Min bil skulle undervognsbehandles i dag. Det er flere måneder siden jeg bestilte tid.
Jeg valgte at stille bilen derhenne efter arbejde i aftes, og så gå hjem derfra om natten, fremfor at stå mega-tidligt op i morges.
Så klokken halv ét traskede jeg afsted i den kolde nat...
Jeg har fået en ny "pakke" (endnu en ting der bare sker hen over hovedet på mig), så jeg kun kan se 5-6 tv-kanaler. Skide-irriterende, når man, som jeg, ser tv om natten!
Anyway, vågnede i morges ved at telefonen ringede. Klokken var 8.30.
Det var "undervogns-manden". Han kunne ikke behandle min bil, for han har fundet to rusthuller, der skal laves først! Desuden mente han at min bil bagefter skulle have en "udvidet behandling" der koster små tusind kroner ekstra (det koster en formue i forvejen!).
Så jeg er mildsest talt negativ!
Og så er det min egen skyld! Da bilen var til syn for over et år siden, anbefalede syns-manden, at jeg fik bilen undervognsbehandlet inden vinteren. Men jeg blev ved med at udsætte det, fordi jeg ikke lige havde 2.500 kr. i overskud. Og nu får jeg regningen! Guderne må vide hvad det kommer til at koste at få lavet de to huller! Og jeg skal osse have nye dæk..!
Normalt tænker jeg helst ikke på penge, men i disse dage bliver jeg hele tiden mindet om dem.
Jeg opdagede et uåbnet brev fra kommunen om at jeg skulle have ansøgt om forlængelse af tilskud til daginstitutionspladser inden 3/12. (Jeg har det med ikke at gide åbne min post.)
Og der var osse et brev fra banken, om at min budgetkonto er overtrukket. Det skulle de have 100 kr. for at fortælle mig.
Og jeg synes bare der er regninger og udgifter allevegne!
Nå, men min mekaniker sagde, at jeg skulle ringe igen på onsdag. Først da er pladesmeden på arbejde igen.
Jeg skal ned og hente bilen og have en ny tid til undervognsbehandlingen. Og så må jeg i banken og "sort things out"...
Jeg har en total aversion imod at have med myndigheder at gøre. Det er derfor jeg tit udskyder alt hvad der har med den slags at gøre; læger, forsikringsselskaber, banker, kommunen, o.s.v. Jeg vil helst ikke have noget med dem at gøre..! Bare lad mig være!
Men nogle gange er man nødt til at bide tænderne sammen, tage en dyb indånding, og gå ind gennem døren og trække et nummer...argh! Jeg begynder at svede bare ved tanken!
Jeg glemte POLITIET!
En myndighed jeg heldigvis ikke har så meget med at gøre.
Men i går blev jeg stoppet i min tjenestebil (som er ny, og derfor ikke har fået påmalet kommunens logo endnu).
Jeg havde ikke mit kørekort med.
(SAGDE jeg. Sandheden er at jeg ikke HAR noget kørekort. D.v.s. jeg HAR kørekort, men jeg har ikke noget køreKORT. Det blev væk for mange år siden, og min myndigheds-aversion har gjort, at jeg aldrig har fået taget mig sammen til at få lavet et nyt. Desuden koster det penge!)
Nå, men jeg fik snakket mig fra det. Blev bedt om at køre hjem og hente kørekortet. "Ja, ja hr. Betjent!"...
(Det var heldigvis sprit-kontrol og ikke fart-kontrol!)...
