Still alive and kickin'..!

fredag, februar 08, 2008

Nå, ku være man sku skrive lidt på bloggen.
Ku jo være der sad én eller to derude i blog-space og troede man var død eller noget!
(Shh! Splejs! Den slags spøger man ikke med!)

Julen (lillejuleaften for mit vedkommende i år) gik forbavsende godt. Jeg besluttede at invitere min forældre her hjem, så min mor ikke skulle blive stresset og ondskabsfuld. Og det virkede. Det var MIT show - med juletræ og flæskesteg og hele moletjavsen, og den neurotiske mormor havde ingen mulighed for at beklage sig over noget.
En tradition er født.
Selve juleaften (og de fleste af juledagene) var jeg på arbejde. Nærmest osse en tradition. (Nej, nej, jeg beklager mig IKKE. Det ér faktisk meget hyggeligt.)

Nytåret tilbragte jeg med en ny-skilt gammel ven og vores til sammen seks børn. Og det var bare skide-hyggeligt!

Mine børns far ligger i skilsmisse, og er flyttet i sommerhus. Det skete lige før jul. Perfekt timing, når nu det var hans tur til at have børnene hele julen!..
Han og hans kone har været sammen i 8 år. De er nu tilsyneladende blevet så uvenner at de ikke kan bo under samme tag. Så mine børn og deres far bor stadig i sommerhus. Jeg blander mig så lidt som muligt, men holder da vejret mens jeg funderer på hvad han finder på, når det hele er overstået. Han er typen der ikke kan eksistere uden en kvinde ved sin side (læs: daglig støttepædagog), og vil helt sikkert kaste sig ud i jagten på en ny ledsagerske. Er sikkert allerede i fuld gang! Håber på og beder til at han ikke lader køns-kompasset styre ham geografisk udenfor provinshullet her. Værste skræk-scenario er hvis han flytter tilbage til Færøerne. Selvfølgelig er det ikke noget han kunne finde på at gøre ved sine fulde fem. Men køns-kompasset har det nogle gange med at bringe de fulde fem ud af funktion..!

Første weekend i januar rejste børnene og jeg en tur til Ålborg. Først og fremmest for at besøge børnenes fætter og kusiner. Børn af deres farbror. Vi har tit snakket om at besøg, og nu skulle det altså endelig være.
Det blev også vores vinter, for det sneede voldsomt i Ålborg, og børnene byggede sne-mænd hjemme hos min 80'er-forlovede sammen med hans to børn. Jeg benyttede også muligheden for at aflægge besøg hos min cyber-veninde Liselotte, og vi havde et par dejlige snaksagelige timer i hendes varme og hyggelige hjem. Alt i alt en rigtig skøn weekend i det nordjyske! Må klart gentages!

Nu er nedtællingen gået i gang til årets første skitur. BEMÆRK jeg sagde årets FØRSTE skitur! Vi har flottet os fuldstændig over evne i år, og tager på to skiferier! Den første er delvist sponsoreret af børnenes far, der ikke står på ski selv, og derfor godt kunne se formålet med sponsoratet. Den næste har mine forældre betalt halvdelen af. Jeg er heldig at have disse muligheder. Men så blir der osse kun råd til ø-lejr til sommer. Arh, det vil sige, jeg er altså lige blevet inviteret 4 dage til Lissabon af min eks-kæreste der bor dernede (ham piloten, hvis nogen har fulgt med her). Mens den store er på tur med fritidsklubben og den lille er på spejderlejr. Altså jeg HAR vist ikke noget at klage over, har jeg?..

OK, lige nu er jeg snot-drivende forkølet, og jeg skal på arbejde om et par timer. Øv, øv! Men mon ikke det er overstået søndag aften, hvor jeg skal mødes med en af mine gode gamle venner, der nu bor i Kroatien. Han kommmer et smut til København, og vi har ikke set hinanden i to-tre år. Sidst var også da han var et smut i København og jeg fik afsat ungerne et par timer, så han og jeg kunne drikke et par øl sammen. Jeg glæder mig helt vildt! Vi skal ud og drikke øl sammen med nogle fælles gamle venner, og jeg har reserveret sofaen hos min Christianshavner-veninde, så jeg ikke skal spekulere på at komme hjem til provinshullet med det sidste tog.

Var det en ok opdatering..?..

3 Comments:

Anonymous Anne said...

Ja, det var en rigtig god opdatering. ;-)

Ser du i øvrigt nogensinde noget til lationoen, som du havde som nabo engang?

10/2/08 22:11

 
Blogger splejsen said...

Ak og puh.

Sidder med tømmermænd i venindens lejlighed på Christianshavn. Har fået sovet ca. 4 timer efter en fed nat i byen med min ven. Jeg elsker ham!

Latinoen. Det er en lang historie. Han mødte en meget ung brasiliansk kvinde (enlig mor med to små børn) på en ferie i hjemlandet.
Han giftede sig med hende, og bor nu med hende og de to børn (plus hans egne, når de er på weekend) i en lejlighed her i provinshullet. Hun er yngre end hans datter. Men meget smuk og sød, og latinoen er vildt lykkelig og er faldet lidt til ro. Og hans elsker hendes børn som var de hans egne. Søde børn, de nu taler flydende dansk, ligesom hun også snart gør det. Hun er nu SSA-elev..

Sådan kort fortalt.

11/2/08 11:54

 
Anonymous Anne said...

Tømmermænd makes you feel aliiiiive.

Tak. :-)

12/2/08 22:00

 

Send en kommentar

<< Home