Eftersom jeg er snot-forkølet og alligevel keder mig her foran computeren, kan jeg vel ligeså godt poste et indlæg, selvom jeg egentlig var gået lidt blog-død..
Det går jo faktisk meget godt, her i provinshullet.
Jeg er efterhånden ved at være glad for mit job på den akutte modtageafdeling. Skulle lige bruge en masse måneder på at finde ud af, hvilke kolleger man kan stole på og regne med, og hvilke man ikke kan. Det var ikke helt let denne gang, for den her personale-gruppe er ved Gud 'a rather strange bunch indeed!'. Ekstra teflon skulle der til!
Men patient-klientellet er meget blandet og meget spændende..
Og så kommer folk bl.a. ind med alskens infektioner, som man altså nogle gange bliver smittet med. Og jeg véd præcis hvilken patient der har smittet mig i denne omgang.. (Hun holdt sig ikke for munden, men nøs mig lige ind i ansigtet!)
Og nu er jeg blevet så erfaren i afdelingen, at jeg heldigvis er fri for at være afhængig af råd og hjælp fra kolleger jeg ikke synes om. Og så er der et dusin vidunderlige kolleger, som er mit indre 'super-hold'. Folk som jeg gerne selv vil plejes af, hvis jeg en dag skulle blive syg. Pragtfulde kvinder med store hjerter og stor erfaring! Gudskelov for dem! Ellers var jeg skredet!..
Jeg levede højt på energien fra Thailands-turen i oktober. I hvert fald en måned! Det var bare sådan en fed tur! Og i erkendelse af, at jeg har godt af at komme lidt væk UDEN børn, så tager jeg faktisk på en weekend-tur til Lissabon på fredag!
Sammen med en god veninde, der i den grad trænger til luftforandring! Ingen af os har faktisk råd til det. Men vi har godt af det. Bagefter regner vi med at have suget energi, så vi kan klare resten af december og julen. Det er jo ikke alle der synes julen er fantastisk! Men vi må jo lade som om, for børnenes skyld..
Ok, jeg tror nok veninden synes julen er lidt sjov. Især går hun meget op i nisse-streger ;-)
Juleaften skal jeg selvfølgelig på arbejde som jeg plejer. Jeg holder faktisk af at være på arbejde juleaften. Og børnene skal til stor familie-juleaften hos deres far. Så holder jeg bare lillejuleaften her med børnene og mine forædre..
Nytårsaften har jeg ikke lige planlagt endnu. Jeg vakler lidt imellem at lade børnene være hos deres far, og så tage til fest. Eller tage børnene med til nogle venner med børn..
Aj, hvor er det dog et røvsygt indlæg det her!
Kan jeg ikke komme med noget mere spændende?
Jeg er seriøst begyndt at overveje at få anskaffet mig en kæreste. Har faktisk lyst til det! Jeg tror det hænger lidt sammen med, at børnenes far har fået en ny kone, og hun er helt fabelagtig sød ved børnene. Jeg føler mig så tryg og glad ved det liv drengene nu har hos deres far. De er meget gladere nu! Og deres far er meget mere samarbejdsvillig. Så jeg kan mærke jeg lige så langsomt kan slappe af og give slip..
Nå, men jeg rider jo ikke samme dag jeg sadler, så kom igen om et par år, så kan det være der er sket noget.. ;-)
Husk nu at ikke alle er så heldige som du og jeg.
PEACE


3 Comments:
Jeg synes ikke det var et kedeligt indlæg. Altid hyggeligt at se de sjældne updates her. Men nu har jeg selvfølgelig også fulgt dine blogs i de sidste ca 5 år ;)
11/12/08 17:38
Lissabon bliver aldrig det samme igen efter jeres visit, Splejsen.
jeg vil tænke med glæde på jer og ønsker jer en vidunderlig rejse med alt det bedste af det bedste.
12/12/08 00:07
Det var overhovedet ikke et røvsygt indlæg, Splejs. Det var en rigtig ih-hvor-jeg-lever-indlæg, og de skal altså helst ikke være for polerede. :-)
God jule-tur!
21/12/08 23:10
Send en kommentar
<< Home