begge overnatte hos veninden. De ventede på mig ude på gaden.
Han og jeg tog afsked i regnvejret. Jeg var ved at dø af lyst til ham, men alligevel ikke nok til at snige mig på hotel.
”Jeg ringer i morgen – nej jeg ringer i dag!”, hviskede han mig i mit øre, og mit hjerte hamrede af forelskelse og forventning.
Jeg kunne slet ikke tænke på andet.
Hele aftenen, da jeg var kommet hjem, ventede jeg på at telefonen skulle ringe.
Og næste dag. Og næste. Og næste.
De første par dage var jeg helt oppe at køre, og jeg fes rundt og ryddede op og gjorde rent og var totalt overgearet! Men efterhånden som dagene skred frem, blev jeg mere og mere stille og tavs og desillusioneret.
Nummeret havde han jo. Det var bare at slå mig op i telefonbogen eller krak. Han vidste jo hvad jeg hed, og ingen andre har det samme navn.
Der gik tre-fire uger. Jeg var holdt op med at tro at han ville ringe. Jeg blev ramt af en mur af træthed, melankoli og opgivelse, da jeg indså, at han nok aldrig ville ringe.
Efter nogle måneder slog jeg ham helt ud af hovedet.
Men pludselig en dag, efter fem måneder, ringede han. Selvfølgelig som jeg stod og var på vej ud af døren.
Jeg var indvendig vred på ham, og fortalte ham, at jeg var på vej ud af døren. Han spurgte, om han kunne ringe næste dag klokken tolv. Jeg sagde, at det var ok.
Mit hjerte hamrede, da jeg havde lagt røret på.
Men jeg regnede ikke med at han ville ringe.
Men det gjorde han! Næste dag på slaget tolv ringede telefonen.
Han forklarede, at han var flyttet fra sin kone og børnene. Han boede nu midlertidigt hos en ven i København.
Jeg spurgte om mange ting, bl.a. om hvordan hans kone og børn havde taget det. Hans kone tog det rigtig dårligt. De store børn tog det rimeligt, og den lille var for lille til at forstå noget som helst.
”Den lille”? Jeg vidste ikke at han havde et tredje barn. Det havde han ikke fortalt mig. Jeg spurgte hvor gammel ”den lille” var. Knapt to år.
Han kunne ikke tale længere. Hans afholdt et kursus, og frokosten var næsten forbi.
Jeg spurgte, om han ikke havde en e-mail-adresse, så vi kunne skrive sammen.
Jo da! Det var da en god idé! Jeg fik hans e-mail-adresse og han fik min. Jeg glædede mig til at skrive med ham!
Bagefter sad jeg og grundede over det med barnet. Det var synd for konen. Hvis hun kun havde haft to teenagere, så ville hun jo have haft større frihed til at realisere sig selv påny, hvordan hun end ville. Men med et så lille barn også, så var hun jo enormt bundet.
Jeg satte mig til tasterne og skrev et brev til ham. Gad vidst om jeg egentlig har det liggende endnu....Jo, her er det:
Hej!
Ja, det ER sgu' længe siden! D.v.s. længe siden du sagde du ville ringe den næste dag!
Holdkæft hvor var jeg gal på dig!
Først gik jeg og var helt oppe og køre og glædede mig til din opringning. Efterhånden som dagene gik blev jeg mere og mere trist og desillusioneret. Det var bare ikke det jeg havde brug for!
Der gik en rum tid hvor jeg var rasende på dig, men så slog jeg dig ud af mine tanker.
Derfor var det med blandede følelser jeg talte i telefon med dig i går, og i dag for dén sags skyld.
Nå, men alt i alt var det nok meget godt, jeg fik tid til at køle ned efter den nat!
Nu er jeg laaaangt under frysepunktet, uden egentlig trang til at blive tøet op igen.
Men derfor kan vi da godt skrive sammen. Jeg synes faktisk det kunne være hyggeligt. Rart at tale med én man deler noget fortid med.
Der var så meget jeg ville sige til dig. I dagene efter den nat gik jeg og glædede mig til at fortælle dig alle de ting jeg glemte at sige, eller kom i tanke om at jeg ville dele med dig.
Nu kan jeg ikke huske hvad det var. Men det dukker måske op igen ligeså langsomt...
Det er egentlig mærkeligt. Du går i min eks-mands fodspor. Han var sammen med sin første kone i 20 år. Da de gik fra hinanden (næsten på samme måde) var de to ældste drenge teenagere og den yngste 2 år.
Den ældste teenagesøn (rebellen) var i lang tid meget meget vred og frustreret, og havde meget svært ved at tilgive sine forældre, at de blev skilt. Den to år yngre tog det mere stille og roligt.
Nå, nu begynder det at lyne og tordne. Jeg må hellere få sendt det her inden strømmen pludselig går!
Skriv snart!
K.h.
Jeg var jo kølet helt ned igen. Men var ikke afvisende overfor tanken om at blive tøet op.
Men han skulle heller ikke tro, at det ville blive nemt, for det ville det ikke!
Jeg forventede, at vi rigtig skulle til at korrespondere. Og jeg glædede mig faktisk ret meget til det. Der var så mange ting jeg havde lyst til at fortælle ham...
Der gik en månedstid, hvor jeg intet hørte.
Jeg besluttede mig for at ignorere hans tavshed, og bare skrive alligevel.
Hej!
What's up?
Det er efterhånden et stykke tid siden jeg sendte dig en mail, og jeg begynder at tvivle på, om du mon nogensinde har fået den.
Samtidig så har jeg de sidste nætter haft nogle helt obscure drømme, hvori du også optrådte. Og i begge drømme var du løgnagtig og bedragerisk! Jeg er jo en temmelig jordbunden type, der ikke går op i drømmetydning og dén slags, men måske prøver min underbevidsthed alligevel at fortælle mig noget...
Du behøver ikke være "bange". Jeg har ikke nogle hensigter om at vi to skal have noget "kørende", eller noget som helst. Jeg sendte bare en mail, og regnede med at vi kunne korrespondere lidt. Men jeg mente ikke hvert halve år!! Måske en gang om ugen, eller efter hvad man har af ting at fortælle.
Nå, men ellers håber jeg selvfølgelig det går godt for dig. Det er jo en fandens transport du har til og fra arbejde hver dag! (Det var du i én af drømmene i øvrigt osse svært utilfreds med!)
Så jeg kan regne ud, at du har nok at se til, med transport og arbejde, og så skal du jo osse have dine børn engang imellem. Hvor tit har du egentlig dem?
Skal du have ferie på et tidspunkt?
Jeg har lige haft en fed tur til Færøerne med min yngste søn. Det gik bare SÅ godt! Han opførte sig virkelig pænt, ingen problemer i flyet eller nogen andre steder. Og vi var MEGET rundt, overnattede tre forskellige steder á to nætter, men besøgte i alt 10 familier, så han har virkelig skullet omstille sig meget, og jeg synes han har klaret det enormt flot!
Vejret var fantastisk! Høj sol og 18 grader! Ikke en dråbe regn! Jeg er bare heldigere end politiet tillader! Den ene dag var vi ude på en sejltur til "fuglefjeldene". Det var min søn meget begejstret for! Han er i det hele taget meget interesseret i dyr, og vender hver en sten for at finde regnorme, biller o.s.v.
Det var jo helt lyst deroppe. Også om natten. Børnene legede ude til kl. 23 hver aften. De var umulige at få i seng! Det blev slet ikke mørkt om natten. Ved to-tiden var det "mest" mørkt, men stadig skumrings-agtigt, man kunne se alt.
Vi havde mine børns halvbror på 12 år med ned til Danmark. Han er nu flyttet her ned til sin far. Jeg er rimelig rystet over moren. Hun gad ikke engang være sammen med sin søn den sidste aften (lørdag). Hun ville have mig og lillebror til at overnatte i hendes hus, så hun kunne komme i byen! Det ville jeg selvfølgelig ikke! Men jeg er stadig rystet over at hun kunne finde på at gå i byen aftenen før han skulle flytte til Danmark! Kl. 20 lørdag aften ringede han op til det hus vi boede i og sagde at hans mor havde sagt, at han godt måtte tage en taxa derop. Jeg sagde at vi hellere skulle mødes næste morgen ved bus-terminalen som vi havde aftalt, og at vi var på vej i seng, og om han ikke hellere ville være sammen med sin mor den sidste aften. "Nej, jeg tror ikke min mor gider have mig her"! Det skal lige siges, at vi havde været sammen næsten hele weekenden, han og os. Næste morgen mødtes vi som aftalt ved busterminalen, og afskeden og turen hjem blev meget udramatisk.
Drengen er en særling og meget umoden. Jeg har ondt af ham, at han skal starte i den lokale folkeskole her i byen i en syvende klasse! Syvende klasse kan være grusom! Han har jo ikke været i skole i 4-5 måneder, og i det hele taget ikke passet sin skolegang ret godt de sidste år, så fagligt er han langt bagud! Det bliver ikke sjovt!
Jeg har sidste dag i min arbejdsuge i dag. Jeg arbejder jo i fast aftenvagt hver anden uge. I morgen skal jeg hente børnene! Dejligt! Det er det jeg ser frem til hele ugen! På tirsdag har de lovet rigtig fedt vejr, så da tror jeg vi kører til stranden, os tre og storebroren.
På onsdag fylder min ældste søn 6 år, og mine bedste venners søn fylder 4. Så vi skal alle i Bon-Bon-Land! Jeg håber vejret bliver nogenlunde!
Ja, så har vi en masse andre planer for resten af ugen, så det bliver bare dejligt!
Uge 27 skal vi på familiehøjskole på Samsø. Det var vi osse sidste år. Vi skal lave en cirkusforestilling! Og i uge 29 skal vi på en fagforeningsfamilieferie på et kursuscenter på Stevns. Uge 28 skal vi bare være hjemme, jeg skal nok passe storebroren mens børnenes far og hans kæreste er på ferie. Jeg kunne godt tænke mig at leje et sommerhus i et par dage, men det er kun på overvejelsesplan. Pengekassen er osse ved at være tom...
Nå, jeg må hellere lade være med at skrive ALT for meget, hvis du nu slet ikke FÅR mine mails!
Ha' det nu rigtig godt!
Kærlig hilsen
Grunden til at jeg skrev så meget om turen til Færøerne var dels at jeg lige var kommet hjem derfra, dels at han via sit arbejde jævnligt kommer til Færøerne.
Men jeg hørte intet fra ham.
Det er 1½ år siden jeg sendte den mail.
Hvis jeg nogensinde møder ham, vil jeg vende mig om og gå den anden vej. Jeg gider slet ikke snakke med ham.
Måske er det også meget godt, at det ikke blev til mere.
For hvis jeg var brændt varm på ham igen, og et forhold var opstået, så var det jo blevet noget værre kompliceret noget. For jeg kendte jo hans kone, en sød og dejlig kvinde, og havde i forvejen skyldfølelse over hvad der allerede VAR sket.
Men den skuffende oplevelse det var at opdage, at det menneske jeg var så tiltrukket af, og altid havde haft så meget respekt for, i virkeligheden kunne være så ubetænksom og respektløs over for
mig, det gjorde mig endnu mere kølig og skeptisk overfor mænd.
Først nu to år senere er jeg ved at blive en lille smule mere åben igen, men jeg er stadig meget mistroisk, og jeg har faktisk ret svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde når dertil, hvor jeg frivilligt giver en mand en nøgle til min hoveddør!
Nu bagefter kan jeg jo godt se, at han bare ville have noget k_____, og at jeg lagde alt for mange følelser i det.
Men sket er sket, og splejsen gik i cølibat - igen!
slinkstercool community.
