Redskabsgymnasik i går (eller springgymnastik som det kaldes) var en kæmpesucces!
Begge mine drenge var helt med lige fra starten, selvom de andre havde været der 3-4 gange før.
Min ellers uregerlige yngste søn stillede berredvilligt op i køerne til koldbøtter, vejrmøller og saltomotaler! Det var en ren fryd at sidde og se på!
Så håber jeg, at faren også synes det er en god idé..! Men uanset hvad, så vil jeg i hvertfald tage dem derhen på ”mine” torsdage.

I dag har været en priviligeret dag.
Startede med at aflevere ungerne, hvorefter jeg kørte til frisøren og blev klippet.
Så kørte jeg op i træningscenteret og trænede programmet igennem med 15 minutters motionscykling til opvarmning og til slut.
I går, da jeg for førte gang skulle cykle i 15 minutter med en bestemt hastighed, da løb sveden ned ad ansigtet på mig! I dag var det allerede lidt bedre.

I min store drengs klasse går der en dreng, der osse bor her i bebyggelsen.Han og min søn spiller desuden fodbold sammen.
Hans mor snakker jeg ind imellem med i skolen og til fodbold. Hun er osse alene med to børn (7 og 6 år, frække men på den charmerende måde!).
Hun er vist lidt af en trænings-narkoman. Hun powerwalker hver aften en time, når børnene sover, og tilsvarende mellem klokken 4 og 5 om morgenen! HVER morgen! (Ja, jeg synes heller ikke hun er rigtig klog!)
Hun kører 40 km. hver vej til arbejde som folkeskolelærer.
Og så spiller hun håndbold på byens førstehold.
Jeg har nu mødt hende fire gange på to dage: En gang oppe i skolen. En gang i den sportshal, hvor hun trænede håndbold mens mine børn var til gymnastik. (Hendes børn må pænt underholde sig selv, mens mor træner til klokken 21!). Og to gange oppe i træningscenteret, hvor hun tilsyneladende bruger en stor del af sin fritid.
Hun er sød og imødekommende. Og at være træningsnarkoman er vel bedre end så meget andet...

Nå, men foreløbig går det altså godt med min træning. Jeg er da optimistisk!
Jeg gik fuldstændig sukkerkold til sidst, og måtte med rystende hænder købe en akut banan!
Efter et bad kørte jeg ud og købte ind, og kørte så hjem og spiste noget mad! Jeg var simpelthend skrækkelig sulten!
Så satte jeg 15 kyllingelår i ovnen og drønende ud og hentede unger.
Lårene var færdige, da vi kom hjem. Vi skulle nemlig spise tidligt, for den store skulle til indendørs fodboldtræning og jeg skulle osse have et andet barn med.
½ time før vi skulle gå, mens vi sad og spiste, ringede en anden drengs mor og sagde at trænenen havde ringet, at træningen var aflyst! Sådan noget pisser mig altså af! At ringe i sidste øjeblik på den måde! Men det er så typisk for den træner! Vi har flere gange været kommet til træning (sammen med mange andre), hvor det har vist sig at være aflyst!

Nå, men så spillede vi Afrikas Stjerne, og bagefter tog vi i Toys’R’Us, hvorfra jeg exitede 45 minutter senere og 500 kroner fattigere! Men også et spil Trivial Persuit rigere! Den nye udgave om 1980’erne! (Hvem skal jeg egentlig spille mod? Det ryger op på hylden sammen med scabblespillet.). Og så købte jeg to børnespil til Gran Canaria-turen. Og tuscher. Og noget snurretop-noget, som børnene insisterede på, og jeg indvilgede i, fordi det ikke var så dyrt.

Nu er Disney-show forlængst forbi, og børnene underholder sig med snurretoppene, og et konkurrence-spil de selv har opfundet.
Snart skal de i seng, og jeg skal have en kold jule-Tuborg og en smøg foran flimmerkassen – med fødderne oppe!...

En OK dag. En helt OK dag!...

Man sku' fan'me tro det var mandag!

Var til styrketræning. Det var OK. Flinke folk. Skal derhen igen og træne i morgen for at undgå ømhed.

Droppede driftsmødet på arbejde. Gider ikke gå til møder, når jeg har fri! Var osse knotten, og gad ikke blive endnu mere knotten over at høre på min åndsvage chef!

Kørte ned i børnehaven for at hente lillebror, som bare overhovedet ikke ville hjem!
Han fik et hysterisk anfald, som jeg ikke har set mage til længe! Han flippede totalt ud, råbte og skreg, kastede rundt med sit tøj, nægtede at tage støvler på o.s.v.

Og så veeed vi jo næsten allerede, hvad der skete, ikke?...

Pædagogen C (af alle!) kom ud i garderoben, kiggede påtaget overrasket på scenariet, og tog min søn på skødet og begyndte at sweet-talke og være rigtig, rigtig over-pædagogisk, mens jeg bare stod ret op og ned med alt tøjet, og mest af alt havde lyst til at flå ungen ud af armene på hende, hylende eller ej, og skride ud!
Det endte faktisk også med at jeg gjorde det, for C kunne (heldigvis!) heller ikke få ham overtalt til at tage sit tøj på.

Med sønnen skrigende og sparkende under den ene arm, og tøjet og støvlerne i den anden arm, lykkedes det mig (ved hjælp af arrigskab!) at kæmpe mig ud i bilen.
Jeg satte mig forpustet bag rattet og kørte afsted, skummende af indestængt irritation!

Ovre på skolen begyndte storebror osse at sige, at han ikke ville med hjem!
Men han ombestemte sig hurtigt, da han så mit ansigtsudtryk!
Han viste mig en pap-tallerken, han havde malet, og som jeg (idiot) kom til at røre ved, hvorved malingen splattede lidt ud! Han blev sur, og jeg tog fingeren med maling og smurte malingen ud på min pande, og sagde at nu var jeg en rigtig kvajpande! Det hjalp. Han begyndte at grine.

Risengrøden er spist, og om lidt skal vi til redskabsgymnastik for at se, om det er noget for møg-ungerne!
Hmrf!

Til børnehaven:

I morges blev jeg en vist en smule irriteret over nogle kritiske udtalelser angående min søns madpakke.
Jeg er selv klar over, at min reaktion var irrationel, og at jeg overreagerede lidt.

Jeg forsøger dog at forklare:

Reaktionen skyldes, tror jeg, blandt andet, at der her på det sidste har været nogle problemer med Storebror, som ikke længere bryder sig om at gå i skole. Han taler grimt til lærerne, gider ikke lave noget, udviser aggresiv adfærd m.m.
Ja, I kender ham jo, så I kan vel forstå, hvor uventet og foruroligende det er!

De ting fylder enormt meget hos mig lige nu.
Men det har i det mindste været rigtig skønt at se, at min yngste søn til gengæld stortrives, at tingene omsider kører rigtig, rigtig godt for ham.

Derfor er det lige p.t. irriterende at skulle forholde sig til, at min søns madpakke er for stor/ forkert/ han kan ikke lide den/ m.m.
I kan selvfølgelig ikke vide, at timingen er forkert, og at det at min søn åbenbart har for mange madder med, virker som en fuldkommen omsonst og latterlig ligegyldig ting at skulle forholde sig til, i forhold hvad der sker med Storebror.

Hvorfor så blive så berørt af lidt kritik af noget så banalt som en madpakke?

Jo, for en madpakke er, i hvert fald for mig, også en følelsesmæssig ting. Det er en hilsen fra mig til mit barn, og idet jeg smører den, tænker jeg meget på, om det nu er godt nok, om han nu kan lide den.
Jeg har, for lang tid siden i mindstegruppen, fået at vide, at min søn får for meget mad med. Og jeg synes selv, at jeg har prøvet at efterkomme at lave en mere enkel madpakke.
Ind imellem får han en youghurt med eller en bolle. En ekstra delikatesse, en lille kærlighedserklæring, som jeg véd han vil sætte pris på.

Jeg har dog haft en fornemmelse af, at min søns appetit er blevet lidt større med tiden, så han får lidt mere mad med nu.

Men der ér faktisk stor forskel på madpakkerne til Storebror hhv. Lillebror.
Storebrors madpakke er dobbelt så stor som Lillebrors (believe it or not!), og med mange flere grøntsager. Og han spiser rub og stub!

Jeg troede egentlig jeg tilpassede madpakken mere eller mindre til min søns behov: Han får en halvt så stor madpakke som sin storebror og han får meget begrænset med grønt på madderne.

Men pludselig forleden, efter at jeg i over et år har troet at madpakken var i overensstemmelse med min søns lyster og behov, får jeg at vide at han ikke kan lide sin madpakke!
At han kun spiser en brøkdel.
At han ser på sin madpakke og væmmes.
At han pludselig ikke kan lide makrelsalat (hvilket han altid før har kunnet).
At når han har youghurt med, så spiser han dén først, og så kan han slet ikke spise mad.
Ting som jeg ikke var klar over. D.v.s. ting jeg troede var blevet i orden, siden jeg begyndte at lave mindre madpakker dengang i mindstegruppen.

Grunden til at jeg ikke var klar over det, er måske, at min søn får mad med i folie og en frysepose (p.g.a. brødets facon, der ikke passer i en ordinær madkasse). Og jeg derfor ikke ser en madkasse fyldt med tiloversbleven mad.
Jeg troede simpelthen naivt, at han med glæde spiste sin gode mad.

Så i dag på vej til børnehaven, begyndte min søn at beklage sig over sin madpakke.
”Mor, du laver alt for store madder. Mor, du véd jo godt jeg ikke kan lide makrelsalat. Mor, du skal lave små rugbrød.”
Aha! Han har fået at vide at han skal gå hjem og fortælle sin mor at madpakken er forkert! Eller hvad?
Jeg fornemmede ihvertfald, at ordene var blevet lagt i munden på ham. Det lød i hvert fald ikke som hans egen måde at formulere sig på.
Og det irriterede mig lidt indeni, fordi det var lissom blevet for meget! Specielt lige nu!

Så derfor henvendte jeg mig, i min lille irritation, i morges til C (som nu jeg kommer til at tænke over det, i sin tid vikarierede i mindstegruppen og faktisk også var hende, der gjorde opmærksom på ”problemet” i sin tid i mindstegruppen), og konfronterede hende med min søns udtalelser.
Hun gentog kritikken fra forleden af madpakken, var tydeligvis træt af at skulle diskutere dén madpakke, så for lige at gøre kort proces, fik jeg at vide, at min søn skam spiser næsten al sin mad, når det er hans far der har smurt madpakken!

Wow! Hvor fintfølende! Det var lige hvad jeg havde brug for at høre!
Det lukkede da i hvert fald munden på mig! Kan man vist roligt sige!

Men klart, klart! Taget til efterretning!
Min søn skal da nok få kedeligt mørkt standardrugbrød fra Schulstad med lyserød kødpølse med i børnehaven, hvis det er det han kan lide. Det vidste jeg bare ikke. Jeg troede han kunne lide sin madpakke som den var.
(Bortset fra i tirsdags, men det var en helt speciel situation, fordi jeg havde glemt at købe pålæg, så han fik rejesalat og hvidløgssmøreost, to ting han ikke er så vant til. Da vidste jeg godt at han ikke ville være begejstret.)

Og det bli’r jo spændende at se, hvordan min søn vil bruge situationen, nu hvor han er blevet klar over, at mors madpakker er genstand for opmærksomhed og kritik. Noget som før var indiskutabelt.

Anyway, det er ligegyldigt!
Barnet sulter jo tydeligvis ikke!
Og jeg vil give C ret i, at Min søn absolut ikke skal presses i madsituationen.
Og han spiser som regel en meget stor morgenmad, så han er muligvis (tilsyneladende) ikke vanvittig sulten til frokost.
Hverken I eller jeg ved jo hvad morgenmaden består af hjemme hos hans far, vel?

Men ellers er jeg meget, meget tilfreds med børnehaven og storegruppen. Jeg synes I gør et kæmpemæssigt stykke arbejde for børnene, og resultatet kan jo ses på børnenes glade ansigter!
Min søn har udviklet sig til en rigtig glad tryg og harmonisk dreng. Og det kan børnehaven helt sikkert tage en stor del af æren for. Jeg jeg har fuld tillid til børnehavens pædagogik, ledelse og personale. Hele personalet!
Jeg har overhovedet ingenting at kritisere.

Ovenstående er heller ingen kritik som sådan, men mere et forsøg på at beskrive og forklare min egen nærtagenhed.
Jeg er overbevist om, at C ikke har sagt noget for at såre mig, men udelukkende handlet udfra hensynet til min søns bedste.

Med venlig hilsen

Splejsen, min søns mor.

Ovenstående er bare til mig selv. For at få sat ord på. At aflevere et sådant brev ville nok mest give anledning til forundring over, hvor meget det kan lade sig gøre at skrive om en madpakke!

I tirsdags kom jeg til at melde mig ind i et styrketrænings-center!
Og i dag skal jeg til træning! Argh!
Min krop - der er vant til kun at sidde i en stol eller et bilsæde - skal genoplives. Puha, det bliver en sej proces, men jeg SKAL klare den denne gang! Jeg SKAL holde ud den første måned, indtil jeg ser og mærker resultater. Herefter kommer motivationen af sig selv.

D.v.s. i går kom jeg faktsisk til at bevæge mig.
Jeg havde jo dagvagt, og havde en cykelrute! I støvregn! Sig lige DRUKNET MUS!

Jeg har fundet mit dankort. Det var røget om bagved snavsetøjskurven.

Nå, jeg må hellere få smurt nogle madpakker...

Heldigvis er det ikke alle, der har haft en dårlig mandag!

Mandag!

Det startede med at jeg, på vej ud af døren lidt over 14, ikke kunne finde mit dankort. Jeg ledte i alle lommer, men kunne ikke se i cowboybukserne, for de var i gang med at blive vasket i vaskemaskinen, og man kan ikke åbne lågen når den vasker. Jeg går altid rundt med dankortet i baglommen, så jeg formodede, at kortet var i vaskemaskinen.
Men for en sikkerheds skyld kørte jeg over på mit arbejde og checkede alle lommer dér. Intet dankort.

Jeg havde heldigvis lidt i kontanter, og kørte ned i Netto og købte ind til chili con carne.
Bagefter kørte jeg over på skolen og hentede den store. Alt var kaos. Han stod og skældte ud på en pædagog, og bagefter gik han over og tævede løs på en anden dreng! Jeg var målløs! Da pædagogen kom over og spurgte mig ud om hvorvidt en mobiltelefon var én jeg havde givet min søn, befandt jeg mig pludselig midt i et infernalsk cirkus, hvor der herskede total forvirring og råben og skrigen. Mit gode humør var på fem minutter faldet til dyb fortvivlelse, da jeg sad med et grædende barn i bilen. Han faldt heldigvis hurtigt i søvn. Jeg kørte over og hentede vennernes yngste søn i børnehaven. Min søn snorksov i bilen, og jeg lod ham sove, han trængte vist til det!
Herefter ned i banken, hvor jeg med vennernes søn i hånden, gik ind for at hæve penge til biografturen. Jeg fik ikke ved den lejlighed spærret kortet, for jeg regnede jo helt 100 med at kortet var i vaskemaskinen.

Så gik turen til min yngste søns børnehave. Han var heldigvis i fremragende humør. Det er han som regel. Han trives rigtig, rigtig godt i børnehaven efterhånden. Jeg satser da også på, at han skal blive der et ekstra år.

Videre til vennerne (som var i København - det var kun deres tre ældste børn der var hjemme). Vækkede storebror og ind i den store Pippi Langstrømpe villa.
Jeg havde med vilje ikke købt ris, for det plejer de at have oceaner af. Men det havde de ikke i dag!
Ned i Netto igen! Laaaang kø ved kassen!
Jeg snuppede lige 6 poser Hurlumhej-mix til biografen...

Udenfor butikken ringede jeg op fra min mobil til SFO'en og bad om at tale med lederen. Han havde også været til stede, så jeg behøvede ikke referere situationen. Han var også meget forbavset over hvordan tingene havde udviklet sig. Vi fik en god snak, hvor jeg fik læsset af (for jeg var meget, meget ked af det), og hvor han fik snakket om nogle af de problemer der generelt er i de to første-klasser.

Da jeg endelig vendte tilbage, indså jeg, at vi ikke ville kunne nå at spise inden vi skulle afsted, så jeg smurte nogle madder til børnene, og sørgede for at de fik rigeligt at drikke, så jeg ikke skulle til at købe sodavand i biografen.
Gik i gang med at lave mad.
Maden var akkurat færdig, da vi skulle gå. Vennerne var på trapperne. Så kunne de spise, og så kunne vi andre spise efter filmen.

Filmen var som sagt rigtig, rigtig god!
Bagefter spiste vi chili con carnen, og kørte hjem. Klokken var nu blevet næsten 21! Alt, alt for sent! Den var 21.30 før ungerne lå i sengen!

De var heller ikke særlig friske nu til morgen.
I skolen snakkede jeg med klasselæreren. Hun sagde noget, som kommer bag på mig. At min søn er uforberedt i timerne, og at det går ham utrolig meget på! Jeg har ellers talt flere gange i sidste uge med børnenes far, som hårdnakket påstår, at han læser hver dag med ham. Men læreren siger det ikke passer.
I går aftes, da jeg gennemgik hans taske, kunne jeg da også konstatere, at meget tydede på, at der ikke var blevet lavet noget. Penalhuset bestod af to knækkede blyanter og en blyantspidser der var gået i stykker. Meddelelsesmappen indeholdt en del gamle sedler. Læse-arket var slet ikke udfyldt (kun af læreren, hvor der stod, at han ikke havde læst). Men eftersom faren hårdnakket påstod, at de havde lavet masser af lektier, så måtte de forskellige ting bero på forglemmelser...

Nå, men jeg er i hvert fald meget ked af den udvikling tingene har taget, og meget ked af at min søn, der altid har været SÅ velfungerende, nu hader at gå i skole!

I morgen er der skole-hjem-samtale.
Jeg sagde til klasselæreren, at hun skulle være forberedt på, at det formentlig ville være umuligt at få faren til at indrømme at han selv "kan hjælpe drengen bedre" (for nu at formulere det diplomatisk), og det var hun godt klar over, og havde faktisk overvejet at tage en eller flere andre personer med til samtalen.
Det skal sgu nok blive festligt!...

Dankortet er stadig ikke dukket op. Jeg spærrede det i går aftes, da det viste sig, at det ikke lå i vaskemaskinen. Jeg har igen anelse om, hvor det kan være! Nu skal jeg ned i banken og se, om der er blevet hævet på det i den mellemliggende periode...

Biografturen var en stor succes. Find Nemo er en virkelig dejlig film - både for børn og voksne. Fantastiske animationer! Vidunderlige karakterer!

Til gengæld gik alt andet galt i går!
Suk! Mere herom senere...

Dagens plan - revideret en anelse:

1) Hente børn plus legekammerat.

2) Køre over til legekammerat og lave mad til os og ham og hans tre søskende (der er alene hjemme).

3) Find Nemo i den lokale biograf. Syv pladser er allerede reserveret!

Ups! Sådan kan det udvikle sig - efter for meget søvn efterfulgt af for meget kaffe..!

Jeg er helt groggy efter for meget søvn!
Har sovet 10 timer. Men det har også været en hård arbejdsweekend! Nu er det heldigvis slut. Jeg skal hente børnene og en af deres legekammerater i eftermiddag.
Men først skal jeg vist lige have 15-20 kopper kaffe!...

I morgen kommer min far med vores flybillet til Gran Canaria.
Onsdag har jeg dagvagt, og om aftenen er der skole-hjem-samtale.
Torsdag skal jeg til møde på arbejde 13-15. Om aftenen vil jeg tage ungerne med til springgymnastik, primært for at se om det er noget for lillebror, nu hvor fodbold ikke interesserer ham.
For weekenden har vi ikke nogle umiddelbare planer - endnu.