Dårlig vane jeg har fået med at sove 10 timer hver nat, når jeg har været i aftenvagt. Jeg vænner jo kroppen til at den har brug for al den søvn, og så får den stakkels krop et chok, når den i modsatte uger må nøjes med 6-7 timer hvis den er heldig.
Burde måske sætte vækkeuret...

Nå, men det betyder, at jeg nu har lidt småtravlt. Skal ned og handle (uh, det bli'r sikkert hæsligt, eftersom hele Danmarks befolkning skal have fyldt køleskabene op!), og derefter var det min mening at gå til træning, men det kniber med tiden. Jeg har lovet at hente børnene ved 14-tiden.

Går ellers rundt og nyder min julegave! Det er den bedste gave jeg længe har fået!
Hører den er udsolgt. Er så glad for mit eksemplar! Den flotte æske. Og de små CD'er der er udformet som kopier af LP-plader. Ih, altså!

Lidt historie

Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
før end livet er omme.

Fint skal det være. Eller hur?


Richard


Who from Keeping Up Appearences are you most like?
brought to you by Quizilla

Juleaften

Kl. 12.30: I træningscenteret og træne 1½ time. Der er bemærkelsesværdigt mange mennesker. Selvfølgelig kun mænd. Jeg køber en bodybuilder-kalender som julegave til mine kolleger.

Kl. 14.00: Hjem og i bad. Pakke kalenderen ind. Julepynt i håret. Øreringe i ørerne. Arbejdstøjet på og afsted.

Kl. 15.00: Møder på arbejde. Får rapport. Ønsker glædelig jul til dagvagterne.

Kl. 15.30: Kører afsted til en lille naboby, hvor jeg har to sårskift. De skal begge hjem til familien, derfor skal sårene skiftes tidligt i dag.

Kl. 16.45: To insulin-injektioner. Den tredje er til juleaften i et forsamlingshus i et andet distrikt, og det er derfor en kollega der giver ham insulin i dag.

Kl. 17.30: Apoteket har vagtåbent mellem 17-18, og jeg skal hente noget smertestillende medicin vagtlægen skulle have faxet recept på. Men medicinen er der ikke. Der har været problemer med faxen, siger apoterkeren. Jeg har selvfølgelig ikke damens personnummer med, så jeg styrter op på et nærliggende hjemmehjælps-kontor, hvor der står en computer, og finder damens cpr-nummer, hvorefter jeg ringer til vagtlægen, som bekræfter at medicinen skulle være bestilt. Han vil ringe direkte til apotekeren og bestille medicinen. Jeg kører ned på apoteket og henter medicinen i sidste øjeblik inden den festklædte apoteker kører hjem og holder jul!

Kl. 18.00: Jeg kører ud til damen, og doserer medicinen i doserings-æsker til 14 dage.

Kl. 18.30: Jeg kører til det ældrecenter, hvor de to hjemmehjælpere sidder, som jeg har valgt at spise julemiddag med. Vi hjælpes ad med at varme maden, som er kommunens mad. Det samme som de ældre har fået til middag. Andesteg og hele molevitten.

Kl. 18.45: Vi sætter os til bords, og den ene hjælper får et kald. Hun går. Vi venter. Idet hun kommer tilbage, får jeg en opringning fra en anden hjemmehjælper, om en dame hvis stomipose skal skiftes. Suk! Jeg kører afsted. Jeg kender damen. En sød ældre dame, der har brækket det ene håndled, og derfor ikke kan klare det selv. Hun lider af noget talebesvær efter en blodprop i hjernen. "Godmorgen!" siger hun glædestrålende da hun åbner døren for mig. "Godaften og glædelig jul!", svarer jeg smilende, og går indenfor. Stomiposen ligner en spærreballon! Hvis jeg var kommet 10 minutter senere var det gået galt!

Kl. 19.10: Endelig kan vi sætte tænderne i den kommunale and, som er overraskende god! Den næste time spiser vi andesteg og hyggesnakker. Den ene hjælper er snot-forkølet. Jeg spritter hænder hvert femte minut, idet jeg er rædselsslagen ved tanken om at blive smittet. Heldigvis sidder hun ved den anden ende af bordet...

Kl. 20.15: Jeg kører hen til en skizofren mand og sørger for at han får sin medicin. Han er ret ligeglad med julen. Der er ikke så meget som ét stk julepynt, og på båndoptageren kører det sædvanlige Gustav Winckler. Han havde ligget og sovet, og blev vækket af dørklokken. Han tager sin medicin, vi udveksler de sædvanlige høfligheder, og jeg går igen.

Kl. 20.30: Jeg kører tilbage til hjælperne, og vi spiser ris-a-la-mande og udveksler gaver. Hjælperne har, ligesom jeg, heller ikke så meget at lave i dag, for mange af de gamle er taget hjem til familierne, eller de har familien på besøg og derfor ikke brug for så meget hjælp.

Kl. 21.00: Jeg går hen til en dame der ligger alene. Hun er døende. Hendes børn har været der i eftermiddag, men er taget hjem for at holde jul med familien. Hjælperne kigger med jævne mellemrum til hende. Hun har sovet hele dagen. Hun reagerer når jeg kalder på hende, men falder hen igen. Jeg har taget nogle "citron-slikkepinde" med til hende, til at væde hendes mund med. Jeg forsøger at give et par dråber vand med en engangssprøjte, men hun gør ikke synkebevægelser, så jeg opgiver. Men hun ligger faktisk fredeligt og sover på en vekselluftmadras. Hendes hænder og fødder er varme. Jeg skønner, at det vil vare mindst et par dage.
Jeg sidder hos hende en times tid, mens jeg ser Helmuth Lotti koncert i fjernsynet. Han er ledsaget af et stort kor og orkester. Orkesteret er godt, men jeg synes Helmuth Lotti er kedelig. Han synger godt, men helt uden sjæl. Men som baggrunds-musik, når man ligger og skal dø, er det sikkert fint, så jeg nænner ikke at skifte kanal.

Kl. 22.00: Jeg får en opringning om en dame der har skrabet sit ben på sin kørestol. Hun har fået en flænge. Jeg kører derhen. Flængen er lidt dyb. Måske skulle den sys? Men jeg nænner ikke at sende hende til skadestuen. Hun er alene i aften og har drukket for meget. Hun har fået amputeret det andet ben. Jeg vasker såret og taper flængen sammen og forbinder den. Det bløder ikke ret meget. Jeg vil tilse det igen 2. juledag.
Hendes ansigt er forslået efter at hun faldt ud af kørestolen forleden. Da var hun på skadestuen og blev syet.

Kl. 22.30: Jeg kører over til et lille plejehjem og kigger indenfor. I dagligstuen sidder en halv snes mennesker omkring et bord. Stemningen er god og humøret højt. Nogle er lige kommet hjem fra juleaften hos familien. Jeg takker ja til et glas sodavand og sludrer med beboerne og personalet.

Kl. 23.00: Jeg kører tilbage til det sted, hvor jeg spiste. Hjælperne er der ikke. De er i fuld gang med arbejdet. Nu er de gamle nemlig kommet hjem igen. Jeg tager mine små nissegaver og kører videre, tilbage til det mit kontor i den anden ende af byen. Jeg snakker med kollegerne og hører hvordan deres aften har været. Så skriver jeg rapport, hvorefter jeg snakker med nattevagterne indtil klokken 23.45. Så kører jeg hjem.

Kl. 24.00: Hjemme smider jeg mig i lænestolen og tænder en smøg. Der er ikke noget interessant i fjernsynet, så jeg går i seng. En stille og rolig og hyggelig juleaften er slut.

Jeg tog en kalkunkølle med over til lationen i mandags, idet jeg ved han altid er på spanden.
Den brasilianske datter havde beklaget sig over, at de danske mænd ikke var nær så smukke som hun havde drømt om. Hun havde fået at vide, at de allesammen lignede David Beckham. Men i dette provinshul ligner de allesammen Onslow! Imidlertid netop hjemvendt fra en dags shopping i en julepyntet indre København, var hun nu blevet klar over, at der er tusinder af flotte lyse mænd i Danmark. De er bare i København, og ikke i provinshullet!



I går afleverede jeg så børnene hos deres far.
Bagefter var jeg til træning for første gang i NI dage! Det gik imidlertid som smurt. Bagefter tog jeg på arbejde. Jeg var frisk som en hav-ørn, for jeg har de sidste nætter sovet rigtig godt!
Træningscenteret har åbent i dag også, så jeg skal lige derned inden arbejde. Jeg vil købe en 2004-kalender de har dernede, med billeder af bodybuildere. Ikke til mig selv, men som julegave. Vi skal hver have en julegave med på arbejde i aften.

Men ellers vil jeg bare gentage mine egne ord fra sidste år...

Julen er den ubamhjertige tid, hvor de der lever godt og harmonisk bekræftes i deres velfærd og lykke, mens de der lider afsavn virkelig får lov at mærke det!

For de velstillede og velfungerende familier er det en fortryllende tid!
Men for de ensomme, de gamle, de enlige, de udstødte, de anderledes og de efterladte er det tiden hvor der hældes salt i sårene!

Selvmordsstatistikken topper i december, det samme gør forbruget af alkohol.
De der ikke passer ind i glansbilledet af familieidyl, bliver konfronteret med det ligemeget hvor de kigger hen.

De ensomme føler sig virkelig ensomme.
De anderledes og udstødte bliver tilskuende skygger i et forrykt juleglimmercirkus.
De gamle må tage til takke med kommunens mad og børnenes hurtige samvittighedsbesøg.
De fattige bevæger sig nedad i spiralen med overtræk og gæld.
De fraskilte vinder eller taber retten til jul med børnene.
De syge lægger sig til at dø.
De efterladte savner og sørger.
De svigtede udsættes for det ultimative svigt.

Og juleaften.
Topmålet af familielykke!
Eller kulminationen på ugers samværsdiskussioner, stress og samvittighedskvaler.
Dårlige familierelationer i tvunget samvær.
Indestængte irritationer der bringes til udbrud i familiens teater...

Never mind! God jul allesammen! ;o)

Min bil har opført sig lidt underligt, siden den fik lov at holde en uge ude i lufthavnen. Bremserne skurer. Men det har den gjort før, når den har fået lov at stå længe i kulden, så jeg tænkte, at det nok gik væk igen. Men det er blevet gradvist værre og lyder som om bremseskiverne er slidt væk.

I går, da jeg hentede børnene hos faren og vi kørte afsted mod nordsjælland, lød den markant værre! Selv når jeg ikke bremsede, skurede den. Jeg kørte og tænkte på, at jeg slet ikke burde køre i den spand i den forfatning. Mens jeg kørte så forsigtigt og jævnt som muligt derudaf og tænkte på mekaniker-udgifter og hvordan jeg skulle nå at få lavet bilen inden nytår, når vi skulle køre til Jylland, så hostede min yngste søn. "Hvad er der galt?", spurgte jeg ham. "Ikk'noget", svarede han. Min ældste søn, der var febersyg, sad og sov i det andet bagsæde. Pludselig brækkede den lille sig eksplosivt bag mig! Det blev ved og ved, og jeg kunne intet stille op, for jeg kørte på en hoved-landevej med blød rabat og biler bag mig. Heldigvis kom der snart en p-plads, hvor jeg kørte ind og forsøgte at danne mig et overblik over katastrofens omfang! Heldigvis havde han forsøgt at læne sig frem, så han havde ikke ramt overkroppen, kun det nederste af bukserne, og så selvfølgelig sædet og gulvet. Bilen STANK af bræk! Jeg havde en rulle køkkenrulle og en pakke vådservietter, som jeg tog det værste med. Derefter var det bare videre, inden bilen brød helt sammen. I mit hoved repeterede jeg nummeret til Falck. Jeg havde heldigvis mobilen med mig.

Men vi nåede frem. Jeg fulgte ungerne ind i mine forældres hus. Den store var helt færdig, og blev lagt ind på en sofa, hvor han øjeblikkeligt faldt i søvn. Den lille fik tøjet af og rent på. Det snavsede blev smidt i vaskemaskinen som blev sat i gang med det samme.
Så tog jeg en spand med varmt sæbevand og nogle gamle klude, og gik i gang med bilen, mens min far underholdt opkast-leverandøren, der nu var bemærkelsesværdig frisk igen.

Siden min fars blodpropper og bypass-operation, har maden hjemme hos mine forældre bestået af ultra-fedtfattig kost. Og alt hvad der kan dampes bliver dampet.
I år bestod julemaden af ovnbagte kyllinge-bryster, hvor skindet i forvejen var pillet af hvilket betød af de ikke lugtede eller smagte af noget somhelst. Dertil hvide kartofter og rødkål. Sovsen, der var lavet af kartoffelvand og jævning, havde da den rigtige brune farve, men så var det også sagt!
Ris-a-la-manden bestod af risengrød med hakkede mandler iblandet en klat flødeskum.

Den store sov stadig under spisningen. Til ris-a-la-manden vågnede han og forsøgte at spise lidt, men brød til sidst grædende sammen, "jeg vil så gerne have ris-a-la-mande, men jeg ka' ik' spis' noooget! Hu-u-ulk!"
Den lille fik mandelen og marcipangrisen.

Pludselig lød der en bankende lyd fra terassen!
Hvad var det?!
Vi foer over til terassedøren og åbnede den, men der var ingen.
Men der stod en stor sort sæk udenfor.
Gaver!!
Julemanden havde været der!
Jubelen var stor. Julemanden havde nok haft travlt. Han skulle jo videre. Han havde mange steder han skulle hen...

Da gaveorgiet var overstået, så børnene deres nye Bionicles-film, og vi tre voksne spillede Trivial Persuit.


Det er nu blevet mandag. Sneen ligger derude, men vi bliver indenfor af hensyn til helbredet. Det er vist bidende koldt derude i blæsten. Jeg har haft endnu en omgang feber i går eftermiddags og aftes, efter at vi kom hjem til os selv. Men det går bedre nu. Den store har det en del bedre efter at han var rigtig, rigtig sløj i går aftes. Den lille har det fint men snotter lidt.
Og jeg er de næste dage heldigvis luksuriøst godt kørende i min mors metallic-grønne Toyota Corolla, mens min egen gamle spand er på værksted i det nordsjællandske.

Hvis vi føler os friske, kører vi nok et smut hen til latinoen i eftermiddag/aften. Han har fået besøg af sin 22-årige datter fra Brasilien, som han ikke har set i 5 år.