Efter en aften og nat med feber er jeg nu bagud så det basker.
Gaverne skal pakkes ind, og jeg skal på posthuset og købe to koncertbilletter. Jeg har besluttet at give mine forældre billetter til et irsk folkemusik-orkester der hedder Altan.
Hvad tid lukker posthuset? Anyone?

Som nemesis for min løgn var min ældste søn syg i går. Han havde feber og måtte blive hjemme fra skoleafslutningen. Så jeg måtte blive hjemme og passe ham. Det var da også rart og hyggeligt nok. Han var ikke meget syg, og vi kunne da sidde og putte og se Rugrats.

Ungerne skulle hjem til deres far i går. Han holdt en julefest for sine medarbejdere og deres børn.
Så da de ringede fra mit arbejde og spurgte om jeg kunne tage aftenvagt p.g.a. sygdom, sagde jeg glad ja! Nu kunne jeg gøre det godt igen!
Mens jeg ventede på at faren skulle komme og hente sønnen, ringede de igen fra arbejde og sagde, at jeg ikke behøvede at komme alligevel. Jeg fik aldrig helt fat i hvorfor. Det var noget med at vikarbureaerne hæfter for hinandens sygdom. Og det var en vikar der var blevet syg. Ja, jeg forstår det stadig ikke. Men never mind. Det var godt jeg ikke kom afsted, for i løbet af eftermiddagen fik jeg det værre og værre. Jeg var ude og handle og kunne næsten ikke klare det. Sveden løb af mig. Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng med feber.

Nu har jeg det klart bedre. Heldigvis for det er i aften vi holder "juleaften" hjemme hos mine forældre. Jeg skal lige have klaret alt det jeg er bagud, så skal jeg hente ungerne, hvorefter vi kører til nordsjælland.
Vi satser på at være tilbage i morgen eftermiddag INDEN snestormen.

Latinoen har igen været indlagt med blødende mavesår.
Jeg var til springgymnastik med ungerne i torsdags, og i hallen mødte jeg lationoens eks-kone, der var til håndboldtræning. Hun fortalte det. Og jeg ringede så til ham i går.
I øvrigt er der mere at fortælle om latinoens forvirrede liv. Men det må blive en anden god gang. Jeg har vist lidt travlt..!

Natten til i går sov jeg kun et par timer, og jeg var derfor ret træt i går.
Men jeg kunne allligevel ikke falde i søvn i aftes. Jeg prøvede og prøvede, og jeg blev ret stresset, for jeg skulle op klokken 5.30 og i dagvagt.
Endelig faldt jeg i søvn omkring klokken halv tre. Men vågnede brat en halv time efter! Jeg vendte og drejede mig, stod op, gik i seng, stod op, gik i seng.
Til sidst lå jeg blot og gloede ud i mørket. Jeg blev mere og mere klar over, at jeg ikke kunne gå på arbejde. På et tidspunkt ville jeg ramme en "mur", og det ville være uforsvarligt at dosere medicin m.m. samt ræse rundt i bil hele dagen, efter to døgn med næsten ingen søvn.
Jeg var nødt til at melde mig syg. Øv!
Jeg besluttede mig for at melde "barn syg". Det er lissom lidt mere indiskutabelt, eller hvad man skal sige.
Og jeg ringede til natsygeplejersken, for ikke at komme til at tale med de dagsygeplejersker som mit fravær ville gå ud over. Jeg ville heller ikke risikere at opleve det jeg oplevede sidst jeg meldte mig syg til en dagvagt, og dagvagten sagde "Åh nej! Det er den tredje sygemelding her til morgen!" Det er bare så uforskammet at sige sådan noget! Hvad skal jeg lissom gøre ved det?! Det giver mig jo bare endnu dårligere samvittighed! Jeg modtager en del nat-sygemeldinger som ansvarshavende aftensygeplejerske, og jeg kunne da aldrig finde på at sige "Åh nej!". Jeg lader som om det ikke er noget problem at finde en afløser, og så ønsker jeg vedkommende god bedring.
Nå, men jeg afleverede ungerne i skole og børnehave. Det var lidt nervepirrende, fordi der bor en sygeplejerske-kollega lige over for børnehaven. Hvis hun så mig, kunne jeg selvfølgelig sige, at det var det ældste barn der var syg, og at han lå derhjemme på sofaen og så tegnefilm, mens jeg afleverede den lille i børnehaven. Men jeg ville helst undgå at skulle ud i den slags forklaringer, så jeg var lettet, da jeg så, at der var mørkt i hendes lejlighed. Enten var hun ikke stået op, eller også var hun mødt i dagvagt.
Jeg var bemærkelsesværdigt upåvirket af den manglende søvn. Jeg havde ikke ramt muren endnu.
Jeg kørte hjem, spiste morgenmad, læste avis. Og SÅ ramte jeg muren!
For lidt siden ringede mobiltelefonen (jeg havde hevet stikket til min fastnet-telefon ud), og i min forfjamskelse kom jeg til at tage den uden at se hvem der ringede. Det var min mor. Hun må have glemt, at jeg har dagvagter om onsdagen. Bare hun ikke finder ud af det senere. Jeg gider slet ikke komme med forklaringer til hende!
Jeg føler mig godtnok træt nu. Men jeg må hellere lade være med at sove mere, og så hellere satse på at komme ind i en normal søvnrytme igen...

Forleden gik strømmen, og jeg har siden spist fryser-mad der var halvt optøet og derfor skulle spises. Heldigvis var der ikke så meget i fryseren, da det ikke er så længe siden jeg afrimede den.

I aften står den på hval.

Storage and Preparation
The meat and blubber of pilot whales is stored, prepared and eaten in a variety of ways. When fresh, the meat is boiled or served as whale steaks, with blubber and potatoes. The meat and blubber can be kept in the freezer, or preserved in the traditional way by salting or outdoor drying. Blubber is often eaten together with dried fish.

Hallo jyder!

Varsel om storm.

Fredag havde jeg fået fri til at deltage i julefrokosten. Istedet kom en vikar.
Jeg har ikke været til julefrokost i årevis, men nu skulle det være!

Jeg begyndte dagen med at sove til klokken halv ét! Det havde været en hård aften om torsdagen, og jeg var først kommet hjem sent, og sad efterfølgende og så tv. Men alligevel. At sove ti timer...

Nå, men så kørte jeg over på den stores skole med hans fodboldtøj. En klassekammerats forældre ville tage ham med til indendørstræning, når nu hans far ikke ville. Behøver jeg sige, at ungerne heller ikke kom til redskabsgymnastik i torsdags.
Dernæst var jeg nødt til at købe nogle nye støvler. Mine gamle Doc Martens afgik jo ved døden for nogle uger siden, og jeg kunne ikke så godt troppe op til julefrokost i store Ecco-vinterstøvler.
Jeg havde allerede for noget tid siden spottet nogle støvler, jeg kunne lide, og da jeg prøvede dem fredag, passede de perfekt! Så dem købte jeg.

Og så var jeg til træning. Ja, nu kører det. Jeg skal nok blive klar til ski-ferien i år!

Hjem og i bad, i fint tøj, og afsted til bowlingcenteret, hvor vil skulle spise, drikke, bowle og danse.
Det var da maaajet sjoooovt. Der var en masse mennesker. Og orkestret spillede godt. Jeg var specielt imponeret over deres version af ”Staying Alive”. En modig sag at give sig i kast med, og det lød så tæt på originalen, som man næsten kan forestille sig. Utroligt!

Da festen sluttede klokken ét, gik jeg videre i byen med fire andre. Jeg har aldrig været i byen i denne by, og vi landede på et diskotek. Jeg hader diskoteker, men det her sted var heldigvis lidt hyggeligere indrettet end de fleste diskoteker. Jeg mødte bare ikke nogle interessante mennesker. Hver gang jeg prøvede at tale med en fyr der så godt ud, så kom der bare bonderøvs-idiotsnak ud af munden på ham! Jeeez!
Nå, men klokken blev fem, og stedet skulle til at lukke. Jeg gik ud på gaden, forberedt på at gå hjem. Jeg gik 25 meter, så kom der en taxa kørende, som jeg prajede. ”Der var du faneme heldig!”, sagde chaufføren.

Gik i seng og vågnede klokken NI !!!
Prøvede desperat at sove igen, men kunne ikke!
Jeg var totalt smadret efter for mange juleøl og for mange smøger og for lidt søvn. Men ligemeget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke sove mere.
Stod op og spiste morgenmad og drak en masse juice og kaffe. Klædte mig på og gik i raskt tempo over til bowlingcenteret og hentede bilen. Men jeg fik det ikke spor bedre. Tværtimod!
Dagen og aftenen skulle bare overstås!

På arbejdet tegnede tingene sig til at begynde med fredeligt.

Men klokken 16.30 blev jeg ringet op af en hjemmehjælper, at en stomi var sprunget læk, og hele sengen var fyldt med tynd afføring!
45 minutter senere, da jeg var færdig hos stomi-damen, blev jeg ringet op af en anden hjemmehjælper om en gammel, langsomt døende, dame, hvis vejrtrækning nu var blevet markant dårligere.
Jeg snuppede lige først de tre faste insulin-indsprøjtninger, før jeg begav mig ud til damen.
Jeg kendte hende godt. Jeg havde i en periode kommet regelmæssigt hos hende i forbindelse med et sårskift.
En måned tidligere havde hendes læge givet hende et par dage at leve i, og familien havde siddet hos hende døgnet rundt, men hun døde ikke, og familien genoptog deres tilværelser.
Jeg kunne med det samme se, at det så meget skidt ud, så jeg ringede til datteren, som boede en times kørsel væk og bad hende komme. ”Jeg véd godt I har hørt det her før. Men nu tror jeg altså det er alvor”.
Jeg forventede, at damen kunne dø nårsomhelst, så jeg satte mig hos hende. Jeg sagde til hende, at hendes datter var på vej og ville komme om tre kvarter, så hun var nødt til at prøve at hænge i lidt endnu. Jeg kunne mærke, at hun forstod mig, for hun sukkede dybt, som om hun tænkte, ”Åh nej hele TRE KVARTER!”, hvorefter hun genoptog det hårde arbejde med at trække vejret.
Jeg blev afløst af hjemmehjælperen, så jeg kunne komme videre i aftenens tekst.

Damen døde tyve minutter efter at datteren var ankommet. Hun havde siddet og holdt sin mor i hånden, da hun tog det sidste suk.
”YES!!”, var min respons, da jeg fik opringningen fra hjemmehjælperen.
Jeg elsker, når tingene bare flasker sig!
Så jeg kørte ud og snakkede med datteren og svigersønnen. Datteren var selvfølgelig helt knust, men meget glad for at hun nåede frem i tide. Vi drak kaffe. Og bagefter var datteren med til at gøre sin mor pænt i stand. Hun fik en nydelig blå kjole på. Der blev tændt stearinlys. Det var rigtig hyggeligt!
Datteren og svigersønnen ville overnatte der.

Nu lyder det måske som om, det er en helt særlig begivenhed for mig.
Det er det på en måde også. Selvom jeg har oplevet masser af dødsfald, så er hvert enkelt alligvel altid noget helt specielt. Man vænner sig aldrig helt til det. Det bliver aldrig rutine.
Men dødsfaldet i går var jo virkelig godt, og jeg blev i godt humør og glemte at jeg var træt.

Men jeg skulle ikke tro jeg kunne hvile på laurbærene.
Blev ringet op af førstnævnte hjemmehjælper, at stomien var sprunget læk igen!!
”De’t løgn!”, svarede jeg.
Men nej, det var ikke spor løgn. Alt sejlede i tynd afføring.
Damen er i behandling med penicillin, hvilket giver hende tynd mave, og stomipladen bliver simpelthen blæst af!
På’en igen..!

NU var jeg ved at være ret træt. Jeg har i forvejen 10 faste besøg. De her ting kom bare oveni.

Men jeg blev, lige inden jeg havde fri, ringet op af en tredje hjemmehjælper, om en dame på et plejehjem, der var blevet psykotisk. De havde mandsopdækket hende hele aftenen. Hun havde ikke sovet i to døgn og ikke fået sin medicin. Nu krævede de, at der blev gjort noget. Det kunne jeg da godt forstå. Jeg forsøgte at sige noget om at jeg ville give den videre til natsygeplejersken, men jeg kunne godt høre, at jeg skulle komme NU!
Situationen var helt uholdbar. Jeg ringede til lægevagten, og selvfølgelig var det en emsig læge, over for hvem jeg skulle argumentere og argumentere og argumentere for at få ham til at sende en læge ud. Og jeg var SÅ træt, at da jeg var færdig med at argumentere og lagde røret på, da kunne jeg have lagt mig ned på gulvet og sovet! Men der ville komme en læge ud.

I dag har jeg sovet til klokken 11. I aften er min sidste vagt.
I morgen skal jeg have fixet et problem. Jeg har til min rædsel opdaget, at jeg har DAGVAGT nytårsaftensdag, hvor jeg skal til Jylland til Christians 40 års fødselsdag. En stor fest med børn og med overnatning på en højskole. Der kommer 120 mennesker. Og festen starter klokken 15.
Jeg SKAL bare have fri! Jeg har været så optaget af at jeg skulle arbejde i aftenvagt hele julen, at jeg havde glemt at jeg er begyndt at have dagvagt onsdag i mine friuger!

Nå, jeg må løbe. Skal ned og træne. Det blev jo ikke til noget i går.